Jeg hedder reumatoid artrit

Karin Nørgaard har leddegigt. Hun vandt i foråret 2010 den europæiske skrivekonkurrence Edgar Stene Prisen med sin historie om arbejde og gigt. Med prisen følger æren – og 2.000 euro.

Lad mig præsentere mig selv. Jeg hedder Reumatoid Artrit og bor i en to-værelses lejlighed i min værts højre forfod omkring 2. og 3. tå. Det er en dejlig stor lejlighed, som jeg har ombygget og moderniseret over en periode. Det har smittet naboerne, så nu skal de også have nyt køkken og bad. I det fjerne kan jeg høre min vært beklage sig – og nogle gange tyer hun til en Ipren for at dæmpe byggegenerne.

Trods min lidenhed har jeg meget godt styr på hende. Vores daglige styrkeprøve består i, hvad for noget fodtøj hun skal have på på arbejdet. Her om vinteren vil hun gerne have smarte støvler på, men jeg vil kun have de sorte løbesko på. Jeg vinder. Hver morgen.

Min vært hedder Karin, hun er 44 år, har mand og to børn på henholdsvis 10 og 13 år.

Behandler epileptiske anfald
Hun arbejder som fuldtidsansat neuropsykolog i en epilepsiklinik på Glostrup Hospital, hvor hun blev ansat 1. november 2008. Her varetager hun samtaler med patienter med angst for epileptiske anfald, tester patienter med koncentrations- og hukommelsesproblemer i forbindelse med deres epilepsi samt har samtaler med patienter, som har anfald, der ligner epilepsi, men som ikke er epilepsi, men er følelsesmæssige problemer, der viser sig som epilepsilignende anfald.

Der er mange forskelligartede arbejdsopgaver hun varetager, og jeg hører hende ofte tale meget engageret om sit arbejde. Hun skal ikke gå særlig meget, da hendes kontor ligger helt centralt i klinikken. Hun har dog på det seneste fravalgt at gå over til morgenkonferencer i en anden blok på grund af morgenstivhed og ømhed flere steder i kroppen.

Jagten på plageånder
Hun har kun kendt til min families eksistens siden 19. marts 2009, men vi har boet længere tid i hendes krop. Egentlig var det min fætter oppe i nakken, som kravlede fra venstre skulderled over til højre og tilbage igen, som startede hendes odyssé i forsøget på at opspore sine plageånder. Hun piskede rundt til læge, fysioterapeut og kiropraktor, og bedst som hun lå på briksen og blev behandlet i nakken, tog en af os fat i højre knæ eller venstre pegefinger. Det nævnte hun ikke for nogen, da hun anså det for at være en tilfældighed – om end det stod lidt rigeligt på. Vi havde en herlig tid; fred og ro til at mangfoldiggøre os.

Hun har nu været ansat i klinikken i lidt over et år. I starten nævnte hun ikke noget om sine spredte smerter. Hun prøvede at dække over dem, men en årvågen sygeplejerske kommenterede efter nogen tid, at hun syntes at have bemærket, at min vært trak på det ene ben eller måtte tage begge hænder til hjælp for at løfte en halvtom kaffekop. Min vært prøvede at bagatellisere det og mente, at det nok snart gik over. Vi nikkede ivrigt. Fem minutter senere stod hun med en blodprøveseddel i hånden med et hav af krydser. Hun følte nærmest, at der var tale om en åreladning.

God støtte på arbejdet
Det blev starten på et lidt mere surt liv for mig og min familie. Hun begyndte at tage MTX og fik det bedre. Vi blev for en periode fortrængt, men ganske langsomt er vi ved at vinde terræn.

Udefra er der intet at se på hende, fraset en lidt haltende gang som jeg sørger for. Hun kan passe sit arbejde uden problemer, og hun føler sig ikke syg. Hun vil kun nødigt indrømme, at ressourcerne ikke er helt så store, som de har været. Hun har kollegaer, som er omsorgsfulde og støttende. Før hun selv havde nået at tænke tanken, havde sekretæren bestilt et hæve-sænkebord. Nu kan jeg jo i sagens natur ikke se hende i ansigtet, men hun ser vist lidt træt ud en gang imellem. Enkelte gange har kollegaerne forsøgt at få hende til at lægge sig på et af lejerne inde i et af undersøgelsesrummene, men det er ikke lykkedes dem endnu. Hendes faglige leder har sagt, at hvis der er behov for det, vil hjemmeskrivedage være en mulighed. Det skorter således ikke på den bedst mulige støtte.

Hvordan fremtiden vil gå for hende, vil jeg ikke røbe. Hun lever i nuet og regner ikke med, at tilstanden vil ændre sig væsentligt. At jeg og min familie er blevet lidt større og stærkere, ser hun bort fra. Hun bruger ikke megen tid på at sætte sig mere systematisk ind i, hvad vi er for nogle fyre, og hvilke perspektiver der kan vente hende. Det må hun så selv om. Hun bliver vel gradvist klogere. Vi har i hvert tilfælde tænkt os at blive i den krop.

Læs mere om Edgar Stene Prisen

Læs mere om reumatoid artrit (leddegigt)

Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 4-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 4-2010