Print
Forstør teksten Læs teksten op

Smertepatienter svigtes i sundhedssystemet

Hver tredje patient med stærke kroniske smerter har overvejet selvmord. Tæt på halvdelen føler sig overladt til sig selv i forhold til at takle smerterne. Behandlingen af smertepatienter er mangelfuld, bekræfter nye undersøgelser.

Tekst: Jesper Mehlsen

2010 er udråbt til Globalt Smerteår for sygdomme i led, ryg og muskler. Og det er der god grund til: Hver femte dansker har kroniske smerter, og antallet af smertepatienter vokser med flere end 6.000 om året. Det fremgår af et notat fra Gigtforeningen.

Smertepatienterne har dobbelt så højt sygefravær som gennemsnittet, og hver tredje af dem under 67 år har måttet opgive at arbejde. I følge en ny europæisk undersøgelse kæmper 95 procent af de kroniske smertepatienter stadig med smerter efter et års behandling – og for hver femte er smerterne endda blevet værre. ‘PainSTORY’-undersøgelsen er den første af sin art, hvor kroniske smertepatienter i Danmark og 12 andre vesteuropæiske lande er blevet fulgt gennem et år.

Prioriteres ikke
"Vi må erkende, at de kroniske smertepatienter svigtes. En manglende erkendelse af problemets størrelse og følgevirkninger har bevirket, at behandlingen af kroniske smertepatienter ikke er prioriteret fra politisk side, siger den internationalt anerkendte danske smerteforsker, dr. med. og professor ved Aalborg Universitet, Lars Arendt-Nielsen.

For halvdelen af patienterne har smerterne påvirket deres forhold til familien, og en tredjedel af dem har oplevet så stærke smerter, at de har overvejet selvmord.

Undersøgelsen dokumenterer også, at:
  • 6 ud af 10 smertepatienter lider af alvorlige søvnproblemer
  • 7 ud af 10 kan ikke huske, hvordan livet var uden smerter
  • 8 ud af 10 føler, at smerterne kontrollerer deres liv
For lange ventetider
Smertepatienterne svigtes, fastslår Lars Arendt-Nielsen. Han er præsident for det globale smerteår og betegner resultaterne af den nye europæiske undersøgelse som chokerende.

Hovedparten af de danske patienter med kroniske smerter må i dag vente mere end to år på at få tid på en specialiseret offentlig smerteklinik. Behandlingen her har ellers stor effekt. En undersøgelse fra Rigshospitalets tværfaglige smertecenter viser, at den rigtige behandling medfører en markant forbedring af både smerter, søvn og livskvalitet for smerteplagede mennesker.

Lars Arendt-Nielsen påpeger, at en hurtigere og mere effektiv indsats mod kroniske smerter samlet set vil være en ‘god forretning’ for såvel smertepatienterne som for skatteyderne.

Selv om det vil være dyrt at behandle alle kroniske smertepatienter, er det endnu dyrere at lade være. Den pris, som samfundet må betale, er dog for intet at regne sammenlignet med den høje pris, patienterne betaler i form af mistet arbejde og social isolation.

Læs også artiklen "Smerter og træthed drev mig mod en depression"

Læs mere om smerter og få gode råd om smertehåndtering


Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 1-2010.

Læs flere artikler fra LedSager nr. 1-2010

Sidst opdateret 05-07-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen