Sådan bliver du henvist til Sano og Dansk Gigthospital

Sano

Har du svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen og er det blevet svært at overskue dine gøremål? Er din fysik lidt efter lidt blevet så dårlig, at du ikke kan passe dit job, eller har svært ved at klare trapperne for at besøge dine børn eller børnebørn? Har du svært ved at sove om natten eller har mange smerter? Så kunne løsningen for dig være et ophold på Gigtforeningens rehabiliteringscenter Sano.

Det får du på Sano

Et fire ugers ophold skræddersyet til dig og dine udfordringer. Vi står klar med erfarne ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker, psykologer og diætist, som sammen er klar til at hjælpe dig videre mod de mål, der er vigtige for dig. Under dit ophold kan du få fysisk træning, træning i varmtvandsbassin, lære smertehåndtering i form af f.eks. mindfulness, få rådgivning om medicin og søvn. Men har du mere brug for, at vi skal se på de hjælpemidler, der kan gøre dit rengørings- køkken- eller havearbejde nemmere, så er det dét, vi ser på.

Det skal du

Du skal være fuldt udredt for din gigtsygdom og være velbehandlet.
Det er også nødvendigt, at du er selvhjulpen og har mod på at deltage aktivt under hele opholdet. Både den individuelle og holdtræningen.

Sådan kommer du på Sano

Din praktiserende læge, hospitalslæge eller speciallæge skriver en henvisning. Lægen skal meget tydeligt beskrive, hvorfor du bliver henvist. Regionerne betaler for de fleste, mens nogle få har en forsikring, der dækker. Vi har afdelinger i hhv. Skælskør, Middelfart og Aarhus. Se www.sanocenter.dk

Dansk Gigthospital

Hvis du har en aktiv inflammatorisk gigt- eller bindevævssygdom, som er svær at behandle, kan du blive udredt og behandlet på Dansk Gigthospital i Sønderborg. Du kan også blive indlagt til rehabilitering.

Hvornår kan du blive indlagt på Dansk Gigthospital? (Listen dækker ikke alle diagnoser. Se Dansk Gigthospitals hjemmeside for uddybende liste – eller få din læge til at ringe til den lægefaglige hotline).

  • Hvis du har en aktiv, inflammatorisk ledsygdom, som er svær at behandle
  • Hvis du har behov for specialiseret rehabilitering til at få et bedre liv med din gigtsygdom
  • Leddegigt
  • Spondylitis ankylopoetica
  • Psoriasisgigt
  • Vaskulit
  • Morbus Bechterew
  • SLE/Lupus
  • Andre inflammatoriske bindevævssygdomme som systemisk sklerodermi, polymyositis/dermatomyositis, MCTD og primær morbus Sjögren.

Dansk Gigthospital modtager patienter akut, til haste og planlagte ambulante forløb såvel som indlæggelse.

Sådan kommer du på Dansk Gigthospital

Gigthospitalet er en del af det frie sygehusvalg, så du kan vælge at blive undersøgt og behandlet her. Det kræver blot, at din egen læge eller speciallæge sender en henvisning.

Har din læge spørgsmål, kan han eller hun ringe til hospitalets lægefaglige hotline.

Senest opdateret 11.05.2021