Hyben som smertebehandling
![]() |
Undersøgelser af hyben har vist, at det har en let smertelindrende effekt. Men hvordan det virker, er fortsat ikke klarlagt. Et studie støttet af Gigtforeningen skal give os ny viden om den vilde plante.
Tekst: Morten Linnemann. Foto: Disguised
Hyben indeholder mange forskellige vitaminer og mineraler. De har også vist sig at have en vis effekt på smerter ved fx gigtsygdomme.
"Indtagelse af hyben medfører ikke en total smertefrihed hos patienterne. Men studier har vist, at indtagelse af hybenpulver kan medføre en reduktion af smerter og stivhed hos personer med slidgigt i hofte og knæ. Nogle bruger det til at tage toppen af smerterne, så de ikke behøver at tage helt så meget af de traditionelle smertestillende midler", siger farmaceut, ph.d.-studerende, Lasse Saaby, der står bag projektet.
Han har fået 48.000 kroner af Gigtforeningen til at se nærmere på, hvordan plantestofferne i hyben virker.
"Det er ikke afgjort, om hyben virker på grund af en generel smertelindrende effekt, eller på grund af en betændelsesdæmpende effekt. Og det vil vi se nærmere på i studiet", siger han.
Nogle studier tyder på, at den smertelindrende effekt af hybenpulver aftager med tiden, men dette er ikke klarlagt.
Kan blive til ny medicin
En anden del af forskningsprojektet går ud på at finde og isolere de aktive stoffer i hyben. Hvis det lykkes, vil man måske kunne udvikle nye lægemidler, hvor man har ’skruet op’ for effekten af hyben:
"Vi vil gerne finde ud af præcist, hvad det er for stoffer i hyben, der virker. På den måde kan vi måske lave en skabelon til et nyt gigtlægemiddel, som vi kan arbejde videre med, siger Lasse Saaby.
Der findes mange hybenprodukter på markedet, men de kliniske undersøgelser, der har vist en positiv effekt af hyben, er indtil videre foretaget på et standardiseret hybenprodukt (Hyben Vital). Man kan ikke blot overføre resultaterne af disse undersøgelser på andre hybenprodukter. Desuden er det vigtigt, at du taler med din læge om brug af kosttilskud og naturlægemidler, da de kan give bivirkninger eller modarbejde den lægelige behandling.
Læs mere om hyben
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 3-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 3-2009



