Leder: Bedre styr på rehabiliteringen
![]() |
Der er mange gode initiativer i gang på vores behandlingssteder, på sygehuse og i kommuner, men vi mangler faglig enighed om at beskrive, hvad den gode rehabilitering skal indeholde – og hvordan den skal gennemføres i praksis.
Gigtforeningen afholdt derfor den 31. maj en halvdagskonference om rehabilitering af mennesker med gigt, hvor bl.a. sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen og en række af de stærkeste læger og administratorer på området deltog.
Vi fik rigtig mange gode svar på vores spørgsmål som: Hvad peger forskningen på? Hvem skal udføre rehabiliteringen? Hvad vil den koste? Og hvad kan vi spare?
Der er noget at komme efter. 700.000 danskere er berørt af gigt. Omkring 220.000 har en egentlig diagnose for slidgigt, og mindst 35.000 har leddegigt. Det er mange af os.
Det koster – og det slider: 25 procent af alle langtidssygemeldinger skyldes gigtsygdomme, og gennemsnitsalderen for de gigtpatienter, der i dag får tilkendt førtidspension, er 46,2 år.
Gigtforeningen vil nu arbejde for at udbrede rehabiliteringsprogrammer for leddegigt, slidgigt og rygsygdomme og ser frem til, at Sundhedsstyrelsen griber bolden og udmelder rehabiliteringsdelen for gigtsygdomme som led i forløbsprogrammet for muskel- og skeletsygdomme. Et forløbsprogram der, som sundhedsministeren på konferencen lovede, skal ligge klar i 2012. Og det er samtidig op til sundhedsministeren at sikre, at muskel- og skeletsygdomme bliver et obligatorisk indsatsområde i den næste runde sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner.
Lene Witte, direktør
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 3-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 3-2010
Sidst opdateret 15-03-2011



