Patientuddannelse - en mærkesag
![]() |
Der findes to hovedretninger inden for patientuddannelse:
1. En retning, som bygger på sygdomsspecifik undervisning, og som har til formål at sikre, at patienten følger den anbefalede medicinske behandling samt råd og vejledning fra sundhedspersonalet.
2. En retning, som har til formål at give patienten bedre kontrol over sin egen situation, så det bliver nemmere at tackle en hverdag som kronisk syg. Patienternes egen situation er i fokus og en væsentlig del af undervisningen har til formål at styrke patientens evne til problemløsning, styrkelse af selvtillid, tro på egne ressourcer m.m.
Vi skal satse på patientuddannelse i de kommende år, fordi aktive og velinformerede patienter tager ansvar for deres eget liv, fører en sundere livsstil og får færre komplikationer. Vi kan skabe en bedre livskvalitet, hvilket også vil reducere antallet og længden af sygehusindlæggelser og lægebesøg.
Patientuddannelse skal både give patienten større indsigt i sin sygdom samt redskaber til at tackle de problemer, som sygdommen fører med sig. På gigtområdet er patientuddannelsen i dag meget begrænset, situationen er præget af stor forskellighed og spredning - både indholdsmæssigt og geografisk. Patientuddannelse foregår stort set kun i hospitalssektoren, på trods af at mange gigtpatienter hovedsageligt behandles i primærsektoren – det gælder f.eks. slidgigtpatienter og rygpatienter.
Den motiverende rygskole
Dette forebyggelsesprojekt var henvendt til ikke-kroniske rygpatienter. Deltagerne afprøvede en kombination af træning og undervisning ved en fysioterapeut og en tidligere rygpatient (en såkaldt rollemodel). Formålet med projektet var at belyse, om patienterne blev mere aktive i forhold til at håndtere egne rygproblemer i dagligdagen - og dermed undgå at udvikle sig til kroniske rygpatienter.
Projektet, der blev gennemført med støtte fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, var et samarbejdsprojekt mellem Århus Amt, Danske Fysioterapeuter og Gigtforeningen. Der indgik knapt 100 rygpatienter i projektet. Patienterne blev inddelt i to grupper, hvor den ene gruppe modtog træning og undervisning ved to fysioterapeuter, mens den anden gruppe modtog træning ved en fysioterapeut samt undervisning ved fysioterapeut og rollemodel. Projektet blev afsluttet i foråret 2006. Resultaterne viser, at begge grupper har forbedret deres funktionsniveau og generelle helbred/livskvalitet væsentligt (målt tre måneder efter kursets afslutning). Begge grupper oplevede betydelig bedring i deres symptomer og det viste sig, at rollemodelgruppen i højere grad fortsatte med selvtræning efter rygskolens ophør. Samtidig tyder et højt fremmøde til rygskolen på tilfredshed med forløbet fra deltagernes side.
Der er efter gennemførelsen af projektet evalueret på effekten af rygskolen efter 2 år, hvoraf det fremgår, at effekten holder.
Læs hele rapporten om den motiverende rygskole (pdf)
Læs folderen om opfølgning på den motiverende rygskole (pdf)
Undervisningsmateriale
På baggrund af projektet er der udarbejdet dette undervisningsmateriale til rygskolen.
Den Motiverende Rygskole forløber over 10 uger og består af 20 lektioner. I alt 5 timers undervisning og 20 timers træning. Undervisningsmaterialet til Den Motiverende Rygskole bygger på den eksisterende faglige evidens samt erfaringer fra de fysioterapiklinikker, som efter projektets afslutning er fortsat med at udbyde rygskolen.
Materialet tilhører Gigtforeningen, Danske Fysioterapeuter og Region Midt, som har opdateret det i 2009/2010. Undervisningsmaterialet er beregnet til fysioterapeuter, som vil udbyde Den Motiverende Rygskole. Benyttelse af materialet må kun ske i sin helhed og ved kildeangivelse.
Materialet kan frit benyttes i sin helhed og består af følgende (pdf):
- Undervisningsmanual
- Power Point præsentation til undervisningen
- Træningsmanual og hjemmeøvelser
- Skemaer og test
- Patientfolder
Klinikker, der tilbyder rygskolen
Den Motiverende Rygskole tilbydes nu en række steder. Se klinikker, der tilbyder rygskolen
Kursus for nydiagnosticerede
Fra august 2005 til januar 2006 blev der afholdt seks kurser for nydiagnosticerede leddegigtpatienter på Center for Sundhed og Træning i Skælskør. Kurserne varede 2½ dag, og undervejs havde deltagerne kontakt med følgende fagpersoner:
- reumatolog
- fysio- og ergoterapeut
- diætist
- psykolog
- socialrådgiver
Derudover havde deltagerne kontakt med en "garvet gigtpatient". Kurserne var en blanding af træning/praktiske øvelser og foredrag, og det var muligt at medbringe en ledsager på kurserne. Der har været utrolig stor interesse for at deltage i kurserne, og det fremtidige behov for denne form for patientuddannelse er helt tydelig. Kurserne bliver efterfølgende evalueret eksternt med henblik på at afgøre effekten af dem og vurdere, hvorvidt kurserne skal udbydes fremover. Kurserne er støttet økonomisk med midler fra TRYG-fonden og Gigtforeningens juleindsamling 2004.
Kurserne er blevet evalueret og evalueringen viser, at nydiagnosticerede med leddegigt har et massivt og udækket behov for information og uddannelse, efter diagnosen er blevet stillet. Kurset er med til at dække disse behov samt give deltagerne redskaber til at mestre deres sygdom bedre fremover.
Du kan læse hele evalueringsrapporten her (pdf)
Lær at leve med kronisk sygdom
I 2005 blev projektet "Lær at leve med kronisk sygdom" gennemført. Projektet var et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Ribe Amt, Københavns Amt og Gigtforeningen, og formålet var at lade patienter med en kronisk sygdom undervise andre patienter med en kronisk sygdom. På kurset blev deltagerne undervist i forskellige teknikker, der kan give et aktivt liv på trods af en kronisk sygdom. Evalueringen af projektet viste, at kursisterne var meget tilfredse med at blive undervist af ligesindede. På baggrund af de gode resultater har Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning nu udbredt programmet til hele landet.
Læs mere om udbredelsen, effekten og uddannelsen mv.
Lær at leve med kroniske smerter
Kurset er en udvikling af "Lær at leve med kronisk sygdom", men er målrettet personer med kroniske smerter. På kurset underviser patienter andre patienter bl.a. i hvordan man kan tackle kroniske smerter, om at blive en aktiv selvhjælper, balancen mellem aktivitet og hvile m.m.
Kurset udbydes i flere af landets kommuner i samarbejde med Kommiteen for Sundhedsoplysning.
Læs mere om kursets indhold og hvor det udbydes
Læs artikel om kurset i Ledsager nr. 2. 2011
Tværfaglig undervisning af mennesker med leddegigt
Undervisning er en af hjørnestenene i behandlingen af mennesker med leddegigt og i den patientrettede forebyggelse.
Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten har udarbejdet en rapport med anbefalinger til sundhedsprofessionelle i forhold til tilrettelæggelsen af den sygdomsspecifikke undervisning til mennesker med leddegigt.
I rapporten gives der svar på følgende fire spørgsmål:
1. Hvilke begreber knytter der sig til patientundervisning?
2. Hvad er der specifikt skrevet om tværfaglig undervisning af mennesker med leddegigt?
3. I hvilket omfang modtager mennesker med leddegigt i Danmark un-dervisning?
4. Hvilke faktorer har betydning for læring og undervisning af mennesker med leddegigt?
Det er vort ønske, at denne viden spredes og integreres i den fremtidige be-handling af mennesker med leddegigt.
Læs de vigtigste resultater her
Læs hele rapporten her
Udbredelse af gigtskoler på de reumatologiske afdelinger
Gigtforeningen gennemførte i 2007 en spørgeskemaundersøgelse på landets reumatologiske afdelinger. Undersøgelsen havde til formål at klarlægge, hvorvidt afdelingerne tilbød patienterne en "gigtskole". En gigtskole er et tilbud til (forholdsvis) nydiagnosticerede mennesker med gigt, hvor de i et kursusforløb kan stifte bekendtskab med diverse faggrupper, der relaterer sig til gigt (f.eks. reumatolog, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut, socialrådgiver, psykolog etc.). Undersøgelsen viste et meget blandet billede, idet under halvdelen af landets reumatologiske afdelinger tilkendegav, at de havde en gigtskole. De nærmere spørgsmål afslørede dog, at der var meget store forskelle på, hvad disse gigtskoler indeholdt.
Du kan læse mere om undersøgelsens resultater her (pdf)





