Ventede halvandet år på bolig
![]() |
Tekst: Morten Linnemann. Foto: Ole Skjalm
For to år siden blev 20-årige Nanna Olsen ramt af leddegigt, og over en periode på få uger blev hendes liv vendt helt på hovedet. Pludselig kunne hun ikke komme op i sin lejlighed på 1. sal i Korsør, hvor hun boede med sin kæreste, og det var umuligt at se, hvordan hun kunne blive boende der. Hun fandt derfor en anden lejlighed i stueplan og søgte Slagelse Kommune om at få betalt udgifter til flytning og huslejestigning – dette er kommunen forpligtet til at betale, når flytningen skyldes merudgifter på grund af sygdom. Alligevel fik Nanna afslag.
Boede i mors dagligstue
Hun har derfor i snart halvandet år boet i dagligstuen hos sin mor.
"Det er meget mærkeligt, når man er flyttet hjemmefra og så flytte hjem igen og skulle leve efter reglerne i min mors hus i stedet for mine egne. Og så sover jeg jo midt i stuen, så når min mor har gæster, må jeg forsøge at lægge mig hen og sove alligevel", siger hun.
Siden har både Statsforvaltningen og Ankestyrelsen givet Nanna ret i sagen: Slagelse Kommune skal betale for hendes flytning og merudgifter til en højere husleje. Dette fik dog ikke kommunen til at ændre holdning.
Men i juli 2009 skete der endelig noget. Efter at Gigtforeningens rådgivning flere gange havde været i kontakt med Nannas kommune om sagen, fik Nanna besked på, at hun nu kunne få lejligheden.
"Det er jo næsten ikke til at tro på. Jeg blev rigtigt glad. Nu kan jeg begynde at se for mig, hvor jeg skal bo, og hvordan jeg skal indrette mig fremover", siger Nanna.
"Jeg har fået rigtigt god hjælp fra Gigtforeningen. De der paragraffer er jo ikke til at forstå for almindelige mennesker", siger hun.
Gave til gigtbørn
På trods af Nannas vanskelige situation har hun samlet 3.000 kroner af sine egne penge sammen og givet til Rigshospitalets børneafdeling for gigtbørn:
"Jeg har tabt mit hjerte til de der ’Remicade-børn’. De sidder 1-4 timer og venter, mens de får deres medicin, og de har ikke noget at lave. Jeg har selv fået Remicade og bliver helt ked af det, når jeg ser de små børn og ved, at de har mange smerter og måske også begrænsninger. Så jeg har givet dem tre Playstation, computerspil og almindelige spil som Kalaha og den slags", siger Nanna.
Kontakt Gigtforeningens rådgivning med spørgsmål på tlf. 39 77 80 80.
Du kan også stille spørgsmål via rådgivningens brevkasse
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 4-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 4-2009
Andre interessante sider
Sidst opdateret 06-07-2011



