Kæmpede for at få den rigtige medicin
 |
Tekst: Nina Vinther Andersen. Foto: Jesper Balleby
De første lyde, der nåede Birgit Barfods bevidsthed på en opvågningsstue på Århus Sygehus, var de velkendte lyde af hendes mands nærvær. Mens hun døsede ind og ud af narkosen, glædede hun sig over, at hun tilsyneladende havde klaret den store operation godt.
Da hun vågnede hen på eftermiddagen den 12. januar i år, hørte hun ordene fra en sød sygeplejerske, som spurgte hende, om hun ville have noget at drikke. Hun hørte lydene fra de andre patienter på opvågningsstuen. Som ung mistede Birgit Barfod synet på grund af den børneleddegigt, hun fik som syv-årig, og har siden set med sin hørelse. Og det var netop på grund af sin gigt, at hun nu igen lå på hospitalet.
Denne gang var det for at få en ny hofte. En normal hofteoperation på en patient med en unormal sygdomshistorie. Og forløbet begyndte godt. En god samtale med anæstesilægen gjorde hende tryg ved narkosen. Ydermere havde hendes mand møjsommeligt og professionelt udfærdiget et præcist medicinskema med navn, cpr-nummer, medicintype, dosis, antal og hvornår på døgnet, pillerne skulle tages.
Så alt var godt, troede Birgit Barfod. Hun skulle blive klogere.
Kampen begynder
Da Birgit Barfod på opvågningsstuen ville ned på sengeafsnittet, meddelte den ansvarlige sygeplejerske hende, at det kunne hun ikke komme, så længe hun ikke kunne løfte sit opererede ben, for sådan var retningslinjerne. Sygeplejersken vidste tilsyneladende ikke, det var normalt for en patient med en gigtsygdom som Birgit Barfods.
Efter en del insisteren fik Birgit Barfod lov til at blive kørt til sengeafsnittet. Her måtte hun mobilisere sin kampevne for anden gang, da sygeplejersken fandt den medicin frem, hun mente, var Birgit Barfods aftenmedicin.
Birgit Barfod, der på det tidspunkt var fri af narkosen og spilvågen, insisterede på, at det ikke var hendes aftenmedicin. Det var en blanding af hendes morgen- og aftenmedicin. Sygeplejersken stod fast på sit. Det gjorde Birgit Barfod imidlertid også. Og sådan krydsede de klinger, indtil Birgit Barfod fik sin vilje.
Medicinskema blev væk
Samme scenarie gentog sig næste morgen. Og næste aften. For at udrydde alle misforståelser, læste aftensygeplejersken Birgit Barfods journal op for hende. Da opdagede Birgit Barfod, at journalen rummede forkerte oplysninger. Det bestred sygeplejersken, hvortil Birgit Barfod indvendte, at oplysningerne kunne afstemmes med det medicinskema, som hun og hendes mand havde afleveret til forundersøgelsen.
Og så opdagede hun til sin gru, at medicinskemaet var væk.
"Det irriterer mig virkelig, at når man har været så meget fremme i skoene og har taget sit eget medicinskema med, at de så forlægger det", siger Birgit Barfod og fortsætter:
"Politikerne elsker deres behandlingsgaranti, men vi har ingen plejegaranti. Jeg klandrer ikke personalet, for de vil gerne gøre det så godt, de kan, men de har ikke tiden. Jeg følte det, som om jeg var en af flere patienter på et samlebånd.
Men de patienter, der falder uden for det normale, har det svært. Alle de særlige oplysninger, som var vigtige for at give Birgit Barfod den rigtige behandling, nåede aldrig frem til de rette mennesker.
Tager selv medicin med næste gang
Der går ikke lang tid, før Birgit Barfod igen skal på sygehuset for at få udskiftet sin anden hofte.
"Da vil jeg insistere på, at jeg selv tager min medicin med i de opmålinger, som er korrekte. Og så vil jeg møde op med nogle fortrykte ’flyers’, hvor der kommer til at stå: ’Jeg har børneleddegigt – jeg har funktionsnedsættelse – du hjælper mig bedst sådan og sådan’. Og dem har jeg tænkt mig at dele ud til samtlige, der skal pleje og passe mig. Forhåbentlig kan jeg så undgå tilsvarende situationer", siger hun.
Ønsket om at have sin egen medicin med på sygehuset kender sekretariatsleder Beth Lilja i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
"Der er nogle lande, der går den vej for at øge sikkerheden. Der er ikke tradition for det i Danmark, men det kan godt være en farbar vej. Birgit vil måske støde på nogle problemer undervejs, men det er da værd at forsøge", siger Beth Lilja.
De kender også ønsket på Gigthospitalet i Gråsten, hvor de ofte efterlever det, fortæller sygeplejerske Joan Clausen.
"Det har vi det fint med i det omfang, patienterne selv kan administrere medicinen. I de sjældne tilfælde, hvor patienterne ikke selv kan administrere deres medicin, står vi i et dilemma. For det er vores ansvar som sygeplejersker at give den rigtige medicin. Hvis vi giver patienter en medicin, de selv har haft med, og som vi derfor ikke selv har doseret eller er helt sikre på, så har vi et problem", afslutter Joan Clausen.
Det kan du selv gøre
Det er først og fremmest sundhedspersonalets ansvar, at behandlingen foregår som den skal. Men du kan også selv bidrage.
- Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt, og følg op på de svar, du får. Jo mere, du selv holder øje med, at personalet gør, som der er planlagt, jo mindre er sandsynligheden for fejl
- Hav styr på din medicin
- Fire ører hører bedre end to: Tag gerne en pårørende eller god ven med til vigtige samtaler
Læs også artiklen "Gigtpatienter oplever flere fejl på sygehusene"
Læs mere om patientsikkerhed
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 2-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 2-2010
Andre interessante sider
Sidst opdateret 05-07-2011
Brugerbetingelser