Bodils biologiske behandling
 |
Tekst: Nina Vinther Andersen. Foto: Jens Bach
Hun elsker sin køkkenhave, men i over 20 år har Bodil Christensen haft svært ved at komme ned på alle fire for at luge ukrudtet væk mellem purløget og persillen i haven udenfor huset i Vildbjerg i Vestjylland.
Sådan er det ikke længere. Takket være et af de biologiske præparater kan den 51-årige kvinde i dag pleje sin have, som hun har lyst til. Ligesom hun selv kan skære sit kød over på tallerkenen og selv kan knappe sine bukser og ikke længere behøver spørge sin mand om hjælp til de mindste gøremål.
"Det tager jo stadig lang tid, men det gør ikke noget", ler hun.
Pressede på for biologisk behandling
Tid tog det også før Bodil Erikke Christensen fik lov til at få et af de nye biologiske lægemidler. I 2000 hørte hun om dem for første gang. Og selvom hun i årevis havde presset speciallægerne på hendes lokale sygehus i Holstebro og to gange fået at vide, at hun burde få denne behandling, så endte resultatet med, at de ikke udskrev medicinen til hende, efter de havde set resultaterne af hendes blodprøver og skanninger.
"Så blev jeg enig med min mand om, at nu ville vi sige stop. De havde ikke noget at tilbyde mig, når de ikke ville sætte mig i gang med en biologisk behandling", siger Bodil Christensen.
Derfor bad hun sin praktiserende læge om en henvisning til et andet sygehus, så hun kunne få en ny vurdering. Lægen spurgte, om der var en læge eller et sted, Bodil Christensen ville foretrække?
"Så sagde jeg Hans-Jacob Haga. Ham havde jeg hørt på et foredrag, og han virkede rigtig god. Han var på Esbjerg Sygehus. Og første gang, jeg mødte ham, sagde han: "Selvfølgelig skal du i gang med de biologiske. Det er der overhovedet ikke nogen tvivl om".
Der gik ikke mere end et par måneder, så mærkede hun ganske langsomt effekten sætte ind. Den dunkende smerte sad stadig i leddene, men nu kunne de stive fingre lige så stille bøjes, ligesom hånden kunne knyttes. Hun synes i det hele taget, hendes almene helbredstilstand er blevet markant bedre i de 23 ½ år, der er gået, siden gigten første gang brød ud.
Gigten startede i hendes fingre, efter hun fødte sit andet barn, og betød, at hun ikke længere kunne arbejde. Siden prøvede hun al den gængse medicin, men bivirkninger som udslet og dårlig mave gjorde, at hun lagde den på hylden. Hun har prøvet operationer og fået proteser i knoer og fingre. Hun har dyrket – og gør det stadig – motion i et træningscenter, hvor hun styrker sine muskler med rigtig god effekt. Hun har været på rekreation på Kong Christian X's Gigthospital i Gråsten, hvorfra hun kom hjem som ’et helt nyt menneske’.
Kører 100 km efter behandling
Men altid er gigten kommet snigende tilbage. Så da hun i 2000 hørte om de nye, biologiske lægemidler tænkte hun, at her måske var noget, der kunne hjælpe. Derfor lagde hun pres på lægerne – men uden held, indtil hun kom på Esbjerg Sygehus, som ligger i Region Syddanmark.
Nu kører hun cirka 100 kilometer hver 8. uge fra huset i Vildbjerg, hvor hun bor med sin mand og deres schæferhund Yackie, til Esbjerg Sygehus for at hente sin medicin, så hun kan sprøjte den ind i sit lår en gang om ugen. Det har hun gjort i de tre år, der er gået, siden hendes første besøg.
"Og jeg gør det med glæde. Men når jeg fortæller min historie til andre patienter her i regionen, så er deres reaktion: ’hvorfor må vi ikke få den behandling, når de må alle andre steder i landet", siger Bodil Christensen.
LedSager har forelagt Bodil Christensens sag og erfaringer for den specialeansvarlige overlæge på reumatologisk afdeling på Holstebro Sygehus. Han ønsker hverken at udtale sig om enkeltsager eller om problemstillingen generelt, og det gør hans kolleger heller ikke.
Læs også artiklen "Gigtpatienter forskelsbehandles"
Læs mere om biologisk behandling
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 3-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 3-2009
Sidst opdateret 06-07-2011
Brugerbetingelser