Print
Forstør teksten Læs teksten op

Længe leve mennesker med gigt


Hjerteplante
Hjerte-kar-sygdom er en alvorlig og ofte overset følge til en række gigtsygdomme. Gigtforeningen er nu gået ind i en stor 5-årig satsning på Rigshospitalet, der skal give svar på, hvorfor disse gigtsygdomme overhovedet opstår – og hvorfor de medfører højere risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Tekst: Morten Linnemann. Illustration: DISGUISED 

Hvorfor får omkring 100.000 mennesker i Danmark gigtsygdomme som leddegigt, Bechterews sygdom, SLE (lupus) og sklerodermi? Og hvorfor har mennesker med disse sygdomme en højere risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom? Det er to af de hovedspørgsmål, som et nyt projekt på Rigshospitalets Reumatologiske Klinik skal give svar på.

"Omkring 100.000 danskere har leddegigt, SLE og andre gigtsygdomme, der fremkaldes af en uhensigtsmæssig reaktion i immunsystemet. Disse patienter ser ud til at blive tidligt forkalkede i deres årer. Det betyder, at deres risiko for blodprop i hjertet er væsentligt forøget, fortæller klinikchef på Rigshospitalets Reumatologiske Klinik, Søren Jacobsen, der skal stå i spidsen for den omfattende forskningsindsats.

"Faktisk ved man i dag, at mennesker med disse autoimmune gigtsygdomme i gennemsnit må forvente at leve 8-10 år kortere end den øvrige befolkning, og det skyldes i høj grad hjerte-kar-sygdomme".

Medvirker til åreforkalkning
Meget tyder på, at faktorer, der er særligt knyttet til gigtsygdommene, spiller en endnu større rolle end de traditionelle, kendte risikofaktorer ved hjerte-kar-sygdomme som fx rygning, forhøjet blodtryk og overvægt.

"Det ser ud til, at den betændelsestilstand, der er i kroppen ved leddegigt og de andre autoimmune sygdomme, har betydning for udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. Det kan måske skyldes, at betændelsestilstanden påvirker indersiden af blodkarrene, så fedtstoffer og andre skadelige substanser lettere trænger ind i karvæggen og dermed bidrager til åreforkalkning", forklarer Søren Jacobsen.

Nyere studier har antydet, at folk med bl.a. leddegigt skal have tjekket deres kolesteroltal mere systematisk og evt. tilbydes kolesterolsænkende medicin for at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Kolesterol er et fedtstof, der kan føre til åreforkalkning, men endnu ved man ikke, i hvilket omfang kolesterolsænkende medicin bør anbefales til patienter med leddegigt. Projektet på Rigshospitalet vil også sætte fokus på dette spørgsmål.

Støt forskningen
Gigtforeningens juleindsamling går i år til dette livsvigtige forskningsprojekt. Målet er længere og bedre liv til de omkring 100.000 gigtpatienter, der lever med en øget risiko for alvorlige hjerte-kar-sygdomme. Projektet er planlagt til at køre over en 5-årig periode - så der er brug for al den opbakning, vi kan skaffe.

Du kan være med til at gøre en forskel. Du kan støtte forskningsprojektet ved at give dit bidrag elektronisk her på hjemmesiden.

Du kan også ringe på telefon 90 56 57 57 eller sende en SMS til 1241 med teksten gigt - så giver du automatisk 100 kr., som betales over din næste telefonregning.

Læs mere om Gigtforeningens indsamlinger

Læs mere om forskning støttet af Gigtforeningen


Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 5-2009.

Læs flere artikler fra LedSager nr. 5-2009

Andre interessante sider

Sidst opdateret 30-11-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen