Vi har stadig masser af give
![]() |
Tekst: Mette Bender. Foto: Hanne Loop
Gigt og job er for mange en svær cocktail at mikse. Det var det også for Majken Jensen, som er 34 år, har to børn og lider af leddegigt. Hun blev fyret fra to jobs, fordi hun ikke kunne holde til presset. Sidste stilling var som leder i et ingeniørfirma. - Jeg måtte indse, at jeg ikke kan det hele. Det kunne jeg selvfølgelig heller ikke, før jeg fik gigt. Men med sygdommen som modspiller løb jeg ind i mange nederlag.
At erkende, at kræfterne ikke kunne indfri de ambitiøse karrierekrav, tog lang tid for Majken.
"Jeg fornægtede nok delvist min sygdom. Jeg syntes, det var flovt at indrømme, når jeg var træt og havde ondt".
En uddannelse til coach var med til at give hende et andet perspektiv. Her lærte Majken at se det positive – også i det svære.
"Min sygdom har vist mig, at der findes ressourcer og grænser i os alle. Når vi støder panden mod muren, er det fordi, vi forlanger urimeligt meget af os selv", mener Majken.
En dag så hun en annonce for et job på et jobcenter og fik lyst til at arbejde med mennesker, der som hun selv har følt sig afvist på arbejdsmarkedet. Hun søgte jobbet som arbejdsmarkedskonsulent for unge arbejdsløse og fik det.
"Det trives jeg med. Jeg får lov til at hjælpe andre med at få øje på, hvad de har at give".
Sur på samfundet
57-årige Leo Vedel blev også fyret fra sit job som IT-chef i en større uddannelsesorganisation. Det hed sig, at han blev sagt op på grund af leddegigten, som nogle dage tvinger ham til at blive i sengen, men Leo mener, at nedskæringer var den egentlige årsag. Dengang var han 52 år og måtte opgive håbet om et nyt job inden for IT-området.
"Ingen ansætter en midaldrende IT-konsulent med leddegigt. Jeg har en fortrinlig hjerne, men hænder og knæ hæver indimellem så meget op, at jeg ikke kan komme ud af døren. Til sidst gav jeg op. Sædvanen tro blev jeg ret sur på samfundet. Jeg hader at blive sat ud på et sidespor. Jeg er det modsatte af senil dement, og opgaver inden for IT-branchen kan let udføres hjemmefra".
Derfor gik Leo i gang med et projekt, hvor flere i samme situation danner små netværk og til sammen yder samme indsats som en rask.
Jeg vil gøre gavn
Majken Jensen gik til sin chef og fortalte om sin leddegigt, inden hun skrev kontrakten til sin nye stilling under.
"Jeg forklarede, at jeg i perioder har færre kræfter. Chefen trak ikke sit tilbud tilbage, og nu har jeg rene linjer. Jeg har det godt ved at stå ved min sygdom", fortæller hun.
Vigtigst for hende er at få lov at gøre gavn. Så fylder sygdommen mindre. "Men det er også vigtigt at have kræfter til dem derhjemme", siger Majken, som holder af at læse romaner, og som i sommersæsonen sejler med familien.
"Hvis jeg skal sige noget til andre med gigt, er det det her: Du kan godt fungere i et job. At du bliver afvist, betyder ikke, at du er en dårlig medarbejder, men det betyder blot, at de ikke kender dig og ikke ved, hvad du kan".
Majken ramte et sort hul, da hun endelig forstod, at hun måtte sadle om. Nu kommer hun i modsætning til dengang glad hjem hver dag. Det sætter familien pris på.
Vil skabe IT-netværk med ligesindede
Leo har fået en aftale med Hørsholm Kommune og er ansat som projektleder. Han søger andre gigtramte med kompetencer inden for IT til sine netværk.
"Jeg vil gerne have kontakt med designere, teknikere og programmører, der som jeg selv er blevet kasseret på grund af sygdom, men har masser at give til arbejdsmarkedet".
I halvandet år har Leo brugt sine egne og familiens kræfter på at løbe projektet i gang. Hans håb er at sprede ideen til flere kommuner, så netværkene med tiden kan dække hele landet.
"Virksomhederne mangler dygtige folk, og de mangler penge til at uddanne dem. Nu kan de betale for én person og i stedet få en hel gruppe kompetente folk, som brænder for deres arbejde, og som dækker for hinanden på dage, hvor leddene gør for ondt. Men jeg er langt fra den eneste i min situation. Og alt det vi kan, må nogen kunne få glæde af", siger han.
Du er velkommen til at kontakte Leo på tlf. 45 86 94 55 / 21 62 93 55, hvis du er interesseret i hans projekt.
Læs mere om gigt og arbejde
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 6-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 6-2009
Andre interessante sider
Sidst opdateret 05-07-2011



