Psykologiske gruppesamtaler
Gigtforeningens rådgivning har erfaret, at mange mennesker med gigt og deres pårørende henvender sig med håbet om og behovet for psykologisk støtte, der strækker sig ud over den telefoniske rådgivning.
Muligheden for psykologisk støttende tilbud til gigtramte og deres pårørende via det offentlige system er mangelfuldt grundet restriktive henvisningskriterier, og til trods for om man måtte indfri disse, er der stadig en egenbetaling, som kan være vanskelig at imødekomme, hvis man har en begrænset indkomst. Dernæst efterlyser mange et behandlingstilbud i samarbejde med andre mennesker, der lever med gigt, hvilket logistikmæssigt set er urealistisk for privatpraktiserende psykologer at kunne etablere.
I et forsøg på at imødekomme og udforske dette behov gennemførte Gigtforeningen i foråret/sommeren 2009 et pilotprojekt om psykologiske gruppesamtaler med gigtramte. Deltagerne udfyldte spørgeskemaer inden opstart og ved afslutning af gruppeforløbet, så gruppeforløbet kunne evalueres. Gruppeforløbet strakte sig over 9 sessioner.
Statistiske analyser af spørgeskemaerne viste, at gruppen som helhed oplevede at være mindre begrænset i sine udfoldelsesmuligheder efter gruppeterapien sammenlignet med tiden inden opstart. Endvidere kunne det dokumenteres, at gruppens psykiske trivsel var øget efter afslutning af gruppeforløbet. Interessant nok kan disse forbedringer ikke forklares ud fra at gruppen som helhed oplevede en helbredsmæssig forbedring, da gruppen vurderede deres helbredsstatus og gigtens påvirkningsgrad i deres tilværelse som værende uændret før og efter gruppesamtalerne. At helbredet og gigtens påvirkning vurderes som værende uændret understreger, at gruppeterapien i sig selv har kunnet bidraget med en positiv effekt i form af højere psykisk trivsel og udfoldelsesmuligheder.
Sessionernes indhold koblet med deltagernes forventninger og evalueringer afslørede, at gruppen overordnet set havde følgende behov og ønsker at arbejde med i gruppeterapien:
- Erfaringsudveksling
- Normalisering af reaktioner, følelser og tanker / et rum til "afløb"
- Være sammen med ligesindede og vide at jeg ikke er alene
- De psykologiske konsekvenser af gigtsygdom
- Mestring af kronisk gigtsygdom og smerter.
Der er udarbejdet en evalueringsrapport over pilotprojektet og såfremt du har spørgsmål til projektet, er du velkommen til at kontakte projektleder og psykolog Diana June Pedersen på 39 77 80 44.


