Reumatologisk afdeling
![]() |
Reumatologisk afdeling, Kong Christian X’s Gigthospital drives og ejes af Gigtforeningen. Den varetager gennem aftale med Region Syddanmark den basisreumatologiske funktion i Sønderjyllands optageområde, svarende til et umiddelbart optageområde på 253.000 borgere. Hospitalet modtager endvidere i betydeligt omfang basisreumatologiske patienter fra de øvrige regioner specielt til reumatologisk rehabilitering.
Afdelingens hovedopgaver er diagnostik, behandling og pleje af reumatologiske patienter og den dertil hørende uddannelse af personale, forskning, udvikling og kvalitetssikring.
Hospitalet indgår under Sygehus Sønderjylland som praktiksted for uddannelsessøgende.
Hospitalets ambulatorium modtager fortrinsvis patienter fra hospitalsafdelinger og praktiserende læger i Region Syddanmark, dog ses en stigende henvisningsfrekvens af patienter fra de øvrige regioner. Tilknyttet den ambulante funktion indgår ugentlig udetjeneste på konsulentbasis på øvrige sygehuse i Sønderjylland.
Hospitalets sengeafdeling modtager patienter fra hospitalets ambulatorium, fra andre hospitalsafdelinger og fra praktiserende speciallæger.
Sengeafdeling
Hospitalet har 46 heldøgns senge i 3 sengeenheder. Der er desuden 5 daghospitalssenge.
Der er ca. 800 indlæggelser årligt. Det er overvejende patienter med et bredt spektrum af gigtsygdomme med behov for tværfaglig specialiseret rehabilitering. Den gennemsnitlige liggetid er 16,5 dage.
Blandt de indlagte patienter er ca. 75 % fra Region Syddanmark og 25 % fra de øvrige regioner med overvægt fra Region Midt.
Diagnosefordeling af patienter behandlet under indlæggelse på Gigthospitalet
| Kronisk leddegigt | 41 % |
| Rygsygdomme | 17 % |
| Morbus Bechterew/reaktiv artrit | 8 % |
| Slidgigt | 8 % |
| Bindevævslidelser (arteritis temporalis, lupus erythematosus disseminatus, andre) | 7 % |
| Psoriasisgigt | 4 % |
| Uspecificeret artrit | 3 % |
| Urinsyregigt | 2 % |
| Andre | 10 % |
Ambulatorium
Hospitalets ambulatorium varetager årligt ca. 16.000 ambulante behandlinger, udredninger og kontroller. 93 % kommer fra Region Syddanmark. Ambulatoriet består af almindeligt ambulatorium og den biologiske enhed, hvor de biologisk behandlede patienter er samlet.
Ambulatoriet er præget af en stor og stigende gruppe af kroniske patienter med inflammatoriske sygdomme, der har behov for langvarig, evt. livslang kontrol på grund af behandling med potentielt toksiske farmaka, ofte med flere samtidige farmaka. Dette kræver høj specialefaglig ekspertise hos ambulatorielægerne.
I forbindelse med udredning og monitorering gennemføres der ca. 800 MR skanninger, 500 ultralydsskanninger og 1000 DEXA skanninger årligt.
Diagnosefordeling af patienter behandlet ambulant på Gigthospitalet
| Kronisk leddegigt | 56 % |
| Bindevævslidelser (arteritis temporalis, lupus erythematosus disseminatus, andre) | 9 % |
| Psoriasisgigt | 7 % |
| Morbus Bechterew/reaktiv artrit | 6 % |
| Uspecificeret artrit | 6 % |
| Rygsygdomme | 5 % |
| Slidgigt | 3 % |
| Urinsyregigt | 2 % |
| Børnegigt | 2 % |
| Andre | 4 % |
Afdelingen har en betydelig rehabiliteringsfunktion med fokus på inflammatoriske gigt- og bindevævslidelser.
Hospitalet deltager i børnereumatologisk funktion gennem ugentlig konsulentfunktion på pædiatrisk afdeling Sønderborg Sygehus.
Hospitalet har en lang tradition og forskningsbaseret ekspertise indenfor varetagelse af patienter med kronisk leddegigt og spondylartropatier (Morbus Bechterew og psoriasis artrit).
![]() |
Herunder særlig indsats for tidlig opsporing og behandling af patienter med nyopdaget leddegigt.
Behandling af leddegigt og spondylartropatier (Morbus Bechterew og psoriasis artrit) med nye biologiske lægemidler
Denne form for behandling er i Sønderjylland centraliseret på Kong Christian X’s Gigthospital
Gigtskole for leddegigt patienter, patienter med Morbus Bechterew og patienter med arvelige bindevævssygdomme
Udredning og behandling af generaliserede bindevævssygdomme på basisniveau
Håndtering af generaliserede bindevævssygdomme sker i samarbejde med Reumatologisk sektion, Medicinsk afdeling C, Odense Universitetshospital vedrørende patienter der kræver samtidig ikke-reumatologisk højtspecialiseret kompetence
Udredning i samarbejde med specialtandlæge og øjenlæger er etableret omkring Sjøgrens sygdom
Rehabilitering af kroniske rygpatienter der ikke kan håndteres i primærsektoren
Disse patienter varetages i tværfagligt regi
Rehabilitering af patienter med arvelige bindevævssygdomme
Disse patienter varetages på hold basis i tværfagligt regi
Muskeloskeletal billeddiagnostik
Hospitalet har to ultralydsskannere, heraf en højteknologisk skanner med farve og power doppler og 3D simulation, en lavvolt ekstremitets MR skanner og en DEXA skanner. Undersøgelsesteknikkerne indgår i som en daglig rutine i hospitalets arbejde både i sengeafdeling og i ambulatorium.
Ultralydsskanning anvendes i forbindelse med diagnostik, ultralydsvejledt punktur og injektionsbehandling m.v. 3 af afdelingens læger behersker teknikken. Afdelingen har udviklet en formaliseret uddannelsesplan for uddannelsessøgende læger i ultralydsskanning.
Ekstremitets MR skanning indgår i hospitalets diagnostik af tidlig artrit og i forbindelse med vurdering af primært idrætsskader. Hospitalet har tilknyttet radiolog med særlig interesse for MR diagnostik.
DEXA skanning indgår i osteoporose diagnostik under Sygehus Sønderjylland og forebyggelse af sekundær osteoporose hos patienter med inflammatoriske bindevævssygdomme. Kvalitetssikring og forskning indgår som del af den muskeloskeletale billeddiagnostik med fokus på udredning af tidlig artrit
Autoimmun laboratoriediagnostik
Hospitalet har eget autoimmunlaboratorium og varetager analyse af ANA og IgM-RF for Sygehus Sønderjylland. Der er endvidere etableret AKA, anti-CCP og ANCA i laboratoriet
Forskning
Hospitalet har en længerevarende og kontinuert forskningsindsats inden for epidemiologiske og bindevævsbiologiske aspekter ved leddegigt og inflammatoriske rygsygdomme. Afdelingen er ansvarlig for multicenter interventionsstudier fortrinsvis inden for leddegigt. Der er et mangeårigt forskningssamarbejde med universitetsafdelingerne i Danmark, fortrinsvis Reumatologisk sektion, Medicinsk afdeling C, Odense Universitetshospital
Uddannelse
Hospitalet har præ- og postgraduate uddannelsesopgaver. Afdelingen har 1 forskningslektor, der varetager vejledning og bedømmelsesopgaver for Ph.d. studerende. Hospitalet har aktuelt 3 klassificerede 1. reservelægestillinger, 2 blokstillinger i almen medicin og to introduktionsstillinger i intern medicin. Hospitalet indgår i den nye speciallægeuddannelse i reumatologi i sydregionen, hvor ansatte læger fungerer 2 1/2 år på hospitalet ud af 5 års uddannelse. Hospitalet fungerer som uddannelsessted for sygeplejestuderende, social- og sundhedsassistentelever og socialrådgiverstuderende.
Tværfaglig kompetenceudvikling og opgavedeling
Hospitalet arbejder på etablering af reumatologisk specialistsygeplejerske, med fokus på særlige funktioner, som patientsikkerhedsansvarlig og kvalitetskoordinator.
Kvalitetsudvikling
Hospitalet er akkrediteret gennem en international akkrediteringsorganisation, og der foregår et tæt samarbejde med Region Syddanmark på flere områder.
Afdelingen er stærk repræsenteret i eksterne faglige og organisatoriske fora: MTV rapport om tidlig diagnostik og behandling af leddegigt, Lærebog i Reumatologi, Sekretær funktion i Dansk Reumatologisk Selskab, Næstformand i Gigtforeningens Forskningsudvalg, medlem af Amtslige Forskningsudvalg, Forskningsråd, Råd for Lægelig Videreuddannelse og Regionale uddannelsesudvalg i Reumatologi.
Sektionen har gennem den seneste 5 års periode gennemført flere faglige og organisatoriske udviklingsinitiativer, hvoraf følgende kan nævnes:
- Etablering af tidlig artrit klinik
- Implementering og udvikling af ultralydsfunktion
- Implementering af nye biologiske behandlinger til inflammatoriske ledsygdomme
- Etablering af forskningsenhed (med aktuelt 2 Ph.d.studerende)
- Etablering af lokal GCP enhed
- Gennemførelse af kvalitetssikringsprojekt
- Etablering af kvalitetssikrings- og forskningsdatabaser (leddegigt og Bechterews sygdom)
Kommende udviklingsinitiativer omfatter bl.a. følgende:
- Udbygning og koordinering af tidlig artrit klinik og billeddiagnostisk enhed
- Etablering af selvstændigt afsnit for biologisk behandling af inflammatoriske ledsygdomme
- Organisatorisk og ledelsesmæssig udvikling, omfattende funktionsbeskrivelse og etablering af trio ledelse samt komplementær styrkelse af forskningsledelsen
- Kvalitetssikring af diagnostik og behandling af reumatologiske patienter med deltagelse i landsdækkende reumatologiske databaser
- Implementering af den nye lægelige videreuddannelse
- Udvikling af kvalitets og sikkerhedsorganisation
- Udvikling af den reumatologiske specialsygeplejerske funktion
- Styrkelse af tværregionalt samarbejde gennem flere forskningsprojekter.
Hospitalsledelsen refererer til vicedirektør i Gigtforeningen.
| Hospitalschef: | Thue Boye Hvorslev |
| Ledende overlæge: | Lis Smedegaard Andersen |
| Ledende sygeplejerske: | Bente Rasmussen |
![]() |
Reservelægerne indgår i et 7- skiftet forvagtslag. Der er etableret formaliseret speciallæge bagvagtfunktion i form af en overenskomstmæssig beredskabsvagt.
Sekretærfunktionen omfatter 10 fuldtidsstillinger.
Køkkenet er normeret med 11 fuldtidsstillinger.
Rengøring er normeret med 9,5 fuldtidsstilling.
Plejebemandingen i sengeenhederne, ambulatoriet og dagenheden udgøres af 46 fuldtidsstillinger.
Røntgen er normeret med 3,7 fuldtidsstilling.
Terapien udgøres af 12 fuldtidsstillinger i fysioterapien og 6 stillinger i ergoterapien.
Til laboratoriet er tilknyttet 5 fuldtidsstillinger.
Administrationen er normeret med 4 fuldtidsstillinger.
Teknisk afdeling er bemandet med 3 fuldtidsansatte.
Der er ansat socialrådgiver og diætist.
Kvalitetsakkreditering er sammen med udviklingen indenfor reumatologien krumtappen i kvalitetsarbejdet på Kong Christian X’s Gigthospital.
At en institution er akkrediteret betyder, at den opfylder en række fastlagte kvalitetskriterier. Beslutning om, hvorvidt institutionen lever op til standarderne, og dermed akkrediteres, træffes ved, at nogle kontrollanter besøger og gennemgår institutionen.
Akkreditering gives typisk for 3 år ad gangen, hvorefter akkrediteringen skal fornyes ved et nyt besøg.
Gigthospitalet er akkrediteret 3 gange.
2 gange efter kvalitetsstandarder fra det engelske firma CHKS i perioden fra 30. november 2003 til 30. november 2009 og senest efter "Den Danske Kvalitetsmodel" (DDKM) i perioden 4. juni 2010 til 4. juni 2013.
Den Danske Kvalitetsmodel omfatter standarder inden for nedenstående områder:
- Patientoplevet kvalitet
- Faglig kvalitet
- Organisatorisk kvalitet
Standarderne er bygget op på en måde, så de sikrer vedvarende udvikling indenfor områderne.
Læs mere om Den Danske Kvalitets model på www.sundhed.dk








