Lidt ud over det sædvanlige
En gang imellem møder man nogle mennesker, der gør noget særligt. Noget mere, end man kunne forvente. Det gælder også mennesker med gigt. Vi bringer på de næste sider fire portrætter af mennesker med gigt, som på hver deres måde udfører bemærkelsesværdige bedrifter.
Tekst: Morten Linnemann. Foto: Thomas Evaldsen
10 kilometer med knæprotese
Stædig. Sådan er Birgitte Hoff fra Holbæk. Hun er fyldt 66 år og løber flere ture på 10 kilometer hver uge.
- Da jeg skulle have et nyt knæ i 2008, troede jeg, det var slut med at løbe, men jeg ville ikke give op. Jeg får et kick af det. Solen og vinden i ansigtet og følelsen af sveden på panden. Det er svært at forstå, hvis man ikke har prøvet det, siger hun.
Hun har altid været fysisk aktiv, og efter hun blev 47 år, har hun gennemført en ironman tre gange. Det er 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,1 km løb.
Hun trænede hårdt både op til og efter operationen.
- Det har kostet blod, sved og tårer at komme igennem det. Jeg skulle lære at løbe helt forfra med det nye knæ. Jeg startede med gåture, og nu er jeg oppe på 10 kilometer flere gange om ugen. Det føles anderledes at løbe med en knæprotese, men jeg har ingen smerter i knæet mere, siger hun.
Hun har et klart budskab til andre med slidgigt:
- Bevægelse betyder utroligt meget, og med en god portion stædighed kan det lade sig gøre at komme i gang igen. Før operation er det utroligt vigtigt med målrettet træning i et fitnesscenter. Jeg knoklede med knætræning 45 minutter om dagen. Det var tit kedsommeligt, men det er simpelthen så vigtigt, siger hun.
600 mennesker til velgørenhedsbal
Billetter, bespisning, bankaftaler, bordplan og bustransport. Det kræver planlægning, når Inge Degler og resten af Gigtforeningens Lolland-Falster- kreds hvert år tiltrækker stimer af folk til bal med danseorkesteret Kandis.
- Vi står selv for det hele. Jeg skriver kontrakt med Kandis et år før koncerten. Vi har en sponsor til at betale trykning af de 600 billetter, og vi får den lokale bank til at stå for billetsalget. Vi sørger for annoncer og plakater. Vi planlægger, hvad for noget mad der skal serveres, og vi arrangerer bustransport til og fra koncerten, fortæller Inge Degler, der de sidste otte år har været hovedkvinden bag den store årlige Kandis-koncert.
Inge har været formand i kredsen i 15 år. Hun har selv gigt i form af Raynauds syndrom, Ehlers-Danlos syndrom og slidgigt.
- Lige op til koncerten har vi meget travlt med at lave bordplan til 600 mennesker, for mange har bestilt sammenhængende pladser til spisning. Men på selve aftenen, der byder jeg bare velkommen, og ellers sidder jeg på min flade, siger hun med et smil.
- Folk danser, morer sig og er glade, fortsætter hun.
Billetterne bliver solgt hvert år. Overskuddet går til Gigtforeningens lokale arbejde i kredsen. En succesfuld opskrift.
Hofter til halvmaraton
Unge kan også få slidgigt. Som kun 28-årig mærkede Thomas Stokkebro fra Næstved de første smerter. Diagnosen var slidgigt i begge hofter. I dag løber Thomas fra gigten.
- Jeg læste om en ældre mand med slidgigt i hofterne, som havde fået det bedre af at løbe. Så jeg startede op, og efter halvanden måned havde jeg næsten ingen smerter. I marts måned løb jeg en halvmaraton på 21 kilometer.
Før Thomas fik slidgigt, dyrkede han ikke så meget idræt. Lidt badminton på hyggebasis. Og på hans arbejde som investeringsrådgiver i en bank sidder han ned det meste af dagen.
- Da jeg havde ondt, var jeg bange for at gå i gang med træningen. Løbeturene gjorde også ondt de første mange gange, men så gik det over. Min erfaring er, at man ikke skal være bange for at røre sig. Man skal acceptere, at kroppen reagerer, når man starter op på løbetræning og holde ved, selvom det gør ondt bagefter. Det må gerne gøre ondt dagen efter, men ikke tre dage efter.
I dag kan Thomas ikke undvære at løbe.
- Hvis jeg holder pause med løbet i en periode, kommer smerterne snigende tilbage. Og efter fire dage uden løb får jeg uro i kroppen og har det ikke godt.
’Mit gode humør skal de ikke tage fra mig’
Anette Oxenbøll har flere titler på visitkortet. Lupus-patient. Fuldtids tøjsælger. Og bakkesangerinde. For at nævne et par stykker. Hun har i 11 år optrådt fast tre aftener om ugen som sangerinde på Bakkens Hvile nord for København:
- Det giver et kæmpe kick at stå på scenen, og alle synes, man er fantastisk. Det er en gave at få lov til, fortæller hun.
Hun har haft bindevævssygdommen SLE – lupus i al den tid, hun har været på Bakken, men har aldrig meldt afbud på grund af sygdommen.
- Jeg har nogle gange haft det rigtigt skidt, når jeg skulle optræde og haft svært ved at gå ned ad trapperne. Men de hævede knæ kan man gemme under kjolen, og så tager jeg en ekstra Rød Aalborg, så går det. Jeg bliver glad af at synge og glad af at gøre andre mennesker glade.
Hun vil gerne opfordre andre mennesker med gigt til at finde glæden frem i deres liv:
- Kom ud og gør noget, som gør jer glade. Man har måske ikke lyst, hvis man er træt en dag, men man får det bedre af at komme af sted. Det er hårdt at have lupus, men ikke mere hårdt, end man gør det til, siger hun.
Udover jobbet som bakkesangerinde har Anette netop startet nyt job som kørende sælger af smart mode til store piger for tøjfirmaet ETUI.
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 3-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 3-2010
Tekst: Morten Linnemann. Foto: Thomas Evaldsen
 |
Stædig. Sådan er Birgitte Hoff fra Holbæk. Hun er fyldt 66 år og løber flere ture på 10 kilometer hver uge.
- Da jeg skulle have et nyt knæ i 2008, troede jeg, det var slut med at løbe, men jeg ville ikke give op. Jeg får et kick af det. Solen og vinden i ansigtet og følelsen af sveden på panden. Det er svært at forstå, hvis man ikke har prøvet det, siger hun.
Hun har altid været fysisk aktiv, og efter hun blev 47 år, har hun gennemført en ironman tre gange. Det er 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,1 km løb.
Hun trænede hårdt både op til og efter operationen.
- Det har kostet blod, sved og tårer at komme igennem det. Jeg skulle lære at løbe helt forfra med det nye knæ. Jeg startede med gåture, og nu er jeg oppe på 10 kilometer flere gange om ugen. Det føles anderledes at løbe med en knæprotese, men jeg har ingen smerter i knæet mere, siger hun.
Hun har et klart budskab til andre med slidgigt:
- Bevægelse betyder utroligt meget, og med en god portion stædighed kan det lade sig gøre at komme i gang igen. Før operation er det utroligt vigtigt med målrettet træning i et fitnesscenter. Jeg knoklede med knætræning 45 minutter om dagen. Det var tit kedsommeligt, men det er simpelthen så vigtigt, siger hun.
 |
Billetter, bespisning, bankaftaler, bordplan og bustransport. Det kræver planlægning, når Inge Degler og resten af Gigtforeningens Lolland-Falster- kreds hvert år tiltrækker stimer af folk til bal med danseorkesteret Kandis.
- Vi står selv for det hele. Jeg skriver kontrakt med Kandis et år før koncerten. Vi har en sponsor til at betale trykning af de 600 billetter, og vi får den lokale bank til at stå for billetsalget. Vi sørger for annoncer og plakater. Vi planlægger, hvad for noget mad der skal serveres, og vi arrangerer bustransport til og fra koncerten, fortæller Inge Degler, der de sidste otte år har været hovedkvinden bag den store årlige Kandis-koncert.
Inge har været formand i kredsen i 15 år. Hun har selv gigt i form af Raynauds syndrom, Ehlers-Danlos syndrom og slidgigt.
- Lige op til koncerten har vi meget travlt med at lave bordplan til 600 mennesker, for mange har bestilt sammenhængende pladser til spisning. Men på selve aftenen, der byder jeg bare velkommen, og ellers sidder jeg på min flade, siger hun med et smil.
- Folk danser, morer sig og er glade, fortsætter hun.
Billetterne bliver solgt hvert år. Overskuddet går til Gigtforeningens lokale arbejde i kredsen. En succesfuld opskrift.
 |
Unge kan også få slidgigt. Som kun 28-årig mærkede Thomas Stokkebro fra Næstved de første smerter. Diagnosen var slidgigt i begge hofter. I dag løber Thomas fra gigten.
- Jeg læste om en ældre mand med slidgigt i hofterne, som havde fået det bedre af at løbe. Så jeg startede op, og efter halvanden måned havde jeg næsten ingen smerter. I marts måned løb jeg en halvmaraton på 21 kilometer.
Før Thomas fik slidgigt, dyrkede han ikke så meget idræt. Lidt badminton på hyggebasis. Og på hans arbejde som investeringsrådgiver i en bank sidder han ned det meste af dagen.
- Da jeg havde ondt, var jeg bange for at gå i gang med træningen. Løbeturene gjorde også ondt de første mange gange, men så gik det over. Min erfaring er, at man ikke skal være bange for at røre sig. Man skal acceptere, at kroppen reagerer, når man starter op på løbetræning og holde ved, selvom det gør ondt bagefter. Det må gerne gøre ondt dagen efter, men ikke tre dage efter.
I dag kan Thomas ikke undvære at løbe.
- Hvis jeg holder pause med løbet i en periode, kommer smerterne snigende tilbage. Og efter fire dage uden løb får jeg uro i kroppen og har det ikke godt.
 |
Anette Oxenbøll har flere titler på visitkortet. Lupus-patient. Fuldtids tøjsælger. Og bakkesangerinde. For at nævne et par stykker. Hun har i 11 år optrådt fast tre aftener om ugen som sangerinde på Bakkens Hvile nord for København:
- Det giver et kæmpe kick at stå på scenen, og alle synes, man er fantastisk. Det er en gave at få lov til, fortæller hun.
Hun har haft bindevævssygdommen SLE – lupus i al den tid, hun har været på Bakken, men har aldrig meldt afbud på grund af sygdommen.
- Jeg har nogle gange haft det rigtigt skidt, når jeg skulle optræde og haft svært ved at gå ned ad trapperne. Men de hævede knæ kan man gemme under kjolen, og så tager jeg en ekstra Rød Aalborg, så går det. Jeg bliver glad af at synge og glad af at gøre andre mennesker glade.
Hun vil gerne opfordre andre mennesker med gigt til at finde glæden frem i deres liv:
- Kom ud og gør noget, som gør jer glade. Man har måske ikke lyst, hvis man er træt en dag, men man får det bedre af at komme af sted. Det er hårdt at have lupus, men ikke mere hårdt, end man gør det til, siger hun.
Udover jobbet som bakkesangerinde har Anette netop startet nyt job som kørende sælger af smart mode til store piger for tøjfirmaet ETUI.
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 3-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 3-2010
Sidst opdateret 04-07-2011
Brugerbetingelser