Sygedagpengehistorier

Lene mistede retten til sygedagpenge i april 2008, selvom svær slidgigt i begge skuldre forhindrer hende i at passe et arbejde. Lene har været sygemeldt siden august 2006, hvor sygdommen gav hende så mange smerter i arme og skuldre, at hun måtte opgive sit job som butiksansat - hvorefter hun blev fyret.

Trods Lenes svære slidgigt, har både Beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen afslået, at hun kunne få forlænget sine sygedagpenge. Hun har derfor intet forsørgelsesgrundlag overhovedet, da hun ikke kan få kontanthjælp på grund af ægtefællens indkomst, som overstiger 18.000 kr.

Lenes læge vurderer, at hun højst vil kunne klare et let skånejob. Hun må ikke løfte, ligesom hun ikke må bringe leddene i yderpunktstillinger.
 
”Reumatologen har udfra en MR-skanning konstateret, at jeg har slidgigt i begge skuldre, og at det står meget slemt til. Han har aldrig set en kvinde på min alder med så svær slidgigt. Jeg blev opereret i skulderen i december 2007, hvor de fjernede betændte slimsække. Det viste sig, at 50 procent af brusken var smuldret væk”, fortæller Lene om skuldrenes tilstand, der giver konstante smerter, især om natten.

Faktisk står det så slemt til, at Lene har brug for to nye skuldre, men hun må vente et stykke tid, da hun er for ung til at få proteser.

”Det ødelægger min stolthed omkring hjemmet. Jeg forsøger at passe tøjvask og let rengøring i små portioner. Men mine fingre hæver, og jeg må slappe af og tage smertestillende medicin, så jeg kan klare det. Det er begyndt at brede sig til resten af kroppen, især mine knæ. Og jeg kan da heller ikke lyve over for en arbejdsgiver. Jeg er ikke fit for fight til en arbejdsplads”, siger Lene.

Ni sagsbehandlere og en arbejdsprøvning
Lene mener, at kommunen har syltet hendes sag. Tilbage i 2006 var udgangspunktet, at en arbejdsprøvning skulle afgøre, om Lene skulle tilkendes fleksjob eller førtidspension. Men siden da har hun haft ni forskellige sagsbehandlere, og hver gang skulle hele sagen tages op fra begyndelsen. Først i februar 2008 skete der noget, som dog ifølge Lene mest af alt virkede som en forhastet nødplan.

”De løb pludselig tør for tid. Jeg blev sendt i arbejdsprøvning på et revalideringscenter. De mange værksteder - metal, snedker og sko - var mine skuldre jo slet ikke egnet til. Jeg blev sat på kontor, hvor jeg skulle sidde og lægge regnestykker sammen 4 timer om dagen i 4 uger. Det var ydmygende og nedværdigende. Der knækkede filmen for mig”, fortæller Lene, der fik en depression og måtte i medicinsk behandling.

”Centret og kommunens sagsbehandler var ligeglade. De sagde, at jeg skulle tage derud, ellers ville de tage sygedagpengene fra mig. Så jeg tog mig selv i kraven og slæbte mig selv derud hver dag. Alligevel ringede sagsbehandleren en dag og sagde: du har ikke været der i dag, jeg er skuffet over dig, vi havde advaret - men jeg var jo lige kommet hjem derfra - der var sket en fejl”, fortæller Lene om den uheldige arbejdsprøvning, der endte med endnu en ny sagsbehandler.

Du har nogle problemer
Efterfølgende tog Lene sammen med sin mand til møde på kommunen for at høre om, hvad man var kommet frem til efter arbejdsprøvningen. Svaret var overraskende og uforståeligt for dem begge.

”Sagsbehandleren sad med armene over kors - vi stopper sygedagpengene fra 24. april - sagde han kort. Og mere havde han ikke at sige om den sag. Der var ingen forklaring. Jeg forstod intet - jeg blev frustreret og begyndte at græde. Så sagde han bare, at jeg vist havde nogle problemer”, fortæller Lene om det ubehagelige møde. Kommunen lukkede sagen.

Og Lene stødte ind i endnu et problem, da hun kontaktede sin fagforening. De meddelte, at hun heller ikke ville kunne få dagpenge, fordi hun ikke var til fuld rådighed for arbejdsmarkedet på grund af den medicinske behandling for depression. Et frivilligt bistandscenter tog Lenes sag op, men sagen betragtes nu som afsluttet, og meldingen lød, at hun selv skulle søge fleksjob.

Kastet ud i ingenmandsland
”Den lange ventetid har påvirket mig psykisk. Det hele har været spild af tid. Det er svært at klare hverdagen på alle måder. Samtidig er vores gæld vokset med 100.000 kr., fordi jeg har stået uden indkomst i snart et år. Jeg har tidligere haft flere jobs for at få det hele til at løbe rundt. Nu ender det med, at vi havner Ribers”, siger Lene om sin bekymring for økonomien.

”Så jeg er kastet ud i ingenmandsland nu. Jeg prøver at bevare min værdighed, og jeg hader at ynke. Men det er også en del af problemet - jeg har gået alt for længe med gigten, inden jeg reagerede på det. Jeg er nu rigtig syg. Jeg vil jo gerne kunne klare mig selv, hvis jeg kunne. Men jeg har brug for systemet nu - i stedet bliver jeg straffet rigtig hårdt. Jeg har jo betalt skat til kommunen hele livet, men nu bliver jeg verfet ud til venstre”, siger Lene.

Kommunen har alt i alt givet Lene en række ubehagelige oplevelser. Ikke mindst da hun modtag en journal, der rigtig nok havde hendes CPR-nummer, men den tilhørte en fremmed mand.

”Jeg har aldrig oplevet så meget inkompetence. Det er meget utrygt. Jeg kan jo ikke vide mig sikker på, om kommunen så har sendt mine papirer ud til en anden”, siger hun om fejlen.

Men nu har Lene fået nok. Fagforeningen har hjulpet hende med at bede kommunen om en rundbordshøring. I næste uge skal hun derfor sammen med fagforeningen mødes med borgmesteren, hvor hun vil klage over kommunens behandling af sin sag.

Gigtforeningen er bekendt med Lenes fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Lenes egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Britt mistede retten til sygedagpenge i juli 2007. Hun fik diagnosen psoriasisgigt for tre år siden i december 2005, hvor hun måtte sygemeldte sig fra sit arbejde som pædagog. Et år efter blev hun fyret, og hun begyndte at modtage sygedagpenge. Hun kom så på kontanthjælp, og allerede efter ½ år blev kontanthjælpen væsentligt nedsat, nemlig til 8900 kr. om måneden.

Når regnestykket er gjort op, har Britt og hendes 15-årige søn kun 2221 kr. om måneden at leve for. Det skal dække tøj, mad og øvrig husholdning - for dem begge. Det betyder, at almindelige fornøjelser som ferier og biografture stort set er udelukket. Samtidig belaster situationen Britts økonomi.
”Jeg låner penge af familie og venner, og jeg har været tvunget til at få lavet en kassekredit. Børnepengene bliver brugt til at lukke de værste huller”, fortæller hun.

Tåler ikke medicinen
Britt er i dag 43 år, men allerede som 21-årig begyndte leddene at gøre ondt. Lægerne kunne dog ikke fastslå nærmere end, at hun havde en atypisk bindevævssygdom. Først da Britt fik psoriasis for tre år siden, kunne det altså konstateres, at hun var ramt af psoriasisgigt. Hun kom i behandling, men det viste sig, at hun ikke tåler betændelsesdæmpende gigtmedicin som MTX og Salazopyrin, da det giver hende leveproblemer. Desuden har hun tabt 20 kg. pga. MTX.

Britt mærker gigten i hele kroppen, men især senetilhæftningerne er ramt, og det smerter i senerne ved fx fingre, håndled, skinneben, hofte og skuldre. Hun er træt, og hun kan ikke holde om ting, ligesom hun ikke kan åbne ting. Derfor bruger hun vidt muligt hjælpemidler.

”Jeg tager smertestillende medicin. Især om natten har jeg brug for Tramadol for at kunne klare smerterne. Alligevel får jeg kun fem timers søvn, så jeg må sove både formiddag, eftermiddag og aften for komme igennem dagen”, fortæller hun.

Arbejdsprøvninger med hævede hænder
Britt kom ud i første arbejdsprøvning på et dagplejecenter i april 2007. Det måtte hun vente på i halvt år – hun fik af vide, at ventetiden skyldtes kommunesammenlægningen. Britt skulle arbejde 30 timer om ugen, men det gik slet ikke.

”Jeg måtte bære tunge ting, som skulle bringes ud til dagplejerne, fx vogne og bleer, og jeg skulle give børnene tøj på. Det var for hårdt, og efter få timer begyndte mine hænder at hæve. Jeg var der kun en måned, og jeg kom aldrig op på 30 timer”, fortæller Britt.

”En måned efter blev jeg så sendt på et revalideringscenter, men uanset hvad jeg prøvede af, hævede hænderne op. Efter en måned stoppede stedets lægekonsulent forløbet. Han så ingen mening i, at jeg fortsatte”, forklarer hun videre.
I det næste stykke tid skete der intet fra kommunens side. Britt var startet op med ny medicin, og virkningen af denne skulle først afklares, lød det. Det var også på det tidspunkt i juli 2007, at Britt mistede retten til sygedagpenge.

”Først i februar 2008 skete der noget. Jeg kom i arbejdsprøvning som kontaktperson på et værested for psykisk syge. Det var på 20 timer, og det gik faktisk OK. Jeg kunne sidde, gå og stå, som det passede mig”, siger Britt som sin tredje arbejdsprøvning.

Britt var der i to gange tre måneder, og både stedet og Britt selv var glade for forløbet. Britt fandt ud af, at hun kunne klare 18 timer om ugen - med det hensyn, at hun kunne hvile sig efter behov.

Rod og forglemmelse
Britts positive oplevelse på værestedet gav hende håb om mulighederne for et fleksjob.

”Jeg vil jo gerne ud og lave noget. Så det var en lettelse, at kommunen indstillede mig til et fleksjob på baggrund af forløbet på værestedet. Men så kom sommerferien. Og efter fire uger havde jeg ikke hørt noget, så jeg ringede til kommunen. De kunne ikke finde sagen - og de kunne ikke se, at der blevet søgt om fleksjob. Du skal i jobtræning, sagde de”, fortæller Britt om udmeldingen, der var ved at slå hende ud.

” - men så fik jeg brev fra kommunen om, at jeg skulle have lavet en speciallægeerklæring til min ansøgning om fleksjob. Og at jeg ikke skulle foretage mig noget - jeg ville blive indkaldt automatisk fra hospitalet. Da jeg efter små tre uger ikke havde noget, ringede jeg selv til hospitalet for at høre om ventetiden. De sagde, at de slet ikke havde modtaget noget fra kommunen”, fortæller Britt, der så måtte ringe til kommunen og rykke - efter få dage fik hun en tid.

”Det er frustrerende at skulle kæmpe med dem på den måde. Man skal ringe og rykke hele tiden. Der er ikke styr på noget. Man skal selv sørge for, at tingene bliver gjort. Kommunen er ikke til nogen hjælp. Men nu har jeg fået ny sagsbehandler - hun virker til at være på ”min” side”, siger Britt.

I december 2008 fik kommunen speciallægeerklæringen, men i januar måned fik Britt et overraskende svar - hun kunne ikke søge fleksjob. Til gengæld skulle hun ud i en ny arbejdsprøvning på 37 timer pga. nye regler.

”Jeg følte mig magtesløs, og jeg kunne slet ikke forstå det. Det var helt urimeligt. En ny arbejdsprøvning gav slet ikke mening. Jeg havde jo papirer på mine begrænsninger og min sygdom”, siger Britt, der derfor kontaktede den teamleder, der havde taget beslutningen.

”Han sagde, at jeg ikke havde søgt om fleksjob. Havde jeg det da på skrift? - sagde han arrogant. Og det havde jeg jo, så derfor var han nødt til at bøje sig”, fortæller hun.

Britt har netop modtaget sin ressourceprofil fra kommunen. Der står, at hun ikke kan arbejde på vanlige vilkår pga. sygdommen. Når Britt har rettet enkelte ting, er hendes ansøgning om fleksjob aktiv.

Gigtforeningen er bekendt med Britts fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Britts egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Luna mistede retten til sygedagpenge i marts 2008. Slidgigt i nakke og lænd med stærke smerter til følge tvang hende til at sygemelde sig fra sit arbejde som pædagog i september 2005, og hun blev fyret fem måneder senere.

Luna var sygemeldt frem til marts 2008. Da hun på det tidspunkt mistede sygedagpengene, så hun sig tvunget til at raskmelde sig, så hun kunne modtage dagpenge fra A-kassen. Hun så ingen anden mulighed, da hun heller ikke kunne få kontanthjælp pga. ægtemandens indkomst. Raskmeldingen betød, at hun skulle på jobsøgningskursus og i øvrigt bruge kræfter på at sende fire ansøgninger om ugen.

I november måned sygemeldte Luna sig igen. Fagforeningen meddelte, at hun nu havde optjent tid som værende til rådighed for arbejdsmarkedet, så hun igen kunne modtage sygedagpenge.

”Men jeg aner ikke, hvor længe det varer. Det giver meget usikkerhed og bekymring. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, og hvor jeg står - jeg er på dybt vand”, siger Luna om situationen.

Din lidelse er ikke væsentlig
Luna har levet med tiltagende smerter grundet slidgigt de sidste 10 år, og for tre år siden blev det altså så slemt, at hun måtte opgive at gå på arbejde. Luna har søgt om at blive tilkendt fleksjob, men kommunen har netop afvist ansøgningen - hun skal arbejde på normale vilkår, lyder meldingen. Argumentet er, at Luna ikke har en væsentlig, varig lidelse. Både Beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen har afvist Lunas klage over, at hun ikke har fået tilkendt et fleksjob - kommunen har ret, lyder det.

”Det forstår jeg ikke! Min sygdom er både væsentlig og varig. Min læge har i øvrigt heller ikke aldrig hørt om, at slidgigt forsvinder igen”, siger Luna om myndighedernes udmelding, der på ingen måde svarer til Lunas virkelighed.

”Det er et helvede. Jeg har smerter hver dag. Hvis jeg går få hundrede meter eller sidder for længe ned, får jeg smerter - og når jeg bøjer mig forover eller skal tørre mig efter badet, låser lænden. Jeg har brug for at lægge mig ned mange gange om dagen. Så er det jo umuligt at finde et job”, fortæller hun.

Arbejdsprøvning på smertestillende
Luna var ude i en arbejdsprøvning i sit vante erhverv i perioden november 2006 - februar 2007 via et revalideringscenter. Hun skulle være der i 20 timer, men det viste sig hurtigt at være for hårdt.

”Tidligere tog jeg smertestillende medicin efter behov, men under arbejdsprøvningen havde jeg brug for det hver dag. Jeg blev ikke hjemme, selvom jeg var udkørt og havde det dårligt. Jeg havde ikke en eneste sygedag, selvom jeg var syg til at være der”, siger hun.

Arbejdstiden blev så sat op til 25 timer. Det medførte, at Luna måtte tage endnu mere smertestillende medicin. Hun kan se nu, at hun har bidt for meget i sig – hun skulle have sagt fra i stedet for at trappe så voldsomt op med de smertestillende midler. 

Sagsbehandleren i kommunen indstillede efter arbejdsprøvningen, at Luna kunne klare et fleksjob på under 20 timer. Men få dage efter var beskeden altså en helt anden - intet fleksjob.

”Konsulenten skrev i progressionsrapporten, at jeg havde det dårligt. Mandag og tirsdag gik det OK, men resten af ugen gik det ikke. Der blev også skrevet, at jeg var helt grå i ansigtet af smerter”, fortæller Luna.

Lunas læge vurderer desuden, at hun bør tilkendes fleksjob. Desuden har lægen været inde på, at førtidspension måske er nødvendig. Problemet er, at kommunen slet ikke har samme syn på sagen.

”Kommunen og de andre myndigheder vurderer situationen anderledes, end hvad der står skrevet. Men jeg er syg, jeg kan simpelthen ikke arbejde 37 timer. Jeg ville gerne. Jeg tænker også på min familie, som jeg skal tage mig af. I forvejen må jeg lægge mig flere gange om dagen. Hverken jeg eller min familie kan være tjent med, at jeg skal tvinges ud i det”, siger hun.

Voldsomt psykisk pres
”Det er hårdt, jeg prøver alt nu - søger alt den vejledning og rådgivning, jeg kan få. Hvis jeg mister min forsørgelse, må vi sælge huset. Jeg er psykisk nede, og jeg glæder mig ikke til jul. Jeg kan snart ikke mere”, siger Luna, der føler sig usikker og magtesløs, fordi hun ikke kan gennemskue, hvad der ligger til grund for kommunens udmeldinger. Derfor har hun de sidste 2 måneder været hos ugentlig samtale hos lægen for at kunne klare det psykiske pres.

Luna er nu bange for, at hun snart mister sine sygedagpenge igen. Hun overvejer at raskmelde sig i starten af det nye år for at undgå usikkerheden. Men samtidig frygter hun, at A-kassen melder ud, at hun er for syg til at være til rådighed for arbejdsmarkedet, så hun også mister dagpengene.

Gigtforeningen er bekendt med Lunas fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Lunas egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Helle mistede sine sygedagpenge i december 2006. Hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde som butiksassistent i august 2005, og hun blev fyret fire måneder senere.

Helle har haft slidgigt de sidste otte år. Som udgangspunkt satte gigten sig i lænderyggen, men den har nu bredt sig til nakke, albuer og knæ. Hun er så hårdt ramt, at hun fortsat ikke kan arbejde på normale vilkår, men alligevel er der ingen hjælp at hente hos kommunen. Helle har desuden aldrig fået nogen skriftlig begrundelse for, at retten til sygepengene ophørte.

Helle er blot 46 år, men Sygedagpengelovens varighedsbegrænsning betyder, at hun nu har været på kontanthjælp i 2 år.

Morfin døgnet rundt
Helle tager på fast basis flere forskellige smertestillende midler, blandt andet morfinpræparatet Maldongin. Reumatologen har meddelt Helle, at hun må lære at leve med smerterne, og at hun er tvunget til at tage medicinen resten af livet.

"Jeg har stærke smerter. Det føles som om, at nogen stikker mig med noget skarpt, og at der ligger en tung sten over lænden. Smerterne var tidligere sporadiske, men nu er de blevet konstante. Jeg tager derfor piller morgen, middag og aften. Når jeg skal sove, må jeg også tage noget muskelafslappende for at få ro i ryggen, så jeg kan falde i søvn", siger hun.

Helle fortæller, at hele situationen og det lange, usikre forløb, påvirker hende meget. Hun ville ikke kunne klare det uden den store opbakning fra sin mand og to teenagebørn.

"Det gør ondt, at jeg ikke kan klare det samme som tidligere. Jeg har grædt meget over det. I starten af sygemeldingen var tanken, at jeg nok skulle komme tilbage på arbejdet, men jeg blev fyret. Jeg tænkte i en periode, at det hele nok skulle gå. Men efter noget tid holdte jeg op med at tro på det. Jeg fik mindreværdskomplekser og blev ked af det og frustreret", fortæller Helle.

Økonomisk set betyder Helles situation, at familien ikke længere kan tage på ferie, ud at spise, i biografen – eller andre ting, som de fleste danskere tager som en selvfølge. Helle føler, at kommunen har holdt hende hen i alt for lang tid.

"Jeg har spildt meget tid på at vente. I lange tider skete der ingenting overhovedet - kommunen trækker det hele tiden ud, fordi de ikke ved, hvor de skal placere mig. Jeg har kun haft to møder med kommunen over to år", siger Helle.

Rækken af arbejdsprøvninger
Helle har været i tre forskellige arbejdsprøvninger. I første arbejdsprøvning i november 2007 skulle Helle være hos en ejendomsmægler 16 timer om ugen. Hun troede, at der var tale om kontorarbejde, men det viste sig, at hun skulle gøre rent, købe ind og vaske op. Arbejdet var for hårdt, og Helle måtte sygemelde sig midt i forløbet. I sommeren 2008 blev Helle sendt ud i anden arbejdsprøvning.

"Det var en kort affære. Jeg blev sendt ud i et job, hvor det viste sig, at jeg skulle behandle dokumenter med personfølsomme oplysninger, og det havde jeg ikke formelle kompetencer til - jeg var ikke ”clearet”. Tiden gik derfor med at drikke kaffe. Jeg havde spildt min tid, og jeg skrev et klagebrev til borgmesteren", fortæller Helle.

Kommunen sendte derpå Helle i arbejdsprøvning i en forretning, hvor hun skulle arbejde som butiksassistent i 12 timer om ugen. Det gik fint, og Helle kunne mærke, at hun godt ville kunne passe et fleksjob på 12 timer om ugen. Reumatologen vurderede det samme - Helle vil under ingen omstændigheder kunne arbejde mere end 10-12 timer om ugen.

Gå ud og grav kartofler op
Muligheden lå altså umiddelbart lige for, men trods reumatologens besked meldte kommunen ud, at de lige måtte vente og se - og at Helle skulle undersøges igen, inden de kunne tage stilling til noget.

"Hvad har de mere brug for at vide? Jeg har ikke noget haleben tilbage. Jeg kan ikke sidde ned. Det står også i papirerne. Sagsbehandleren sagde til mig, at så kunne jeg jo gå ud og stå at grave kartofler op – og hvis jeg kunne gå ud og handle, kunne jeg vel også gå på arbejde. Det var meget provokerende", fortæller Helle.

Kommunen meddelte desuden Helle, at hun skulle arbejde mindst 20 timer om ugen i et fleksjob. Men Helle har fået af vide af en socialrådgiver fra en kommune, at det ikke behøver være 20 timer – det kan sagtens være 15 timer om ugen.

Helle har sendt en skriftlig ansøgning til kommunen om at blive tilkendt fleksjob, for hermed at tvinge kommunen til at give hende et skriftligt svar. Hun venter stadig.

Gigtforeningen er bekendt med Helles fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Helles egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Annette mistede retten til sygedagpenge d. 26. oktober 2008. Hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde som pædagog i marts 2007. Annette fik stillet diagnosen leddegigt i juni 2006, men først måtte hun igennem en lang række undersøgelser, der tog sin begyndelse tilbage i oktober 2005. Gigten satte sig især i begge hendes hænder og fødder, og det var umuligt for hende at passe arbejdet som pædagog - et erhverv hun ellers havde været inden for i 25 år.

Annette er blot 52 år, men Sygedagpengelovens varighedsbegrænsning betyder, at hun nu ufrivilligt er henvist til såkaldt ægtefælleforsørgelse, fordi hun heller ikke har ret til kontanthjælp pga. hendes ægtefælles indkomst. Med andre ord må Annette i dag leve af sin mands indtægt.

Annette har sammen med sin mand to børn på henholdsvis 8 og 10 år, og familien bor i eget hus. De har en meget svær økonomisk situation, hvor de frygter, at de mister huset. Annette har anket sagen vedrørende tabet af sygedagpenge, men kommunen har blot meldt tilbage, at sagsproceduren er overholdt. Hun står helt uforstående over for kommunens beslutning.

”Jeg er jo reelt syg - jeg kan ikke arbejde. Jeg er konstant træt, og hvis jeg er aktiv i 2-3 timer, kan jeg slet ikke noget. Jeg har mange smerter, selvom jeg tager min medicin, som jeg skal”, siger Annette om de daglige gener, som leddegigten giver hende.

Annette har desuden væsentlige funktionstab i forhold til at kunne passe et arbejde, idet hun ikke kan bruge sine hænder, ligesom hun går meget langsomt pga. gigt i fødderne. Desuden kan Annette ikke bære tunge ting.

”Jeg kan ikke udføre mit job som pædagog, fordi gigten sidder i hænder og fødder. Når jeg skal spille spil med børnene, får jeg smerter i hænderne, og jeg kan ikke klare at bære rundt på ting. Jeg bliver også meget hurtigt træt sammen med børnene, og baggrundsstøjen er især trættende for mig”, siger hun.

Annette ser fleksjob eller førtidspension som en hensigtsmæssig løsning, men disse muligheder har kommunen ikke åbnet for hende. Kommunen har i stedet sendt Annette i en række arbejdsprøvninger.

Uendelige arbejdsprøvninger
Annette har været i arbejdsprøvning to gange i hver 14 uger, hvor hun skulle arbejde i sit vante erhverv som pædagog. I første arbejdsprøvning skulle Annette prøve at passe sit gamle job, men det gik rigtig dårligt pga. smerter, træthed og funktionstabet. Det hårde arbejde betød blandt andet, at Annette måtte begynde at bruge håndledsskinner i arbejdstiden. I anden arbejdsprøvning sendte kommunen Annette ud i en børnehave, hvor børnene var mindre end dem, hun ellers plejede at passe.
 
”Det gik heller ikke. Børnene skulle jo sidde hos mig, og jeg skulle finde en masse ting frem til dem, og sætte dem på plads igen. Det er fysisk hårdt at arbejde med mindre børn. Jeg kan simpelthen ikke holde til det, og det siger gigtlægen også. Arbejdsprøvningerne er jo spild af tid”, siger hun.

Så blev Annette sendt på et revalideringscenter i 14 uger.

”Det var et beskyttet værksted. Jeg fik en vandkande og gik rundt for mig selv og vandede planter - jeg skulle selv finde på noget at lave - så jeg syede et par hjemmesko. Det var jo helt vanvittigt. Og spild af min tid”, siger hun om tiden på centeret.

Kommunen bad efterfølgende Annette om at gennemføre et såkaldt Jobspor med en masse spørgsmål om interesser og kvalifikationer. Det viste, at hun egnede sig til at blive antropolog eller sekretær - og en lang række andre professioner, som Annette slet ikke mener, at hun har kompetencer til.

Herefter stod kommunen på bar bund, og Annette fik besked om fra Jobcenteret, at hun selv skulle finde en praktikplads på fuld tid, så hun igen kunne blive arbejdsprøvet. Det var igen i 14 uger i forbindelse med revalidering. Annette meldte frustreret ud til kommunen:

”Jeg kan ikke - jeg dør, jeg kan ikke holde til det. Sådan sagde jeg til socialrådgiveren. Men jeg blev ikke hørt. Reglerne er sådan, at jeg skulle arbejde på fuld tid, fordi det er i forbindelse med revalidering”, fortæller hun.

Annette vidste, at hun måtte finde andre veje, så hun søgte på et apotek, hvor hun skulle putte piller i emballage. Hendes umiddelbare tanke var, at hun kunne klare det, fordi piller jo ikke vejer noget. Derfor godtog hun arbejdsprøvningen.

”Men det viste sig, at jeg skulle gøre rent på alle hylderne. Jeg skulle flytte alle varer, tørre hylderne af, og sætte varerne på plads igen. Jeg vidste med det samme, at jeg selvfølgelig ikke kunne klare det – og slet ikke i 14 uger. Men jeg vidste også, at aftalen med apoteket og revalideringscenteret lige var kommet på plads, så jeg turde ikke sige noget”, fortæller Annette

Du er ikke syg nok
Efter den sidste arbejdsprøvning vurderede kommunen på baggrund af Annettes lægepapirer og ressourceprofil, at Annette ikke er syg nok - derfor skal hun arbejde fuld tid på normale vilkår, lyder det.

”Det er en helt forkert måde, at de griber sagen på. Jeg er sygdomsramt - jeg har en klar diagnose og et helt klart sygdomsbillede, der er beskrevet at lægerne. Jeg har hele livet været selvforsørgende, men nu har jeg brug for hjælp - jeg er træt, jeg har smerter, og jeg er hårdt gigtramt i både hænder og fødder. De respekterer ikke, at man er sygdomsramt, og de mister fokus på, hvilken sygdom man er ramt af”, siger Annette om kommunens håndtering af sagen, som hun betegner som værende helt uden hjælp.
 
Annette har derfor bedt sin fagforening om hjælp, og de overtog sagen, da Annette stoppede med at modtage sygedagpenge. Nu venter hun på en ankeafgørelse i Beskæftigelsesankenævnet.

Gigtforeningen er bekendt med Annettes fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Anettes egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Jørgen fik i november måned besked om, at han mister retten til sygedagpenge pr. 1. februar 2009. Han måtte sygemelde sig fra sit arbejde som bryggerimedarbejder i september 2007, fordi hans leddegigt for alvor gjorde ham så dårlig, at han ikke længere kunne arbejde. Jørgen blev fyret efter 13 måneders sygemelding, og om få måneder står han uden egen forsørgelse - samtidig med, at gigten påvirker ham i stigende grad.

Jørgen fik diagnosen leddegigt for 9 år siden. Sygdommen blev udløst af en infektion, hvor han fik nyresvigt. Jørgen er hårdest ramt af leddegigt i hele venstre side af kroppen, især albue, ankel og knæ er ramt. Men han kan mærke, at ryggen nu også er ved at blive angrebet. Jørgen er i behandling med langtidsvirkende gigtmedicin. Han må døje med bivirkninger som svækket syn og vægttab på 15 kg. Derudover må han konstant anvende smertestillende plastre med morfin for at holde de værste smerter i skak.

Kommunen trodser reumatolog
Jørgen blev opereret i albuen d. 21. oktober 2008, hvor han fik indsat en protese. Han er stadig ikke kommet sig over operationen. Anklen skal også opereres, men der er stadig ikke fastsat et tidspunkt.

Både reumatolog og opererende læge siger, at Jørgen hverken kan eller må arbejde pga. gigten, og særligt ikke efter, at albueprotesen er blevet indopereret. Jørgen skal alligevel mødes med kommunen d. 18. december, fordi kommunens lægefaglige konsulent vurderer, at Jørgen kan arbejde 6 timer om ugen. Det er Jørgen helt uforstående over for – idet papirerne fra reumatolog og opererende læge siger noget helt andet.

"Det hænger jo slet ikke sammen. Nu taler kommunen om omskoling, aktivering, arbejdsprøvning osv. Det gør mig vred. Jeg har jo sagt til dem, at jeg ikke kan arbejde. Men de svarer, at det er der ikke noget, der hedder. De hjælper ikke - de vil ikke respektere, at jeg er syg", siger Jørgen.

Efterløn udbetales ikke
Jørgen er 61 år, og han har i mange år indbetalt til efterlønsordning. Normalt kan man starte med at få udbetalt sin opsparede efterløn, når man fylder 60 år. Men Jørgen har endnu ikke fået udbetalt én eneste krone af sin efterløn, fordi han var sygemeldt, da han fyldte 60 år, og fordi han stadigvæk er sygemeldt. Fagforeningen stiller krav om, at han skal ud at arbejde på fuld tid i mindst 13 uger for at kunne få udbetalt sin efterløn. Problemet er blot, at Jørgen på ingen måde er i stand til at varetage et fuldtidsjob. Netop derfor har han også tidligere ansøgt kommunen om at få førtidspension, men kommunen annullerede hans ansøgning, fordi han stod over for albueoperationen.

Når det hele ramler
Jørgens hverdag er præget af smerter, bekymring og manglende overskud til at have kontakt med andre mennesker.

"Jeg har mange smerter, og jeg er konstant træt. Min hverdag går med at ligge på sofaen - indimellem har jeg overskud til at gå en lille tur ude omkring vores ejendom. Men mere orker jeg heller ikke", fortæller Jørgen om det lille overskud, han har i sin dagligdag. Jørgen er også begyndt at aflyse aftaler med andre mennesker - han kommer ikke længere så meget ud blandt folk.

Men det er ikke kun gigten, der har sat en stopper for Jørgens sociale liv. Hele situationen omkring sygdom, sygedagpenge og efterløn påvirker Jørgen psykisk. Han er blevet mere og mere bitter, vred og frustreret over, at systemet behandler ham dårligt og respektløst. Det betyder, at han er blevet indesluttet og vrissen - han er bange for fremtiden.

"Jeg kan ikke gøre for, at jeg er blevet syg. Jeg har altid klaret mig selv. Det hele ramler nu. Det er ikke sjovt. Jeg spekulerer meget over det økonomiske. Min kones løn kan ikke bære det hele. Jeg er bange for, at vi måske bliver tvunget til at sælge vores ejendom", siger Jørgen om boligen, som ingen af dem ville kunne bære at miste.

Jørgen har ikke har de store forhåbninger til mødet med kommunen d. 18. december. Planen er derfor, at Jørgen nu igen vil indsende en ansøgning om at blive tilkendt førtidspension - han ser ingen andre muligheder.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Inge Lise fik i starten af oktober i år besked om, at hun ville miste retten til sygedagpenge pr. 1. november 2008. Inge Lise måtte sygemelde sig fra sit arbejde som gartner i maj 2007, hvor hun fik stillet diagnosen leddegigt. Gigten havde sat sig i begge hendes håndled, og det var umuligt for hende at passe arbejdet som gartner - et erhverv hun ellers havde været inden for i 20 år.

Tvunget til raskmelding
Inge Lise bor i eget hus sammen med sin ægtemand. Hun ville derfor ikke være berettiget til nogen form for forsørgelse pr. 1. november. Inge Lises mand har et fleksjob, da han har haft en hjerneblødning og en blodprop i hjertet. Inge Lise kunne derfor ikke overskue de økonomiske konsekvenser af at miste sin forsørgelse. En raskmelding var derfor uundgåelig.

"Jeg følte mig tvunget til at raskmelde mig i slutningen af oktober. Jeg kunne ikke holde ud bare at gå og vente i uvished. Jeg var selvfølgelig meget bekymret, vi kunne jo ikke undvære pengene. Hvis jeg ikke havde raskmeldt mig, ville vi have været tvunget til at gå fra hus og hjem. Hvordan skulle vi så leve videre?", siger Inge Lise om de klare økonomiske konsekvenser, hvis hun ikke havde raskmeldt sig.

Kommunen ville ikke tage stilling til mulighederne for revalidering eller fleksjob, og derfor har Inge Lise heller ikke været i arbejdsprøvning. Baggrunden er, at hendes læge ikke vil skrive, at Inge Lise er afklaret, fordi det svinger meget, hvor hårdt hun er ramt af sin sygdom. Generelt er hun meget træt, og hun har dagligt smerter. Inge Lise er sådan set optimalt behandlet med MTX og Salazopyrin, men sygdommen påvirker hende alligevel så meget, at hun ikke kan arbejde på normale vilkår.

Den bedste løsning for dig
Inge Lise har lavet en aftale med kommunen. Hun har raskmeldt sig mod, at hun får 20 timers personlig assistance fordelt på en 37 timers uge, hvis hun finder et job. Assistancen omfatter praktisk hjælp i forbindelse med udførelse af arbejdet. Desuden har kommunen lovet, at hun falder ind under § 56. Det betyder, at Inge Lises fremtidige arbejdsgiver bliver fritaget for at betale sygedagpenge fra den første sygedag, når hun er sygemeldt på grund af sin sygdom.

"Kommunen sagde til mig, at det ville være det bedste for mig at gøre, som situationen er nu. Det var den løsning, de præsenterede for mig. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Jeg har ingen anden udvej end at prøve. Men er der nogen, der vil have mig? Jeg kan jo ikke bruge hænderne", siger Inge Lise.

Situationen har derudover haft en alvorlig konsekvens for hendes mentale helbred.

"Jeg spekulerede meget over situationen, og det endte med, at jeg fik en depression. Min læge sendte mig til psykolog, og jeg fik lykkepiller. Men de gjorde mig mere syg", fortæller Inge Lise om sagens psykiske indvirkning på hende.

Arbejde med syge håndled
Raskmeldingen betyder, at Inge Lise nu er tilmeldt som ledig på arbejdsmarkedet på lige fod med alle andre mennesker, der ikke dagligt er belastet af sygdom, smerter og træthed. En væsentlig forskel er altså, at hun stadig er syg. Så samtidig med at håndtere sin sygdom, skal Inge Lise nu bruge energi på at skrive fire ansøgninger om ugen. Et krav, som Jobcenteret stiller for, at man overhovedet kan få udbetalt dagpenge.
 
"Jeg aner egentlig ikke, om jeg er stand til at arbejde. Jeg kan jo ikke bruge mine hænder optimalt, fx kan jeg ikke løfte noget, og jeg har dagligt smerter. Men jeg så ingen anden løsning – hvad skulle jeg ellers gøre?", siger Inge Lise om den jobsøgning og det fuldtidsarbejde, der nu er uundgåeligt.

Hun ved, at hun ikke ville kunne varetage et arbejde, hvor hendes håndled bliver belastet. Hun forestiller sig at søge job inden for noget lagerstyring eller lønadministration. Fremtiden vil vise, om dette er en holdbar løsning for Inge Lise og ikke mindst for hendes helbred.

Gigtforeningen er bekendt med Inge Lises fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Inge Lises egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Dorthea har netop fået besked om, at hun mister sine sygedagpenge d. 1. december 2008. På denne dato har hun været sygemeldt i 52 uger. Både leddegigt og slidgigt giver hende så mange smerter, at hun ikke kan arbejde, og en nylig skulderoperation har blot forværret hendes tilstand. Alligevel har kommunen givet hende kontant besked om, at der ikke er grundlag for en forlængelse af sygedagpengene. Dorthea fortæller, at begrundelsen er, at hendes situation er uafklaret, og at hun ikke har været i arbejdsprøvning. Det betyder, at hun med et hårdt slag nu rammes af sygedagpengelovens varighedsbegrænsning.

Dorthea er 54 år. Hun lever sammen med sin ægtemand, der har en indkomst. Derfor mister hun samtidig retten til kontanthjælp d. 1. december. Dorthea bliver altså fuldt afhængig af hans indtægt.

”Han skal hente det hele hjem nu, fordi jeg får sådan en dårlig behandling. Jeg havde ikke regnet med at komme i den her situation. Jeg har jo ikke selv bedt om den sygdom. Faktisk ville jeg hellere arbejde end have den sygdom”, siger Dorthea - der står helt uforstående over for kommunens beslutning - og hun kan mærke, at situationen begynder at påvirke hende psykisk.

”Det er ikke nemt, når man ikke får nogen penge. Og nu med julen - det sætter det hele jo en stopper for. Det kan ikke være rigtigt - jeg har arbejdet hele mit liv. Men nu, når jeg bliver syg, kan ikke slet ikke få hjælp”, siger Dorthea.

En hverdag med smerter og træthed
Dorthea blev opereret i sin højre skulder d. 5. september 2008. Her blev der taget noget af hendes kraveben for at give mere plads til skulderleddet, og der blev fjernet nogle slimsække. Det blev også konstateret, at Dorthea mangler en lang muskelsene i den højre arm. Hun har det ikke godt efter operationen.

”Jeg har fået nogle andre smerter nu. Jeg kan ikke løfte min arm særligt meget op, og jeg har hele tiden så mange smerter. Så jeg har svært ved at bruge armen. Jeg kan fx ikke vaske mit hår, og jeg kan heller ikke selv rede det”, fortæller Dorthea om sin tilstand efter første skulderoperation. Samtidig må hun døje med de mange smerter og den udtalte træthed, som gigten generelt giver hende.

”Jeg har smerter, og jeg er meget træt. Begge mine håndled er begyndt at hæve, så jeg skal til lægen i næste uge på gigthospitalet - mine ankler er også tykke. Leddegigten sidder også i mine pegefingre og tæer”, fortæller Dorthea, der samtidig er ramt af slidgigt i sine fingre. Det skyldes, at hun har arbejdet som syerske i 20 år, ligesom hun har været pakkemedarbejder i 5 år.

Bør tilkendes fleksjob eller førtidspension
Både gigthospital og fysioterapeut vurderer, at Dorthea er så påvirket af sin sygdom, at hun bør tilkendes fleksjob eller førtidspension. Her er vurderingen desuden, at hun pga. skulderen ikke må varetage belastende arbejde, herunder monotone bevægelser. Fysioterapeuten mener dog, at Dorthea ikke kan arbejde på nuværende tidspunkt. Dorthea er frustreret over, at kommunen ikke vil hjælpe hende, når hun er så syg.

”Jeg forstår ikke, at man vil være bekendt at sætte syge i sådan en situation. Det er sikkert blevet misbrugt, men de kan da se, at jeg har en sygdom. Jeg har et virkeligt behov for hjælp. De har jo lægernes oplysninger fra hospitalet, så kan de kan se, at jeg er syg. Men jeg bliver alligevel udelukket for hjælp. Det tager hårdt på mig”, fortæller hun.

Uvished og ventetid
Dorthea skulle også efter planen have været opereret i venstre skulder i sommer, men operationen blev udsat på grund af sygehusstrejken. D. 5. december skal Dorthea til kontrol for den højre, opererede skulder, og her skal det også besluttes, om hun skal opereres i den venstre skulder. I så fald skal hun vente på, at et privathospital får tid til hende. Hun aner ikke, hvor længe hun skal vente.

Hun er imidlertid også blevet bange for, hvordan det kommer til at gå, hvis hun bliver opereret i venstre skulder, idet det er gået så dårligt efter den første operation. Dorthea er opgivende og spekulerer meget på fremtiden.

”Jeg føler ikke, at jeg kan gøre noget. Jeg kan jo ikke gøre andet end at vente på kontrollen d. 5. december Det hele er uvist. Jeg vil ikke håbe for andre, at de kommer i sådan en situation”, afslutter Dorthea.

Gigtforeningen er bekendt med Dortheas fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Dortheas egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager

Susanne mistede retten til sygedagpenge d. 1. juni 2008, selvom hun stadig er så syg, at hun ikke kan passe et almindeligt arbejde. Susanne er ramt af slidgigt i ryg og nakke. Voldsomme smerter, migræne og koncentrationsbesvær betyder, at hun har været sygemeldt i 52 uger, hvorefter hun blev forlænget i yderligere 26 uger med arbejdsprøvning.

En hverdag med smerter, træthed og bekymring er en belastning nok i sig selv, men da Susanne mistede sygedagpengene i sommer, fik sygdommen en konsekvens for hende, som hun ikke på forhånd havde forestillet sig.

Susanne er blot 46 år, men Sygedagpengelovens varighedsbegrænsning betyder, at hun nu ufrivilligt er henvist til såkaldt ægtefælleforsørgelse, fordi hun heller ikke har ret til kontanthjælp pga. hendes ægtefælles indkomst. Med andre ord må Susanne i dag leve af sin mands indtægt. Susanne har sammen med sin advokat anket, at kommunen ikke vil forlænge hendes ret til at modtage sygedagpenge, men hun har fået afslag i Beskæftigelsesankenævnet. Hun er så småt begyndt at miste modet.
 
"Det med sygedagpengene begynder at påvirke mig psykisk. Alt det her har stået på i snart to år. Det kan da ikke passe. Og der har ikke været nogen penge siden juni. Jeg bekymrer mig selvfølgelig, og jeg bruger rigtig meget energi på at tænke over både økonomien og min sygdom", siger hun.

Trækkes i langdrag
Susanne er blevet diagnosticeret og behandlet af både læge, reumatolog og arbejdsmedicinsk speciallæge. Samtlige læger vurderer, at hendes arbejdsevne er nedsat på en sådan måde, at hun godt kan arbejde, men hun har brug for skånebehov. Da lægerne samtidig beskriver Susannes tilstand som kronisk og stationær, har kommunen afvist mulighederne for revalidering og omskoling. Da Susanne endnu modtog sygedagpenge, var hun ude i sin første arbejdsprøvning, som viste, at hendes arbejdsevne var nedsat med 20 timer.
 
"Kommunen vidste så ikke, hvad de skulle gøre med mig. De var på bar bund, og der gik panik i sagsbehandleren. Så pludselig skulle det afklares, om jeg var psykisk syg. Det var jeg jo ikke - men så gik der også en masse tid med at få afklaret det", siger Susanne.
 
Susanne har tidligere arbejdet som rengøringsassistent, kontorassistent og klubmedarbejder. I dag arbejder hun 15 timer om ugen på et fritidshjem, men mere magter hun heller ikke. Hun har flere gange forsøgt at arbejde 2-3 timer mere pr. uge, men det har medført så voldsomme migræneanfald, at hun har måttet opgive. Et fleksjob kunne måske fastholde Susanne på arbejdsmarkedet, men det er udelukket indtil videre - der skal flere oplysninger til for at kunne afgøre den mulighed, lyder det fra kommunen, der derfor nu sender Susanne i endnu en arbejdsprøvning på et REVA center for yderligere afklaring. Susanne føler, at sagen bliver trukket urimeligt i langdrag.
 
"Jeg forstår ikke, at det skal gå så langsomt. Kommunen gør alt for lidt. Nu skal jeg så igen i arbejdsprøvning i 6 uger, så der forsvinder pengene fra fritidshjemmet. Jeg kan altså ikke forstå, at jeg skal sættes i den her situation, når jeg er syg. Jeg ved jo godt, hvad jeg kan, og hvad jeg vil - men jeg har det for dårligt til at arbejde normalt", forklarer hun.
 
Stemplet som negativ
Efter at Susanne mistede sygedagpengene har hun været i en anden arbejdsprøvning på et andet REVA center. Susanne betragtede det mere som et aktiveringscenter, hvor hun spildte sin tid. Desuden måtte hun efter blot en uge sygemelde sig.
 
"Jeg skulle være der 37 timer om ugen, og jeg skulle køre i bil i to timer og sidde ned i syv timer om dagen. Men jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg kan ikke sidde stille i længere tid pga. smerter. Så jeg måtte allerede første dag lægge mig ned på gulvet i et lille lokale- i et slags kosteskab", fortæller Susanne om arbejdsprøvningen.
 
Susanne synes, at de arbejdsprøvninger, som kommunen har sendt hende ud i, på ingen måde har været svaret til hendes situation. Kommunen mente derimod, at det var Susanne indstilling, der var noget galt med.

"Kommunen stemplede mig som negativ. De mente også, at problemet var, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville - at jeg ikke kunne vælge job. Derfor sendte de mig til en coach, så jeg kunne blive klogere på mig selv", forklarer Susanne.

Coachen informerede kommunen om, at Susanne faktisk havde interesse og mulighed for at gå mange forskellige veje - problemet var slet og ret, at hun ikke kunne klare et fuldtidsjob. Ifølge Susanne ville kommunen ikke høre coachens vurdering.

Susanne har mistet tiltroen til, at kommunen inden for nær fremtid vil få afklaret hendes sag. Derfor har hun nu fået en tid på en arbejds- og miljømedicinsk klinik. Hun håber, at man her kan hjælpe hende hurtigere igennem systemet.

Gigtforeningen er bekendt med Susannes fulde navn og adresse. Gigtforeningen har desuden videreformidlet Susannes egen opfattelse af sagen.

Har du selv en lignende historie, hører Gigtforeningens Rådgivning gerne fra dig.

Gigtforeningen mener
Gigtforeningen ønsker, at varighedsbegrænsningen på de 52 uger bliver fjernet. Vi mener, at sygedagpenge bør gælde så længe man er syg, og indtil man bliver rask, kan få revalideringsydelse, fleksjob, førtidspension eller komme i ordinært arbejde.

Læs mere om sygedagpenge - en af Gigtforeningens mærkesager