Sjov træning for alvor

Det fysisk aktiverende computerspil Wii er ikke længere kun for sjov. På Gigtforeningens Center for sundhed og træning i Skælskør mener man det ganske alvorligt, når man instruerer indlagte patienter i at bruge Wii som et træningsredskab i behandlingen.
Tekst: Morten Linnemann. Foto: Lars Rønbøg
- Åhhh, så gik det galt, griner Gitte Fremming. Hun har på tv-skærmen netop set sin lille pingvin på isflagen dratte ud over kanten og ned i vandet med et plump. I flere minutter var det ellers lykkedes hende at holde pingvinen stående på isflagen ved selv at holde balancen på en særlig balance-plade, der registrerer selv den mindste vægtforskydning og overfører den til pingvinen på tv-skærmen.
Gitte Fremming er indlagt på Center for Sundhed og Træning i Skælskør og stifter her for første gang bekendtskab med fænomenet Wii. En form for computerspil, hvor spillerens egne bevægelser i krop, ben og arme overføres direkte til spillene på skærmen, hvor man fx som pingvin skal holde balancen på en glat og vippende isflage.
"Det er rigtigt godt. Det træner balancen og stabiliteten, og så får det fat i de små korte muskler, som vi har lært, er vigtige at få trænet", siger Gitte Fremming, der er 41 år og på et 4 ugers ophold på centret for behandling af morbus Bechterew.
Nyt træningstilbud
Som et forsøg har Center for sundhed og træning i Skælskør siden februar 2009 haft tilbud om Wii-træning som supplement til de mange øvrige tilbud som varmtvandstræning, fysioterapi og fitnessrum.
"Vi bruger Wii til at træne patienternes balance og kropsbevidsthed og gøre dem bedre til at mærke efter, hvornår de bruger deres krop rigtigt uden at overbelaste. Nogle patienter bruger også konditionsprogrammerne, der i højere grad får pulsen op, siger fysioterapeut og Wii-instruktør på Skælskør", Jannie Elmhøj Pedersen.
| Ikke kun for sjov Der bliver grinet meget under Wii-træningen, og der er ingen tvivl om, hvad brugerne på Center for sundhed og træning synes om tilbuddet: Det er sjovt! "Det skal være sjovt at træne, får vi jo at vide. Og det her er rigtigt sjovt, og det gør det nemmere at træne. Jeg kan godt mærke i benene, at jeg trænede 10-12 minutter i går, siger Kitna Jørgensen, der er på et 4 ugers ophold på grund af leddegigt. Men faktisk er Wii så sjovt, at man i kampens hede risikerer at overbelaste kroppen. Derfor har man på centret udarbejdet en række træningsmetoder for Wii-træningen. Blandt andet bruger man kun sjældent de sportsspil, som Wii ellers er mest kendt for, blandt andet tennis, bowling og boksning: "Det er sjovt på en helt anden måde end den gængse træning, og det giver også en risiko for, at de overanstrenger sig", fortæller fysioterapeut Jannie Elmhøj Pedersen. | ![]() |
"Vi har besluttet, at brugerne max. må bruge Wii'en 15 minutter om dagen. Det er vigtigt, at de fokuserer på deres egen krop og mærker efter, hvordan det går. Derfor er vi også påpasselige med, at de ikke træner to og to sammen, da der hurtigt går konkurrence i den. Og så bruger vi kun sjældent sportsspillene, men i stedet træningsspillene, fordi her kommer patienten ned i tempo og kan mærke efter, om kroppen er med", siger hun.
"Jeg tror, at det kan hjælpe patienterne med at passe deres træning fremover, fordi det er mere motiverende og sjovt at gå i gang med derhjemme. Og øvelserne findes i en række sværhedsgrader, så man kan udvikle sin træning løbende", siger hun.
På storskærm
I begyndelsen var Wii-spillet koblet op på det almindelige fjernsyn, men siden er en 50-tommers skærm blevet indkøbt, så træningsoplevelsen er endnu større.
Gigtforeningens behandlingssteder i Århus og Middelfart skal i løbet af foråret også afprøve Wii som et muligt tilbud til deres patienter.
Fakta om Wii
Wii er en computer eller mere præcist en spillekonsol, der kan afvikle en række spil. Det særlige er, at kroppens bevægelser registreres og overføres direkte til spillerne på tv-skærmen. Dette sker enten via en balance-plade, som man står på, og som registrerer kroppens vægt og balancepunkt. Eller via en fjernbetjening, som man har i hånden. Det er firmaet Nintendo, der står bag Wii.
Sådan undgår du skader med Wii
I løbet af 2008 har der været meget omtale i medierne af skader på grund af Wii. Og der er faktisk grund til at være forsigtig med spillet – især hvis man har en lidelse i bevægeapparatet. På Gigtforeningens Center for sundhed og træning i Skælskør giver de følgende anbefalinger:
- Indtil du er fortrolig med dine egne fysiske grænser, så brug træningsspillene (kaldet Wii Fit) frem for sportsspillene (kaldet Wii Sports)
- Brug det max. 15 minutter om dagen – stop før, hvis du bliver for træt eller får smerter
- Vær opmærksom på, hvordan du bruger kroppen under de forskellige spil, så du undgår at overbelaste led eller muskler
- Som udgangspunkt må det ikke gøre ondt under træning – eller i hvert fald ikke mere ondt, end det plejer.
| "Det er rigtigt godt, synes jeg. Den hjælper meget på balancen. Jeg fik min diagnose morbus Bechterew lige før jul 2008, og jeg er super glad for at være hernede. Jeg får gang i kroppen, og også det at være blandt ligesindede er rigtigt godt. Træningen hjælper meget, men den træthed, der følger med den her sygdom, påvirker mig stadig". Gitte Fremming, Kalundborg, 41 år. Er 4 uger på centret i Skælskør som led i behandling af morbus Bechterew. Har tre børn på 8, 10 og 14 år. |
| "Jeg har prøvet det et par gange, og det fungerer rigtigt fint. Det er sjovt, og man bliver mere motiveret til at træne. Det er nok en fordel, når man er derhjemme og skal træne alene. Jeg overvejer, om jeg skal have en derhjemme også, men den er lidt dyr lige nu, synes jeg. Jeg var så øm i benene efter første gang, at det var svært at komme ned ad trappen. Det er nok meget godt med den begrænsning på, at man må træne max. 15 minutter ad gangen, ellers kan det hurtigt blive for meget". Sanne Larsen, Gørlev, 44 år. Fik diskusprolaps og slidgigt i ryggen efter en arbejdsskade for 10 år siden. Er 3 uger på Center for sundhed og træning i Skælskør. Arbejder til dagligt i billetsalget på Molslinien i Kalundborg. |
| "Ja, jeg vandt min boksekamp! Det er sjovt, og det er aktiverende. Vi griner meget over det. Jeg kan mærke, hvordan musklerne bliver aktiveret. Men det kan jo ikke stå alene som træning, og det gør det heller ikke". Jesper Gunnarsen, Østerbro, 54 år. Har siddet i kørestol i 20 år og har problemer med ryg og skulder. Er på centret i Skælskør i 3 uger. Arbejder til daglig i Dansk Handicapforbund og om sommeren som strandfoged ved Charlottenlund Fort. |
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 2-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 2-2009
Andre interessante sider
Sidst opdateret 06-07-2011



