Print
Forstør teksten Læs teksten op

Tvillinger gør os klogere på årsager til slidgigt


Hvor meget betyder dine gener for udvikling af slidgigt, og hvor meget betyder miljøfaktorer som fx hårdt fysisk arbejde? Gigtforeningen har støttet et stort dansk studie, der ved hjælp af tvillingestudier skal gøre os klogere på årsagerne til slidgigt.

Tekst: Morten Linnemann. Illustration: DISGUISED

Slidgigt – også kaldet artrose – er den mest hyppigt forekommende sygdom i leddene. Risikoen for slidgigt stiger med alderen – især for kvinder, der i højere grad end mænd udvikler slidgigt efter 60-årsalderen. Men den præcise årsag til, hvorfor nogle mennesker får symptomgivende slidgigt, mens andre ikke gør, er fortsat dårligt belyst.

"Vi ved, at både gener og miljøfaktorer spiller ind på udvikling af slidgigt i knæ og hofte, men samspillet mellem miljø og arv ved vi ikke ret meget om. Vores undersøgelse skal belyse årsagen til den stigning, der sker med alderen – er det generne, der spiller en større og større rolle, eller er det miljøet", siger Søren Glud Skousgaard, 1. reservelæge på Arbejds- og miljømedicinsk klinik, Odense Universitetshospital.

Han skal de næste tre år arbejde indgående med at analysere data fra bl.a. det store landsdækkende tvillingeregister, der indeholder data fra 80.000 danske tvillingepar.

Skal styrke forebyggelsen
"Målet er at komme nærmere en forståelse af, hvor stor betydning miljøfaktorer har for udvikling af symptomgivende slidgigt, fordi miljøfaktorer kan forebygges. Vi ved, at overvægt og forskellige erhverv som fx gulvlæggere øger risikoen for slidgigt i knæet, men vi ved ikke, om denne risiko samtidig er under genetisk indflydelse", siger han.
 
Studiet skal bruges til at styrke forebyggelse af slidgigt ved at give ny viden om, hvilken rolle forskellige miljøfaktorer spiller. Derfor vil studiets anden del netop fokusere på, hvilke livsstilsfaktorer der har størst betydning for udvikling af slidgigt – fx forskellige jobtyper med tunge løft eller knæliggende arbejde.

Tvillinge-metoden
Søren Glud Skousgaard vil i studiet se på forekomsten af slidgigt i knæ og hofte hos danske tvillinger. Med tvillingestudier bliver man nemlig i stand til at adskille de genmæssige årsager til en sygdom fra de miljømæssige årsager, fordi man ved, at enæggede tvillinger er genetisk 100 procent ens, mens tveæggede kun har ca.halvdelen af generne til fælles.

"Vi sammenligner forekomsten af enæggede tvillingepar, hvor begge har slidgigt, med forekomsten hos tveæggede tvillingepar. Hvis forekomsten af slidgigt hos de enæggede tvillingepar er mere end dobbelt så stor, som hos de tveæggede, viser det, at der er en genetisk komponent i sygdommen, og vi kan ved hjælp af specielle statistiske metode beregne, hvor stor en del af sygdomsårsagen der skyldes gener, og hvor stor en del der kan tillægges miljøet", siger Søren Glud Skousgaard.

"Vi vil desuden undersøge, om det er de samme gener, der er i spil ved slidgigt i hofte og knæ, eller om de er forskellige", uddyber han.

Gigtforeningen støtter Søren Glud Skousgaards projekt med 640.000 kroner.

Læs mere om forskning støttet af Gigtforeningen

Læs mere slidgigt


Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 2-2010.

Læs flere artikler fra LedSager nr. 2-2010

Andre interessante sider

Sidst opdateret 05-07-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen