Print
Forstør teksten Læs teksten op

Mennesker med gigt plages af følgesygdomme


Torkell Ellingsen, overlæge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg.
Hvis man har gigt, er der øget risiko for en lang række følgesygdomme og kroniske sygdomme. På Regionshospitalet Silkeborg har gigtlægerne udviklet et særligt pakkeforløb, hvor alle patienter med leddegigt både får stillet diagnose og undersøges for følgesygdomme.

Tekst: Karen Kjærgaard. Foto: Tony Brøchner

Næsten halvdelen af alle mennesker med ledde- eller slidgigt har en anden sygdom ud over gigten. Det gælder 43 procent af mennesker med nydiagnosticeret leddegigt ifølge en svensk undersøgelse. Blandt mennesker med slidgigt lider 52 procent af for højt blodtryk og 21 procent har knogleskørhed ifølge en italiensk undersøgelse.

På Regionshospitalet Silkeborg, Diagnostisk Center, har reumatologerne – som de første i Danmark – udviklet et særligt pakkeforløb til de leddegigtpatienter, som de hvert år får henvist fra de praktiserende læger i Region Midtjylland. Forløbet kaldes ‘tidlig artritpakke’ og betyder i al sin enkelhed, at de henviste patienter både får stillet en diagnose inden seks uger, behandles og undersøges for de hyppigst forekommende følgesygdomme.

I den tidlige artritpakke gennemgår leddegigtpatienterne ultralydsundersøgelse af hjertet, udvidet lungefunktionsundersøgelse samt undersøgelser for diabetes, forhøjet kolesterol og knogleskørhed. Derudover får de undersøgt blodtryk, vægt, højde, rygevaner etc.

Alle undersøgelser på én dag
Det betyder, at patienterne slipper for at gå fra den ene hospitalsafdeling og speciallæge til den anden for at komme hele vejen rundt om de mest udbredte følgesygdomme. Det fortæller Torkell Ellingsen, der er overlæge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg.

- To gange dagligt sidder specialister inden for eksempelvis hjerte-, lunge-, diabetes-, nyre-, mave-, infektions- og blodsygdomme med rundt om bordet sammen med reumatologerne, når vi gennemgår de mest syge patienter til vores konference, forklarer Torkell Ellingsen.

Patienten kan være igennem undersøgelserne på én dag, da centret på Regionshospitalet i Silkeborg har alle ni medicinske lægespecialer repræsenteret i et tværfagligt team, som kan inddrages i udredningen af leddegigtpatienterne på Reumatologisk Afsnit. Dertil er der hele 14 reumatologiske speciallæger ansat.

Reumatologerne i Silkeborg arbejder desuden også tæt sammen med de praktiserende læger, så reumatologerne hurtigst muligt kan gå i gang med den relevante behandling, når de får leddegigtpatienter henvist. Det sker ved, at patienterne allerede hos egen læge får taget blodprøver og henvises til røntgen. Dermed ligger begge dele klar, når patienterne møder op på sygehuset. Dette medvirker til hurtig diagnostik og dermed hurtig behandling.

Ifølge Torkell Ellingsen er det et banebrydende tiltag for denne patientgruppe. Den tidlige artrit-pakke i Silkeborg er af Region Midtjylland udnævnt til et såkaldt ‘Center of Excellence’-tiltag, der skal tilbydes alle i hele regionen. Det særlige udredningstilbud for leddegigtpatienter på Regionshospitalet Silkeborg har eksisteret siden 2009, og sidste år blev mere end 200 diagnosticeret med leddegigt og var igennem pakkeforløbet.

Patienterne skal selv forebygge
Patienterne kan og bør dog også selv gøre en indsats for at forebygge følgesygdomme, mener Torkell Ellingsen. Han forklarer, at de samme gode sundhedsråd, som gælder alle andre danskere, er særligt vigtige for gigtpatienter:

  • Undgå overvægt
  • Sørg for at motionere
  • Undgå rygning
  • Interessér dig for dit blodtryk og kolesteroltal
- Heldigvis kan følgesygdommene behandles, men som gigtpatient kommer man ikke uden om at skulle holde styr på lidt mere om sit helbred end andre mennesker, slår Torkell Ellingsen fast.


Fakta om følgesygdomme ved slidgigt og leddegigt
Ved leddegigt er der oftest tale om decideret følgesygdomme, det vil sige, at sygdommen er en følge af leddegigten eller behandlingen af leddegigten. Ved slidgigt er der mere tale om "samtidig sygdom", det vil sige, at mennesker med slidgigt har forøget risiko for visse andre sygdomme, men disse sygdomme er ikke en direkte følge af slidgigten.

Risiko for følgesygdomme ved leddegigt
  • Ifølge en svensk undersøgelse har 43 procent af nydiagnosticerede leddegigtpatienter mindst en anden sygdomslidelse, og efter 20 år er dette tal steget til 82 procent
  • Mennesker med leddegigt har 50-60 procent forhøjet risiko for at dø af akut blodprop og hjertesvigt sammenlignet med resten af befolkningen
  • Cancer er den næsthyppigste årsag til følgesygdom hos leddegigtpatienter. Her er øget risiko for lymfe- og lungekræft
  • Leddegigtpatienter har også forøget risiko for knogleskørhed, infektionssygdomme og lungesygdom, bl.a. lungefibrose
Risiko for følgesygdomme ved slidgigt
  • 52 procent af slidgigtpatienterne har højt blodtryk
  • 21 procent har osteoporose (knogleskørhed)
  • 15 procent har diabetes
  • Patienter med slidgigt i knæ eller hofter har ifølge en engelsk undersøgelse øget risiko for at dø af diabetes, cancer, hjerte-kar-sygdomme eller på grund af nedsat gangfunktion.

Læs også artiklen "Jeg er lettet over, at det blev opdaget i tide"


Læs mere om leddegigt


Læs mere om slidgigt 


Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 3-2011.

Læs flere artikler fra LedSager nr. 3-2011

Andre interessante sider

Sidst opdateret 29-11-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen