Print
Forstør teksten Læs teksten op

Motion - en mærkesag

Det er i dag veldokumenteret, at fysisk aktivitet er meget væsentlig i forhold til forebyggelse af en række livsstilssygdomme. Sundhedsstyrelsen anbefaler alle voksne at være fysisk aktive mindst 30 min dagligt med moderat intensitet samt at man mindst to gange om ugen dyrker motion i 20-30 minutter med høj intensitet. Befolkningen kender til budskabet, men cirka 40 procent efterlever det ikke. Det gælder i særlig høj grad mennesker med muskel- og skeletsygdomme, som på grund af deres sygdom har svært ved at dyrke motion.

Vi ved, at fysisk aktivitet kan være med til at forebygge eller mindske en række af de gener, som gigt medfører, f.eks. smerter, muskelsvaghed og nedsat funktionsniveau. Men sygdommen er en barriere for at gå i gang. Typisk har mennesker med gigt svært ved motionsaktiviteter i højt tempo, og hvor der indgår løb, hop og vrid. Psykisk kan der også være en barriere i form af angst for at forværre smerter og i øvrigt ikke at kunne følge med i aktiviteten.

Derfor er der brug for tilbud om motion/fysisk aktivitet under kyndig vejledning til mennesker med gigt, og der er brug for en vifte af forskellige tilbud målrettet forskellige grupper. F.eks. mennesker med lettere besvær fra muskler og led, ældre med gigt og mennesker med svær grad af gigt.

Eksempler på motionstilbud tilpasset mennesker med gigt kan f.eks. være træning i varmtvandsbassin, svømning, træning i fitnesscenter, stavgang, gymnastik, cykling, gå-grupper og tai-chi.
Sundhedsstyrelsen har udgivet håndbogen: ”Fysisk Aktivitet – Håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen, 2004”.
Læs håndbogen (pdf)

Håndbogen gennemgår hvad der er af viden om træning i forhold til en række gigtdiagnoser, f.eks. slidgigt, leddegigt, fibromyaligi, rygsmerter med mere. Tilsvarende har Statens Folkehälso institut udgivet FYSS 2008, hvor der findes nyere afsnit om forskellige gigtsygdomme. F.eks. slidgigt, rygsygdom og leddegigt.
Læs FYSS 2008 (pdf)

I 2009 udgav Helsedirektoratet i Norge "Aktivitetshåndboken - fysisk aktivitet i forebygging og behandling", hvor der også findes særlige afsnit om gigtsygdomme.
Læs Aktivitetshåndboken (pdf) - Bemærk stor fil

Cand. scient. Mette Hansen, Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital,  har lavet en redegørelse med titlen ”Betydningen af fysisk aktivitet og træning for patientgrupper med reduceret muskelfunktion”. Redegørelsen belyser, hvordan muskelfunktionen spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af en række livsstilssygdomme og er af afgørende betydning for at udføre dagligdags gøremål. Dårlig muskelfunktion vil derfor medføre øget risiko for livsstilssygdomme og problemer med at klare dagligdagen.

I redegørelsen gennemgås dokumentation for de enkelte sygdomme - hvordan muskelfunktionen er påvirket, og hvilken betydning fysisk aktivitet har for hver sygdom (slidgigt, leddegigt, børneleddegigt, seronegative spondylartropatier, fibromyalgi, hypermobilitet, polymyalgia rheumatica, myopatier). Hvert sygdomsafsnit afsluttet med at pege på, hvor der er behov for mere forskning.
Læs hele Mette Hansen redegørelse (pdf)

  • Motion på Recept skal indføres i det danske sundhedsvæsen. Lægerne skal kunne henvise til motion på recept inden for de eksisterende sygesikringsregler.
  • De kommunale tilbud om fysisk træning af mennesker med gigt skal styrkes, så alle personer med nedsat funktion pga. gigt kan få tilbud om fysisk aktivitet/træning under vejledning.
  • Motion på arbejdspladsen skal fremmes med økonomiske incitamenter for virksomhederne til at tilbyde arbejdsgiverbetalt motion.

Motion på Recept
Mange steder i landet er der gennemft en række forsøg med Motion på Recept. Gigtforeningen har i samarbejde med det tidligere Vestsjællands Amt gennemført et forsøg, der viste, at deltagerne opnåede en meget positiv sundhedsmæssig gevinst – blandt andet fik 66 % færre smerter.

Resultaterne af forsøget "Slidgigt, fysisk aktivitet og fastholdelse - Evalueringen af Motion af Recept" udmøntede sig i en rapport og en pjece.

Se rapporten (pdf)

Se pjecen (pdf)


Sundhedsstyrelsen - www.sst.dk

Læs mere om hvordan Motion på Recept kan indgå i kommunernes forebyggende indsats Motion på Recept i kommunerne

Sidst opdateret 03-12-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen