Print
Forstør teksten Læs teksten op

Fik styr på stress og smerter med mindfulness

Lis Brock har været på meditationskursus og lært at bruge teknikkerne i mindfulness. Det har gjort hende mere glad og gjort det lettere at leve med smerter.
Lis Brock har været på meditationskursus og lært at bruge teknikkerne i mindfulness. Det har gjort hende mere glad og gjort det lettere at leve med smerter.

Tekst: Morten Linnemann. Foto: Claus Boesen

"Giv slip på spændinger og anspændthed. Prøv at fornemme hele din krop. Det er en invitation til at være til stede lige nu, hvor du er, at være til stede i nuet og lade kritiske tanker og bedømmelser gå".

Sådan byder en afslappet stemme velkommen på den mindfulness-cd, som Lis Brock har fået med sig hjem efter at have deltaget på Gigtforeningens kursus i mindfulness meditation – en anerkendt teknik, der hjælper dig med at finde ro og fokus i hverdagen.

"For mig har det været rigtigt godt. Jeg lærer at hvile mere i mig selv og er blevet bedre til at se på muligheder frem for begrænsninger", fortæller Lis Brock, der har fulgt Gigtforeningens kursus i seks uger.

Lis lider af slidgigtsmerter, bl.a. i hofte og skulder, og har desuden konstante smerter rundt om i kroppen på grund af sygdommen fibromyalgi.
 
"Mindfulness handler meget om at arbejde med en rolig vejrtrækning og at lære at være til stede i nuet. Jeg bliver tit stresset over ting, jeg burde ordne derhjemme og ting, jeg skal huske at gøre. Mindfulness hjælper mig med at fokusere, så jeg er til stede nu og ikke tænker på i morgen", siger hun.

Byd smerten velkommen
En del mennesker, der har en svær dagligdag, fx med kroniske smerter, hænger fast i drømme om et anderledes og bedre liv. Med mindfulness er målet ikke at lave om på sin hverdag og sine smerter, men tværtimod at lære at være til stede i nuet og i hverdagen, præcis som den er lige nu.

Derfor er mindfulness også en måde at leve med smerter på. Kroniske smerter forsvinder ikke, men med mindfulness arbejder man med at være til stede med smerten og rumme smerten, for ikke at lade smerten tage kontrollen.

"Man skal faktisk byde smerten velkommen og lade den komme ind, og så kan man bedre slippe den igen", forklarer Lis.

Forbudt at sove
Mindfulness meditationen foregår ved, at man sidder på en stol og trækker vejret dybt og roligt. Man kan bruge en cd, hvor en stemme guider tankerne gennem alle kroppens dele og hjælper med at få kroppen til at slappe helt af.

"Man behøver ikke lukke øjnene, men man må gerne", fortæller Lis. Men man må ikke falde i søvn, og det er godt nok svært nogle gange, for man bliver bare så afslappet, siger hun med et smil.

"Jeg begyndte at bruge det derhjemme, og det er rigtigt godt. Det hjælper mig meget, og jeg vil bestemt bruge det i fremtiden, slutter Lis Brock.

Prøv mindfulness meditation
Bogen ’Bevidst nærvær’ af Mark Williams er en god og enkel indføring i mindfulness meditation, og der medfølger cd’er med guidede øvelser. Bogen kan købes i boghandlere og på nettet.

Læs mere mindfulness meditation


Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 2-2010.

Læs flere artikler fra LedSager nr. 2-2010

Andre interessante sider

Sidst opdateret 17-05-2012
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen