7 år inden den rette diagnose
Uvished og usikkerhed var en del af Majbrit Christensens liv i 7 år, inden der endelig blev sat navn på hendes sygdom. Hendes beretning er indsendt til den såkaldte Edgar Stene-pris i konkurrence med en række andre europæiske bidrag.
Tekst: Majbrit Christensen, medlem af Gigtforeningen. Foto: Jesper Balleby
2001
'Er det mon muligt at finde en anden stol?', spørger jeg forsigtigt. Vil helst ikke være til besvær, men vinklen på den glatte gamle stol gør, at mine smerter i ryggen nærmer sig nedsmeltningspunktet. Psykiateren kigger analyserende på mig. 'Vi må hellere undersøge dit behov for særhensyn lidt nærmere'. Det gør vi så. Jeg får ingen stol. Jeg rejser mig heller ikke for at gå lidt omkring. Er bange for, hvad psykiateren vil få ud af det.
Jeg sidder hos den velmenende psykiater og mærker efter.
Efter flere års smerter og lægeundersøgelser er konklusionen 'ondt i livet'. Usikkerheden nager. Kan jeg stole på min egen oplevelse? Har jeg forfærdelige smerter? Eller er det noget, jeg bilder mig ind? For at få opmærksomhed? Hvis det er, må jeg VIRKELIG være psykisk syg. Jeg er bange. Oprigtigt bange. Føler og graver. Jo, der er sorg. Traumer. Jo, jeg kan godt finde dem.
Men jeg græder mest over de voldsomme og skærende smerter. Trætheden. Smerterne i hælene, der gør hvert dagligt skridt til ægte fakirtræning.
2003
Jeg sidder på reumatologisk afd. og formoder, at jeg igen skal ind og have at vide, at jeg fysisk er fuldstændig rask. En MR-scanning er blevet trumfet igennem af en ung reumatolog, der får medlidenhed med vores lille familie. 'Har I et lille barn?', udbryder han med forståelsens skræk i øjnene. ’Ja, men det har jo stået på alt for længe’, siger han og mener, at vi nu skal til bunds. Jeg er uendelig taknemmelig for det blik.
Vi sidder i konsultationsrummet. Den unge reumatolog kigger alvorligt på mig. 'Vi sender dig over til kirurgerne, operation, svære degenerative forandringer og Modic ...'. Jeg beslutter mig i dette øjeblik for at stoppe hos psykiateren.
2006
Trætheden og smerterne andre steder i kroppen kan stadig ikke forklares. Årene går. Jeg træner fortsat ihærdigt og undrer mig over alle de uforklarlige tilbagefald. Denne gang holder jeg fast! Jeg HAR smerter! Og trætheden er ikke psykisk. Jo, jeg bliver ked af det og reagerer psykisk, fordi lige meget, hvor flittigt jeg træner, så har jeg det dårligt. Føler mig magtesløs. Jeg må nedlægge mit succesfulde livsværk. Et teater skabt i samarbejde med en veninde og kollega. Har kæmpet i mange år for at holde fast, men må til sidst overgive mig. Bliver førtidspensionist.
JO! Jeg skal love for, at jeg reagerer psykisk, får brug for en psykolog og mister alt for meget liv og leg og glæde og frihed og indhold og mening til, at det er rimeligt ... Jeg er kun 40 år. Lever som en på 80. Oplever social isolation. Bruger ’fritiden’ på træning, fysioterapi, hvile, alternativ behandling, kæmper, kæmper ... you name it. Jo, jeg er træt.
Men jeg er ikke skør. Jeg holder fast. Insisterer. Men tvivler også. ER det måske alligevel ’psykisk?’ Jeg møder heldigvis en reumatolog. Hende stoler jeg på. Hun slipper mig ikke og følger mig i mange år. Og giver mig endelig svaret.
2008
Bindevævssygdom? HLA-B27 associeret hvad for noget? Entesopati? Spondylartropati? Inflammation? Spørgsmålene vælter ud. ’Vil det sige, at det og det og det er på grund af den sygdom?’ ’Ja. Det passer’, siger hun. Hendes blik viser mig, at hun forstår, at jeg er nødt til at spørge og forstå. Bekymringerne falder til ro. Det er fx ikke en hjertesygdom, at jeg har svært ved at trække vejret igennem i perioder. Det er bare bindevævssygdommen. Det er stadig ubehageligt ikke at kunne trække vejret igennem, men jeg bliver ikke bange længere. Bare stakåndet.
Min egen læge fortæller mig nu, at jeg ikke burde have været henvist til en psykiater. Min fysioterapeut lægger mit træningsprogram om efter diagnosen, da vi nu forstår, hvorfor og hvordan min krop opfører sig så mærkeligt. Brikkerne hvirvler rundt i mit hoved og lander endelig i et klart mønster. Jeg skal nok komme videre. Det kommer til at tage tid.
Krop og psyke hænger stadig sammen. Men nu arbejder jeg den anden vej. Der er en sygdom, og så er der en reaktion på den. Det bliver nu min opgave at kigge på den. ’For når det ikke kan være anderledes, kan det lige så godt være dejligt’, har en klog dame sagt til mig engang. Håber hun får ret :)
Læs mere om Edgar Stene
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 2-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 2-2009
Tekst: Majbrit Christensen, medlem af Gigtforeningen. Foto: Jesper Balleby
2001
'Er det mon muligt at finde en anden stol?', spørger jeg forsigtigt. Vil helst ikke være til besvær, men vinklen på den glatte gamle stol gør, at mine smerter i ryggen nærmer sig nedsmeltningspunktet. Psykiateren kigger analyserende på mig. 'Vi må hellere undersøge dit behov for særhensyn lidt nærmere'. Det gør vi så. Jeg får ingen stol. Jeg rejser mig heller ikke for at gå lidt omkring. Er bange for, hvad psykiateren vil få ud af det.
Jeg sidder hos den velmenende psykiater og mærker efter.
Efter flere års smerter og lægeundersøgelser er konklusionen 'ondt i livet'. Usikkerheden nager. Kan jeg stole på min egen oplevelse? Har jeg forfærdelige smerter? Eller er det noget, jeg bilder mig ind? For at få opmærksomhed? Hvis det er, må jeg VIRKELIG være psykisk syg. Jeg er bange. Oprigtigt bange. Føler og graver. Jo, der er sorg. Traumer. Jo, jeg kan godt finde dem.
Men jeg græder mest over de voldsomme og skærende smerter. Trætheden. Smerterne i hælene, der gør hvert dagligt skridt til ægte fakirtræning.
2003
Jeg sidder på reumatologisk afd. og formoder, at jeg igen skal ind og have at vide, at jeg fysisk er fuldstændig rask. En MR-scanning er blevet trumfet igennem af en ung reumatolog, der får medlidenhed med vores lille familie. 'Har I et lille barn?', udbryder han med forståelsens skræk i øjnene. ’Ja, men det har jo stået på alt for længe’, siger han og mener, at vi nu skal til bunds. Jeg er uendelig taknemmelig for det blik.
Vi sidder i konsultationsrummet. Den unge reumatolog kigger alvorligt på mig. 'Vi sender dig over til kirurgerne, operation, svære degenerative forandringer og Modic ...'. Jeg beslutter mig i dette øjeblik for at stoppe hos psykiateren.
2006
Trætheden og smerterne andre steder i kroppen kan stadig ikke forklares. Årene går. Jeg træner fortsat ihærdigt og undrer mig over alle de uforklarlige tilbagefald. Denne gang holder jeg fast! Jeg HAR smerter! Og trætheden er ikke psykisk. Jo, jeg bliver ked af det og reagerer psykisk, fordi lige meget, hvor flittigt jeg træner, så har jeg det dårligt. Føler mig magtesløs. Jeg må nedlægge mit succesfulde livsværk. Et teater skabt i samarbejde med en veninde og kollega. Har kæmpet i mange år for at holde fast, men må til sidst overgive mig. Bliver førtidspensionist.
JO! Jeg skal love for, at jeg reagerer psykisk, får brug for en psykolog og mister alt for meget liv og leg og glæde og frihed og indhold og mening til, at det er rimeligt ... Jeg er kun 40 år. Lever som en på 80. Oplever social isolation. Bruger ’fritiden’ på træning, fysioterapi, hvile, alternativ behandling, kæmper, kæmper ... you name it. Jo, jeg er træt.
Men jeg er ikke skør. Jeg holder fast. Insisterer. Men tvivler også. ER det måske alligevel ’psykisk?’ Jeg møder heldigvis en reumatolog. Hende stoler jeg på. Hun slipper mig ikke og følger mig i mange år. Og giver mig endelig svaret.
2008
Bindevævssygdom? HLA-B27 associeret hvad for noget? Entesopati? Spondylartropati? Inflammation? Spørgsmålene vælter ud. ’Vil det sige, at det og det og det er på grund af den sygdom?’ ’Ja. Det passer’, siger hun. Hendes blik viser mig, at hun forstår, at jeg er nødt til at spørge og forstå. Bekymringerne falder til ro. Det er fx ikke en hjertesygdom, at jeg har svært ved at trække vejret igennem i perioder. Det er bare bindevævssygdommen. Det er stadig ubehageligt ikke at kunne trække vejret igennem, men jeg bliver ikke bange længere. Bare stakåndet.
Min egen læge fortæller mig nu, at jeg ikke burde have været henvist til en psykiater. Min fysioterapeut lægger mit træningsprogram om efter diagnosen, da vi nu forstår, hvorfor og hvordan min krop opfører sig så mærkeligt. Brikkerne hvirvler rundt i mit hoved og lander endelig i et klart mønster. Jeg skal nok komme videre. Det kommer til at tage tid.
Krop og psyke hænger stadig sammen. Men nu arbejder jeg den anden vej. Der er en sygdom, og så er der en reaktion på den. Det bliver nu min opgave at kigge på den. ’For når det ikke kan være anderledes, kan det lige så godt være dejligt’, har en klog dame sagt til mig engang. Håber hun får ret :)
Læs mere om Edgar Stene
Denne artikel er fra Gigtforeningens medlemsblad LedSager nr. 2-2009.
Læs flere artikler fra LedSager nr. 2-2009
Andre interessante sider
Sidst opdateret 06-07-2011
Brugerbetingelser