Print
Forstør teksten Læs teksten op

Rygpatienter lades i stikken

Rygpatienter, der hurtigt bliver undersøgt og behandlet i tværfaglige rygambulatorier, oplever stor bedring og kommer ofte tilbage på arbejde igen. Men sundhedsvæsenet prioriterer ikke den tværfaglige behandling, og mange patienter får slet ikke tilbuddet.

Tekst: Birgit Brunsted

Hvis lægerne hurtigt kan tilbyde rygpatienter et effektivt behandlingsforløb på et tværfagligt rygambulatorium, vil langt flere patienter slippe for at blive udstødt af arbejdsmarkedet. Samtidig sparer samfundet over 200.000 kroner pr. patient, primært på grund af sparede udgifter til sygedagpenge og førtidspension. Dertil kommer, at behovet for rygoperationer nedsættes betydeligt.

Det viser erfaringerne fra det tværfaglige rygambulatorium på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, hvor flere faggrupper er involveret i patientbehandlingen, bl.a. sygeplejersker, fysioterapeuter, læger og socialrådgivere. Patienter, der kommer i behandling her, oplever generelt bedring og har gode muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Det oplyser overlæge Claus Rasmussen, som er en af ildsjælene bag sygehusets tværfaglige rygambulatorium og står bag et projekt om forebyggelse af kronisk, invaliderende rygsygdom hos sygemeldte rygpatienter.

Under hver tredje får tilbud
Der er store menneskelige omkostninger forbundet med kronisk invaliderende rygsygdom. Efter 6-12 ugers sygefravær har patienten 30-50 procent risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet inden for de næste to år.

"Det er en meget truet gruppe, og vi skal have patienterne, inden der opstår usikkerhed om deres situation – så er det nogle helt andre mennesker at få ind. Vi siger til de praktiserende læger, at patienterne skal henvises inden for 12 uger, før de mister arbejdet", siger Claus Rasmussen.

Han tilføjer, at man skal undgå at henvise før fire uger, fordi rygsmerter ofte spontant forsvinder de første uger. Rygambulatoriets væsentligste målgruppe er patienter, som slet ikke oplever bedring inden for fire til otte uger.

Claus Rasmussen har i mange år kæmpet for at få bedre behandlingsforløb for rygpatienterne. Desværre oplever han, at de tværfaglige forløb ikke bliver prioriteret i sundhedsvæsenet. Derfor tilbydes færre end hver tredje af de relevante patienter i
Region Nordjylland et tværfagligt rygforløb hvert år.

"Vi har ikke ventelister. Vi tager dem, vi kan nå, og må sige nej til resten. For tager vi dem ikke inden for en uges tid, kommer vi over de kritiske 12 uger, og når de er gået, har patienterne mistet troen på at blive raske, og man skal have fat i dem inden da", siger han.

Claus Rasmussen tilføjer, at han ikke ved, hvad der sker med den resterende gruppe, men at de næppe får et ligeså godt forløb.

Ingen penge til det tværfaglige
I disse sparetider skulle man tro, at initiativer, der holder folk i arbejde og sparer samfundet for gennemsnitligt 200.000 kroner pr. patient, ville få stor opbakning og blive indført mange steder. Men sådan er det ikke. Det skyldes, at sygehusene får penge til deres behandlinger via et takst-system, men taksterne tager ikke højde for tværfaglige forløb som det i Hjørring.

Derfor bruger sygehuset 30 timer pr. tværfagligt behandlingsforløb, men bliver kun betalt for lidt over to timer, siger overlæge Claus Rasmussen:

"Alt det tværfaglige samarbejde eksisterer ikke i sygehusadministratorernes begrebsverden. Vi kan ikke blive ved med at lægge 30 arbejdstimer i og kun få det betalt med to timer, så derfor bliver vi nødt til at skære i vores ambulante tilbud og erstatte det med mere eller mindre overflødige kontrolundersøgelser af andre patienter", siger overlægen.

Ifølge Claus Rasmussen var Sundhedsstyrelsen og regionerne ellers begejstrede for ideen om et koordineret rygforløb, men siden er der ikke sket mere:

"Vi anbefalede en forløbspakke, der indeholder læger, sygeplejersker, skriftlig information, skanninger, samarbejde med praktiserende læge og kvalitetssikring. I ti år har vi ikke kunnet komme igennem med at få finansieret en sådan forløbspakke, på trods af de dokumenterede besparelser", siger Claus Rasmussen.

"Når det gælder forebyggelse og samarbejde, er det ikke til at komme igennem – det er nedslående", slutter han.

Tværfagligt rygforløb
Flere undersøgelser tyder på, at godt samarbejde og gennemtænkte patientforløb kan resultere i, at patienterne kommer på fode igen, og de sociale udgifter som følge af rygsmerter kan reduceres med op til 70 procent. Projektet på Sygehus Vendsyssel foregik i samarbejde med Socialforvaltningen i Hjørring Kommune og de praktiserende læger. Et af formålene var at forebygge kronisk invaliderende rygsygdom og udstødning fra arbejdsmarkedet hos sygemeldte rygpatienter. Dette foregik konkret via et tværfagligt forløb på rygambulatoriet, hvor patienterne, der havde været sygemeldt i 4-12 uger, kom i behandling uden ventetid.

Læs også artiklen "Hurtig behandling gav et rygstød"


Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 4-2009.

Læs flere artikler fra LedSager nr. 4-2009

Andre interessante sider

Sidst opdateret 06-07-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen