Smerter er reelle
![]() |
Smerten er kroppens advarselssignal om, at der finder skade sted, og at der skal handles hensigtsmæssigt på det. F.eks. trækker vi hånden væk fra den brandvarme ild og fjerner den nål, vi stikker os på.
Hvis vi ikke ved, hvordan vi skal handle i forhold til den akutte smerte, og hvis smerten er vedvarende og gør os utrygge, opsøger vi læge og behandling. Typisk findes der en årsag til den akutte smerte, og den vil ofte forsvinde, når den udløsende årsag til smerten bliver behandlet.
Kroniske smerter
I nogle tilfælde forsvinder smerten imidlertid ikke til trods for, at man har modtaget den rigtige behandling og årsagen til smerterne er blevet fjernet. Og hos andre igen er det ikke muligt at finde en forklaring på, hvorfor smerterne overhovedet er opstået til at begynde med, og hvorfor de varer ved.
Kroniske smerter kan komme af tidligere sygdom eller skade, men også opstå uden en synlig eller beviselig skade. Den kroniske smerte er af fysiologisk karakter – også selvom der ikke kan findes en objektiv, forandrende årsag til smerterne. At man ikke kan finde forandringer i kroppen, betyder ikke nødvendigvis, at der ikke findes sådanne forandringer, eller at der ikke har været forandringer tidligere.
Læs mere om, hvordan smerter forandrer og forandres
Få gode råd til at håndtere dine smerter
Sidst opdateret 22-02-2012







