Leder: Sejr for Sjögren-patienter
![]() |
Gigtforeningens politiske mærkesager afspejler de områder i det danske velfærdssamfund, hvor der er et stort behov for at forbedre vilkårene for mennesker med gigt.
Vores mangeårige kamp for at styrke retssikkerheden for patienter med Sjögrens syndrom er et eksempel på, hvordan vi med gode argumenter, konkrete løsningsforslag og ikke mindst vedholdenhed kan komme igennem med vores krav.
Sjögren-patienter døjer ofte med tandproblemer, og efter sundhedsloven er de berettigede til et særligt tilskud til tandbehandling, hvis de kan dokumentere, at problemerne skyldes deres sygdom. Men får man afslag på sin ansøgning, har man ikke hidtil kunnet anke afgørelsen. En åbenlys urimelighed, der er i strid med gængs forvaltningsskik, og som Gigtforeningen derfor gang på gang har påpeget i høringssvar, i breve til ministeriet og senest gennem vores deltagelse i forarbejdet til et nyt patientklagesystem, som Folketinget vedtog i juni, og som træder i kraft ved årsskiftet.
Her lykkedes det omsider at sikre, at patienter med Sjögrens syndrom fremover får mulighed for at klage over regionstandlægernes afgørelser. Hvilke konsekvenser, det reelt får, vil vise sig – det afhænger af den kommende retspraksis, som vi vil følge tæt.
Men sejren er under alle omstændigheder, at der nu er klageadgang.
En anden generel forbedring i forbindelse med det nye klagesystem er, at alle patienter fra 2011 får mulighed for at få en vurdering af, om det faglige indhold i et behandlingsforløb har været kritisabelt. Hidtil har det kun været muligt at klage over enkeltpersoner, som har været involveret i behandlingen.
Dette er også en stor og vigtig sejr – for alle patienter i Danmark!
Lene Witte, direktør
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 4-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 4-2010
Andre interessante sider
Sidst opdateret 26-08-2010



