Mere fokus på det vigtige i livet
![]() |
Tekst: Morten Linnemann. Foto: Rasmus Macdonald
Kristoffer Gamdrup på 32 år læser til arkitekt. For halvandet år siden blev hans studieliv gevaldigt udfordret, da han fik sygdommen reaktiv gigt – også kaldet Reiters sygdom. Det er en gigtsygdom, der bl.a. giver ledbetændelse i de store led på arme og ben. Ofte brænder sygdommen ud efter få måneder og forsvinder ligeså uforklarligt, som da den kom, men hos Kristoffer ser det ud til at have lange udsigter.
"Jeg har haft en masse forskellige gener, fx øjenbetændelse, ondt i hovedet og en hælspore med betændelse i hælen. Symptomerne er kun langsomt aftagende, så sygdommen kan strække sig over flere år, inden den brænder ud", fortæller han.
Han søgte sin kommune om revalidering, og fik det bevilget som et tilskud til sine studier, fordi han ikke som andre studerende har kræfterne til at tjene penge ved siden af.
"Det var en meget lang proces, hvor jeg blev set af flere forskellige læger. Det var en stor lettelse, da jeg fik tildelt revalidering", fortæller Kristoffer.
Mere målrettet
Takket være revalideringen følger Kristoffer nu studiet på fuld tid.
"Efter jeg fik Reiters, er jeg nok blevet mere målrettet på studiet. Jeg undersøger, hvad der er det vigtigste i de fag, jeg har, og fokuserer på at få læst det. At være mere målrettet giver de helt afgørende pauser og muligheden for at få slappet af, som jeg har brug for – det gør en kæmpe forskel", siger han.
"Jeg har også været glad for at mødes med andre i samme situation som mig og har fundet ud af, at mange går ned med stress, hvis de ikke passer på sig selv", fortæller han.
Slut med studentermad
"Gigtsygdommen har åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er at leve sundt. Før spiste jeg sådan noget almindelig dansk studentermad, som ikke lige var det sundeste, men jeg har lagt kosten helt om og spiser meget grønt og fedtfattigt. Jeg synes helt klart, at det gør en mærkbar forskel fysisk – og desuden har det den psykologiske effekt, at man selv føler, man kan gøre noget", fortæller han.
Desuden er Kristoffer begyndt at træne i motionscenter for at vedligeholde musklerne omkring leddene.
Fakta om reaktiv gigt
- Reaktiv gigt opstår under eller umiddelbart efter en infektion. Oftest er der tale om infektion i tarmen eller urinvejene med bakterier og lignende mikroorganismer (salmonella, campylobacter, yersinia og clamydia). Reaktiv gigt giver oftest betændelse i de store led på arme og ben. Sygdommen kan skyldes en reaktion i kroppens forsvarssystem (immunsystemet), som er sat i gang af infektionen. Navnet ’reaktiv gigt’ skyldes, at gigten er en reaktion på en infektion
- Reaktiv gigt har visse fælles karaktertræk med psoriasisgigt, Bechterews sygdom og tarmgigt. Man ved ikke hvor mange, der hvert år får reaktiv gigt
- Sygdommens forløb er i de fleste tilfælde godartet og aftager ofte inden for uger eller få måneder, hvorefter man er helt rask uden sygdomsfølger. I nogle tilfælde kan forløbet være længerevarende. Omkring halvdelen af de sygdomsramte kan få tilbagevendende symptomer
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 6-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 6-2009
Andre interessante sider
Sidst opdateret 05-07-2011



