Smerter og træthed drev mig mod en depression
 |
Tekst: Jesper Mehlsen. Foto: Jesper Kristensen
Efter mange års ægteskab, hvor Mona sammen med sin mand drev et landbrug i Sydjylland, blev hun skilt. Hun uddannede sig til pædagog og arbejdede med udviklingshæmmede. En alvorlig slidgigt betød imidlertid, at hun måtte opgive sit job. Efter en række forgæves arbejdsprøvninger havnede hun på førtidspension.
Mona har slidgigt i stort set alle sine led og må leve med, at tre diskusprolapser i nakken ikke kan opereres. Hun plages også af knogleskørhed. På et tidspunkt var hendes dagligdag et regulært smertehelvede, selv om hun fik en masse medicin. Og uanset mængden af medicin dominerede de uudholdelige smerter hendes liv døgnet rundt.
"Smerterne gør én så træt, at man ikke orker noget. Man havner i en ond cirkel, hvor selv de mindste besværligheder bliver så uoverskuelige, at man slet ikke kan foretage sig noget. Jeg har været så langt nede, at livet ikke var værd at leve. Jeg kunne ikke mere. Det hele kunne være lige fedt! Selvværd og selvtillid var røget sig en tur, og en regulær depression var under opsejling", fortæller Mona.
Et kursus ændrede livet
For Monas vedkommende skete der først noget positivt, da hun kom på kursus i at leve med en kronisk sygdom. Gigtforeningen havde arrangeret kurset, hvor hun lærte, hvordan man selv kan beslutte sig for at tage kampen op mod smerterne.
"I dag har jeg stadig konstante smerter, men det er lykkedes mig at passivisere smerterne, så de ikke får lov at dominere i min hverdag. Jeg koncentrerer al min opmærksomhed om at gennemføre det, jeg sætter mig for. Dermed fjerner jeg opmærksomheden fra smertehelvedet".
"Man skal fokusere på det, man kan, og se bort fra alt det, man ikke kan: Jeg har stadig mange dage, hvor det er rigtigt svært at gå. Men det må ikke fylde i min hverdag, så derfor beskæftiger jeg mig hele tiden med noget, som gør mig glad og får mig til at lade være med at tænke på smerterne: Høre musik, læse en god bog, ringe til en veninde eller måske at bage en kage".
Mona tilføjer, at hun forresten stort set ikke har brugt smertemedicin i de sidste par år. Hun har pillerne stående i medicinskabet som et beredskab, hvis det skulle være en helt ‘tosset’ dag, hvor hun skal i byen. Men det er kun ganske få dage om året, hun bruger medicinen.
Underviser andre
I de seneste fire år har Mona undervist andre patienter med kroniske sygdomme og smerter i at få smerterne til at fylde mindre i hverdagen. En række kommuner har købt licens til kurset, der hedder ‘Patientuddannelse – lær at leve med kronisk sygdom’.
"På kurset taler vi slet ikke om sygdom, selv om alle deltagerne er kronisk syge. Derimod taler vi om, hvordan vi kommer videre og laver personlige handlingsplaner for en uge ad gangen. Man skal koncentrere sig om at gøre noget, man ønsker at gøre, og som gør en glad. Er det fx et problem at lave varm mad, kan man beslutte sig for at ville gøre netop dette et par gange om ugen".
Ved at bruge sine ressourcer på at nå et mål, kommer smerterne til at fylde mindre. Hver kursist fortæller de andre i gruppen om planerne, og næste gang beskriver de, hvordan det lykkedes dem at gennemføre deres planer.
"Jeg er utrolig glad for at kunne bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre med at få det bedre. Kursisterne må så finde sig i, at jeg humper lidt og nogle gange har svært ved at bruge den ene arm", siger Mona Møller Christensen.
Læs mere om smerter og få gode råd om smertehåndtering
Læs mere om patientuddannelse
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 1-2010.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 1-2010
Sidst opdateret 03-01-2012
Brugerbetingelser