Forskningsseminar 2009
 |
Epidemiologi er en forskningsdisciplin, der beskæftiger sig med sygdommes forekomst i befolkninger, og som vurderer hypoteser om årsagen til sygdom, samt virkningen af forebyggelse og behandling.
Under titlen ”Gigtens epidemiologi ” kunne vi for de 160 deltagere præsentere en række skandinaviske forskere, der holdte oplæg om deres forskning inden for forekomsten og fordelingen af slidgigt og leddegigt i befolkningen, om sygdommenes mulige årsager og mulighederne for at sætte ind med forebyggelse.
Forskningsseminarets indhold
Seminarets foredrag var opdelt i fire hovedblokke:
- Et generelt epidemiologisk perspektiv på gigtsygdomme
- Resultater fra udvalgte nationale operationsregistre
- Leddegigt og biologisk medicin - analyser af registerundersøgelser
- Slidgigt - udbredelse og risikofaktorer
Oplægsholdere
Professor Kristian Stengaard-Pedersen, professor Anders Foldspang, seniorforsker Karin Helweg-Larsen, afdelingslæge, ph.d. Susanne Wulff Svendsen, 1. reservelæge, ph.d. Alma B. Pedersen, overlæge, forskningslektor Merete Lund Hetland, professor Tore Kvien, overlæge Stig Sonne Holm, professor Stefan Lohmander.
Se forskningsseminarets fulde program (pdf)
Læs omtaler af oplæggene og oplægsholdernes fulde præsentationer:
Alt for lidt forskning i forebyggelse af gigt
Vil vi have rimelig uafhængig viden, der skal bruges til forebyggelse, skal der investeres, og man skal være opmærksom på, at forebyggelsesforskning kræver samme evidensbehov som behandlingsforskning.
Anders Foldspang efterlyste en forskningsstrategi: Forebyggelsen mangler en samlet organisation, forskningsindsatsen er præget af enkeltinitiativer, og vi mangler en udviklingsstrategisk satsning på eksisterende miljøer, måske med ad hoc udbygning, sagde han, og pegede på behovet for at oprette grundforskningsenheder ved universiteterne vedrørende bevægeapparatets funktion og krav.
Blandt de væsentlige udfordringer i årsags- og forebyggelsesforskning for gigtsygdomme sagde Anders Foldspang, at den eksisterende forskning på området er af så ringe omfang, så vi næsten står i en startsituation. Der er brug for dokumentationssystemer, der kan understøtte beslutninger, favorable data-adgange og registre - og som rosinen i pølseenden: Investeringer.
Med hensyn til forskningsstrategi er de vigtigste udfordringer: Bæredygtige forskningsmiljøer, professionalisering, økonomisk og etisk prioritering samt brugerundersøgelser og - indflydelse. Og endelig en forskningsorganisation, der støtter strategiudvikling, strategievaluering og strategijustering.
Se præsentationen "Udfordringer i årsags- og forebyggelsesforskning" (pdf)
| Oplæg af: Professor, dr. med. Anders Foldspang, Afdeling for sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Anders Foldspang lagde ud med en problemanalyse, hvor han så på forskningsindsatsen inden for befolkningsepidemiologi og forskning i gigtsygdommenes årsager. Han pegede på, at forskningen i gigtsygdomme er sparsom og sammenlignede med den omfattende forskning i hjerte-kar-sygdomme, der også har krævet store investeringer. Anders Foldspang mener, at der skal forskes på en helt anden måde og i et helt andet omfang, hvis vi vil vide mere om gigtsygdommes årsag og forebyggelse. |  |
Vil vi have rimelig uafhængig viden, der skal bruges til forebyggelse, skal der investeres, og man skal være opmærksom på, at forebyggelsesforskning kræver samme evidensbehov som behandlingsforskning.
Anders Foldspang efterlyste en forskningsstrategi: Forebyggelsen mangler en samlet organisation, forskningsindsatsen er præget af enkeltinitiativer, og vi mangler en udviklingsstrategisk satsning på eksisterende miljøer, måske med ad hoc udbygning, sagde han, og pegede på behovet for at oprette grundforskningsenheder ved universiteterne vedrørende bevægeapparatets funktion og krav.
Blandt de væsentlige udfordringer i årsags- og forebyggelsesforskning for gigtsygdomme sagde Anders Foldspang, at den eksisterende forskning på området er af så ringe omfang, så vi næsten står i en startsituation. Der er brug for dokumentationssystemer, der kan understøtte beslutninger, favorable data-adgange og registre - og som rosinen i pølseenden: Investeringer.
Med hensyn til forskningsstrategi er de vigtigste udfordringer: Bæredygtige forskningsmiljøer, professionalisering, økonomisk og etisk prioritering samt brugerundersøgelser og - indflydelse. Og endelig en forskningsorganisation, der støtter strategiudvikling, strategievaluering og strategijustering.
Se præsentationen "Udfordringer i årsags- og forebyggelsesforskning" (pdf)
Landmænd i størst risiko for slidgigt
Men det er usikkert at regne med selvrapporterede data, fordi de afhænger af familie, alder og køn, sagde Karin Helweg-Larsen. Derfor er der ved analyser af betydningen af forskellige faktorer for udviklingen af slidgigt anvendt oplysninger om hospitalsbehandlet slidgigt
Karin Helweg-Larsen nævnte en række udvalgte risikofaktorer for udvikling af svær slidgigt:
Alder + 45, det gælder begge køn. BMI over 30, det gælder mænd, men ikke kvinder. Tidligere rygning, en tendens for mænd, men ikke for kvinder. Indtag af smertestillende medicin, det gælder begge køn.
Med hensyn til spørgsmålet om fedme er årsag eller virkning, tyder vore tal på, at der er større risiko for at udvikle fedme når man får slidgigt – end der er for at udvikle slidgigt pga. fedme, alene, sagde Karin Helweg-Larsen. Men fedme er generelt den faktor, hvor der er størst sammenhæng med slidgigt.
Idrætsskader spiller en rolle for udviklingen af slidgigt, især skader på knæled, knæ og ankel både inden for elitefodbold og anden sportsudøvelse. Der er behov for mere forskning i de mulige skadevirkninger af eliteidræt og overdreven motion med utrænede muskler, samt i idrætsskaders betydning for udviklingen af slidgigt.
Oplysninger om indlæggelser og operationer er ikke et entydigt mål for udviklingen i slidgigt, idet antal indlæggelser og operationer afhænger af det aktuelle fokus på slidgigt som en sygdom, der enten kan eller skal opereres.
Regeringen har valgt, at der inden for denne lidelse ikke må være ventetid, og adgangen til behandling på privathositaler er derved blevet stærkt forøget. Privathospitalers villighed til at operere og det faktum, at udvalgte dele af befolkningen har sygeforsikringer, får derved indflydelse på sygehuskontakter og operationsindikationer.
Se præsentationen "De nationale befolkningsundersøgelser – udvikling i forekomst af slidgigt og risikofaktorer"
| Oplæg af: Karin Helweg-Larsen, Seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet Branchetilhørsforhold betyder meget for udviklingen af slidgigt - kontorfolk har mindst og folk, der arbejder i landbruget, byggefag og transportsektoren har større forekomst af slidgigt. Dog formodes det, at der inden for mange erhverv så som gulvlæggere og bygningsarbejdere er en faldende risiko pga. mindre belastende fysiske arbejdsforhold. I perioden 1987 til 2005 er der ikke sket en stigning i forekomsten af slidgigt blandt danskerne, ud fra selvrapporterede oplysninger, dvs. spørgeskemaundersøgelserne blandt et repræsentativt udsnit af voksne i Danmark. |  |
Men det er usikkert at regne med selvrapporterede data, fordi de afhænger af familie, alder og køn, sagde Karin Helweg-Larsen. Derfor er der ved analyser af betydningen af forskellige faktorer for udviklingen af slidgigt anvendt oplysninger om hospitalsbehandlet slidgigt
Karin Helweg-Larsen nævnte en række udvalgte risikofaktorer for udvikling af svær slidgigt:
Alder + 45, det gælder begge køn. BMI over 30, det gælder mænd, men ikke kvinder. Tidligere rygning, en tendens for mænd, men ikke for kvinder. Indtag af smertestillende medicin, det gælder begge køn.
Med hensyn til spørgsmålet om fedme er årsag eller virkning, tyder vore tal på, at der er større risiko for at udvikle fedme når man får slidgigt – end der er for at udvikle slidgigt pga. fedme, alene, sagde Karin Helweg-Larsen. Men fedme er generelt den faktor, hvor der er størst sammenhæng med slidgigt.
Idrætsskader spiller en rolle for udviklingen af slidgigt, især skader på knæled, knæ og ankel både inden for elitefodbold og anden sportsudøvelse. Der er behov for mere forskning i de mulige skadevirkninger af eliteidræt og overdreven motion med utrænede muskler, samt i idrætsskaders betydning for udviklingen af slidgigt.
Oplysninger om indlæggelser og operationer er ikke et entydigt mål for udviklingen i slidgigt, idet antal indlæggelser og operationer afhænger af det aktuelle fokus på slidgigt som en sygdom, der enten kan eller skal opereres.
Regeringen har valgt, at der inden for denne lidelse ikke må være ventetid, og adgangen til behandling på privathositaler er derved blevet stærkt forøget. Privathospitalers villighed til at operere og det faktum, at udvalgte dele af befolkningen har sygeforsikringer, får derved indflydelse på sygehuskontakter og operationsindikationer.
Se præsentationen "De nationale befolkningsundersøgelser – udvikling i forekomst af slidgigt og risikofaktorer"
Et arbejdsmedicinsk perspektiv på udvalgte bevægeapparatlidelser med fokus på registerbaseret forskning
| Oplæg af: Susanne Wulff Svendsen, afdelingslæge ph.d., Dansk Ramazzini Center, Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Universitetshospital Kun to studier om skulderlidelser Susanne Wulff Svendsen indledte med at definere de arbejdsmedicinske områder:
|  |
Susanne Wulff Svendsen sagde, at når man skal bruge registre om helbred og erhverv, er hovedpointen, at man er nødt til at skaffe sig mere objektiv viden om de belastninger, folk er ude for. Det gælder således hofte- og knæartrose, hvor eksponerings-respons-sammenhængene er uklare – man ved med andre ord ikke, hvor stor belastning der skal til, før risikoen for artrose øges. Det skyldes, at den eksisterende viden går på jobgruppe og selvrapporterede eksponeringer, som kan være påvirkede af, om folk har smerter.
Derfor har man på Arbejdsmedicinsk Klinik udarbejdet en såkaldt Jobeksponerings-matrice, hvor man kan lægge oplysninger om folks job ind for at skaffe sig mere objektiv viden.
Med hensyn til skulderproblemer kan man forfine det yderligere, fordi forskerne nu har apparatur til at måle eksponeringerne for blandt andre slagteriarbejdere, industriarbejdere og håndværkere, hvis arbejde medfører skulderbelastninger. Ved hjælp af Jobeksponeringsmatricen kan man, baseret på målinger, få lavet ’en dosis’ for, hvor højt armen skal være løftet for, at det giver skuldersygdom.
Der er også udarbejdet et referencedokument, hvor man har gennemgået evidensen for, at arbejdet har betydning for skulderlidelser. Nogle studier viser evidens, men det er svært at sige, hvor højt og hvor længe, armen skal være løftet for, at det giver skuldersygdom.
Susanne Wulff Svendsen sagde, at der mangler forløbsstudier, hvor man kortlægger skulderbelastningerne, før folk bliver syge. Der findes kun to studier med i alt under 1000 deltagere. Men der er en forskningsdatabase på vej til studier af muskuloskeletale sygdommes årsager og forløb, der skal omfatte 40.000 personer. Forskerne vil også se på skulderoperationer, hvor der sket en firedobling fra 1996 til 2006.
Flere med slidgigt og færre med leddegigt får ny hofte
En dansk undersøgelse viser, at der er 20 pct. lavere dødelighed 90 dage efter hofteoperation for patienter med slidgigt i forhold til den øvrige befolkning, hvilket formentlig skyldes selektion af patienter, mens at 90 dages dødeligheden hos leddegigtpatienter er den samme som hos baggrundsbefolkningen.
Lille risiko for venøs blodprop
Risikoen for venøs blodprop inden for 90 dage efter kunstighofteoperationen i Danmark er 1 pct., på trods af, at alle patienter får forebyggende behandling. Selv om risikoen kan anses som lille, så er det tidligere vist at dødelighed efter en venøs blodprop er høj, dvs. 75 pct. af patienter overlever 7 dage, 72 pct. 30 dage og 64 pct. et år efter blodproppen.
Risikoen for venøs blodprop efter indsættelse af en kunstig hofte er mindre hos patienter med leddegigt end hos patienter med slidgigt. Nemlig en risiko på 0,54 pct. mod 1,03 pct. for slidgigtpatienternes vedkommende.
Kun 15 pct. af blodprop-patienterne bliver indlagt på ortopædkirurgiske afdelinger, mens 85 bliver indlagt på andre afdelinger, især medicinske.
Se præsentationen "Total hoftealloplastik operation i Danmark - forekomst, risikofaktorer og prognose" (pdf)
| Oplæg af: Alma B. Pedersen, ph.d., afdelingslæge, Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital. Der indsættes flere end 8500 kunstige hofter i Danmark hvert år - inklusive 1500 revisioner, hvor man genudskifter en kunstig hofte, der tidligere er sat ind. Flere kvinder end mænd får en ny hofte. I Danmark, hyppigheden af indsættelse af ny hofte på grund af slidgigt er stadigt stigende, hvorimod den er faldende for leddegigtpatienter. Den totale overlevelse af kunstig hofte efter 13 år er 90 pct. Kvinder over 50 har 20 pct. bedre overlevelse af kunstig hofte efter 13 år end mænd, hvorimod ingen forskel mellem mænd og kvinder kan observeres for patienter under 50 år. |  |
En dansk undersøgelse viser, at der er 20 pct. lavere dødelighed 90 dage efter hofteoperation for patienter med slidgigt i forhold til den øvrige befolkning, hvilket formentlig skyldes selektion af patienter, mens at 90 dages dødeligheden hos leddegigtpatienter er den samme som hos baggrundsbefolkningen.
Lille risiko for venøs blodprop
Risikoen for venøs blodprop inden for 90 dage efter kunstighofteoperationen i Danmark er 1 pct., på trods af, at alle patienter får forebyggende behandling. Selv om risikoen kan anses som lille, så er det tidligere vist at dødelighed efter en venøs blodprop er høj, dvs. 75 pct. af patienter overlever 7 dage, 72 pct. 30 dage og 64 pct. et år efter blodproppen.
Risikoen for venøs blodprop efter indsættelse af en kunstig hofte er mindre hos patienter med leddegigt end hos patienter med slidgigt. Nemlig en risiko på 0,54 pct. mod 1,03 pct. for slidgigtpatienternes vedkommende.
Kun 15 pct. af blodprop-patienterne bliver indlagt på ortopædkirurgiske afdelinger, mens 85 bliver indlagt på andre afdelinger, især medicinske.
Se præsentationen "Total hoftealloplastik operation i Danmark - forekomst, risikofaktorer og prognose" (pdf)
Hvilke patienter har glæde af biologisk behandling?
Studiet, der er det første, der har data fra et helt år, omfatter 1070 leddegigtpatienter fra hele landet, som startede med biologisk behandling (TNF-hæmmere) og blev fulgt op ca. et år senere. 251 af patienterne (23 pct.) responderede optimalt på behandlingen, idet de fik mindst 70% forbedring i symptomerne.
Det viste sig, at den biologiske behandling (TNF-hæmmere) virker bedst hos patienter, der får den i kombination med methotrexate. Jo yngre patienten var, jo større chance for en god effekt.
Endelig viser studiet, at patienter, der oplever betydelig sygdomsaktivitet, har bedre chancer for at få glæde af behandlingen. Men har patienten en dårlig funktionsevne, når behandlingen starter, er der mindre chance for et godt udkom. Patientens køn, samtidig Prednisolonbehandling, hvor mange tidligere behandlinger, der er givet med DMARDs, sygdommens varighed og reumafaktoren havde ingen betydning for et vellykket resultat af biologisk behandling (TNF-hæmmere).
Merete Lund Hetlands tal stammer fra kvalitets- og forskningsdatabasen DANBIO, der indeholder data vedrørende mere end 8000 gigtpatienter, hvoraf 6000 har leddegigt. Leddegigtpatienter skal følges livslangt, eftersom sygdommen er kronisk. Tæt sygdomskontrol forbedrer prognosen for leddegigtpatienter, og det er en stor udfordring, sagde hun.
DMARD er en forkortelse for ’disease modifying antirheumatic drugs’, altså sygdomsmodificerende lægemidler for gigtsygdomme.
Studiet bekræfter de eksisterende retningslinier for behandling af leddegigt med biologisk medicin: Behandlingen bør om muligt gives i kombination med methotrexate og skal reserveres til de patienter, som har sygdomsaktivitet, der ikke kan kontrolleres med andre præparater.
Se præsentationen "Hvilke faktorer har betydning for om en leddegigtpatient får god effekt af biologisk behandling? Resultater fra DANBIO registret" (pdf)
| Oplæg af: Merete Lund Hetland, overlæge og forskningslektor på Reumatologisk Afdeling, Hvidovre Hospital. De nye biologiske lægemidler, (TNF-hæmmerne), har forbedret behandlingen af kronisk leddegigt dramatisk, men 30-50 pct. af patienterne responderer ikke tilfredsstillende. En tredjedel opnår særdeles god effekt, en tredjedel får en vis effekt, og den sidste tredjedel opnår ingen effekt. For at undgå at behandle med dyr og unyttig medicin, er det derfor vigtigt at kunne identificere såkaldte prediktorer, der kan forudsige noget om, hvilke patienter, der vil få gavn af behandlingen. |  |
Det viste sig, at den biologiske behandling (TNF-hæmmere) virker bedst hos patienter, der får den i kombination med methotrexate. Jo yngre patienten var, jo større chance for en god effekt.
Endelig viser studiet, at patienter, der oplever betydelig sygdomsaktivitet, har bedre chancer for at få glæde af behandlingen. Men har patienten en dårlig funktionsevne, når behandlingen starter, er der mindre chance for et godt udkom. Patientens køn, samtidig Prednisolonbehandling, hvor mange tidligere behandlinger, der er givet med DMARDs, sygdommens varighed og reumafaktoren havde ingen betydning for et vellykket resultat af biologisk behandling (TNF-hæmmere).
Merete Lund Hetlands tal stammer fra kvalitets- og forskningsdatabasen DANBIO, der indeholder data vedrørende mere end 8000 gigtpatienter, hvoraf 6000 har leddegigt. Leddegigtpatienter skal følges livslangt, eftersom sygdommen er kronisk. Tæt sygdomskontrol forbedrer prognosen for leddegigtpatienter, og det er en stor udfordring, sagde hun.
DMARD er en forkortelse for ’disease modifying antirheumatic drugs’, altså sygdomsmodificerende lægemidler for gigtsygdomme.
Studiet bekræfter de eksisterende retningslinier for behandling af leddegigt med biologisk medicin: Behandlingen bør om muligt gives i kombination med methotrexate og skal reserveres til de patienter, som har sygdomsaktivitet, der ikke kan kontrolleres med andre præparater.
Se præsentationen "Hvilke faktorer har betydning for om en leddegigtpatient får god effekt af biologisk behandling? Resultater fra DANBIO registret" (pdf)
Biologiske lægemidler skal først bruges efter behandlingssvigt
Man skal give biologisk behandling til patienter, der ikke har glæde af DMARD og fortsætte med at monitorere patienterne.
Methotrexate mono er den dominerende behandling, som 37 pct. af leddegigtpatienterne modtager, og en undersøgelse fra de norske reumacentre viser, at med hensyn til brugen af biologisk medicin er Adalimumab (biologisk lægemiddel) i kombination med methotrexate mere effektivt end adalimumab alene hos patienter med etableret leddegigt. Anbefalingen er, at anti-TNF-behandling (biologisk) først skal bruges efter, man har haft behandlingssvigt med DMARDs.
I sin konklusion sagde Tore Kvien, at mange patienter responderer på traditionelle DMARDs, men at et stigende antal patienter med inflammatorisk gigtsygdom får biologiske lægemidler. Dog har kriterierne for behandling med Anti-TNF været forskellige fra hospital til hospital og har i øvrigt ændret sig over tid. Anti-TNF i kombination med methotrexate er langt mere virksomt end anti-TNF alene og andre DMARDS hos leddegigtpatienter.
Se præsentationen "Resultater af biologisk behandling af leddegigtpatienter i Norge" (pdf)
| Oplæg af: Tore K. Kvien, chef for Reumatologisk Afdeling, Diakonhjemmet Sykehus og professor ved Universitetet i Oslo. Tore Kviens materiale kommer fra en sammenslutning af fem norske reumacentre, som har udskrevet sygdomsmodificerende lægemidler - de såkaldte DMARD-recepter - til 9000 patienter over 18 år gamle med inflammatorisk gigtsygdom, som fx leddegigt. DMARD er en forkortelse for ’disease modifying antirheumatic drugs’, altså sygdomsmodificerende lægemidler for gigtsygdomme. Den norske behandlingsstrategi for leddegigt er at stille diagnosen tidligt og tidligt gå i gang med sygdomsmodificerende lægemidler. |  |
Methotrexate mono er den dominerende behandling, som 37 pct. af leddegigtpatienterne modtager, og en undersøgelse fra de norske reumacentre viser, at med hensyn til brugen af biologisk medicin er Adalimumab (biologisk lægemiddel) i kombination med methotrexate mere effektivt end adalimumab alene hos patienter med etableret leddegigt. Anbefalingen er, at anti-TNF-behandling (biologisk) først skal bruges efter, man har haft behandlingssvigt med DMARDs.
I sin konklusion sagde Tore Kvien, at mange patienter responderer på traditionelle DMARDs, men at et stigende antal patienter med inflammatorisk gigtsygdom får biologiske lægemidler. Dog har kriterierne for behandling med Anti-TNF været forskellige fra hospital til hospital og har i øvrigt ændret sig over tid. Anti-TNF i kombination med methotrexate er langt mere virksomt end anti-TNF alene og andre DMARDS hos leddegigtpatienter.
Se præsentationen "Resultater af biologisk behandling af leddegigtpatienter i Norge" (pdf)
Artrosens Epidemiologi – metodologiske aspekter og relationen til den daglige klinik
Resultater fra undersøgelsen over slidgigt i tommelens rodled blev genemgået . Fra 55 års alderen til 90 år stiger hyppigheden af slidgigt fra nul til 25 pct. 40,4 pct. af de personer, der har røntgendiagnosticeret slidgigt, har smerter. Smerten afgøres af ledspaltens højde, og om der er cyster. Kvinder har flere smerter end mænd.
Stig Sonne-Holm diskuterede også røntgenstrategi ved lændesmerter. I mange tilfælde giver røntgenundersøgelse ikke afgørende oplysninger, man kan sagtens have smerter uden degenerative forandringer. Men røntgen er revelant, når patienten er over 60 år, hvis han/hun har haft smerter i flere end syv uger og ved smerter trods behandling og mistanke om specifikke, alvorlige lidelser.
Han viste resultater af et longitudinelt studie fra østerbroundersøgelsen, hvor man observerede at røntgenforandringer hos personer uden smerter betyder smerter senere i livet.
Til sidst diskuterede Stig Sonne-Holm den lægelige holdning til alloplastikindsættelse, som han finder meget problematisk. Han påpegede, at 15 pct. af de patienter, der får en ny hofte, ikke har radiologisk gigt, men kan fejle en lang række andre ting. Han gjorde opmærksom på, at patienternes prognose ikke er så gunstig, som det fremgår både af hofteregistret og de brochurer, hospitalerne udleverer.
Stig Sonne-Holm sagde også, at ventelistegarantien er et problem, og at tiden fra diagnosen stilles til operation skal være mindst tre måneder, da symptomerne varierer over tid. Rent faktisk mener Stig Sonne-Holm, at der foretages alt for mange alloplastiker. Man overbehandler, sagde han.
Se præsentationen ”Artrosens epidemiologi - metodologiske aspekter og relationen til den daglige klinik”
| Oplæg af: Overlæge, dr. med. Stig Sonne-Holm, Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital Vi foretager for mange alloplastikker Stig Sonne-Holm lagde ud med, hvad han kaldte ’et naturligt spørgsmål’. Nemlig: Hænger behandling af ortopædiske patienter sammen med resultater af forskning inden for klinisk epidemiologi? Hans undersøgelse af lidelser i bevægeapparatet bygger i høj grad på Østerbro-undersøgelsen, og Stig Sonne-Holm var blandt andet interesseret i at vide, om man kunne diagnosticere ud fra spørgsmål, eller i hvert fald gelejde sig ind. Der blev udsendt spørgeskemaer til 10.000 mænd og 10.000 kvinder, hvoraf 6201 kvinder og 4869 mænd svarede. |  |
Resultater fra undersøgelsen over slidgigt i tommelens rodled blev genemgået . Fra 55 års alderen til 90 år stiger hyppigheden af slidgigt fra nul til 25 pct. 40,4 pct. af de personer, der har røntgendiagnosticeret slidgigt, har smerter. Smerten afgøres af ledspaltens højde, og om der er cyster. Kvinder har flere smerter end mænd.
Stig Sonne-Holm diskuterede også røntgenstrategi ved lændesmerter. I mange tilfælde giver røntgenundersøgelse ikke afgørende oplysninger, man kan sagtens have smerter uden degenerative forandringer. Men røntgen er revelant, når patienten er over 60 år, hvis han/hun har haft smerter i flere end syv uger og ved smerter trods behandling og mistanke om specifikke, alvorlige lidelser.
Han viste resultater af et longitudinelt studie fra østerbroundersøgelsen, hvor man observerede at røntgenforandringer hos personer uden smerter betyder smerter senere i livet.
Til sidst diskuterede Stig Sonne-Holm den lægelige holdning til alloplastikindsættelse, som han finder meget problematisk. Han påpegede, at 15 pct. af de patienter, der får en ny hofte, ikke har radiologisk gigt, men kan fejle en lang række andre ting. Han gjorde opmærksom på, at patienternes prognose ikke er så gunstig, som det fremgår både af hofteregistret og de brochurer, hospitalerne udleverer.
Stig Sonne-Holm sagde også, at ventelistegarantien er et problem, og at tiden fra diagnosen stilles til operation skal være mindst tre måneder, da symptomerne varierer over tid. Rent faktisk mener Stig Sonne-Holm, at der foretages alt for mange alloplastiker. Man overbehandler, sagde han.
Se præsentationen ”Artrosens epidemiologi - metodologiske aspekter og relationen til den daglige klinik”
Unge patienter med gamle knæ
Fedme, ringe fysisk aktivitet og svage muskler er den vigtigste risikofaktor for slidgigt, især i knæet. Det er frem for alt vægten, altså den mekaniske belastning, der betyder noget, ikke hvordan fedtet er fordelt.
Idrætsskader giver slidgigt
Stefan Lohmander oplyste, at der er flere unge og midaldrende, end man tror, der har slidgigt: ’unge patienter – gamle knæ’, som han sagde, og gjorde opmærksom på, at det ikke kun er eliteidrætsfolk, men også ’Hr. Svensson’, der får skader. Men idrætsskader spiller en stor rolle, og især unge piger har høj risiko for idrætsskader. Vi må finde risikofaktorerne og øge forebyggelsen, sagde Stefan Lohmander.
Røntgenundersøgelser af både kvinder og mænd for korsbåndsskader viste, at 50 pct. af de, der tidligere har haft en korsbåndsskade, udvikler slidgigt: Kvinderne i 30-35-års alderen og mændene i 35-45-års alderen. Blandt mænd og kvinder, der er opereret for skader på menisken, har næsten 50 pct. slidgigt og i 60-års-alderen – 25 år efter skaden – har hele 70 pct. slidgigt.
Se præsentationen "Epidemiology and Risk Factors for Osteoarthritis" (pdf)
| Oplæg af: Stefan Lohmander, professor, dr. med. Ortopædisk Afdeling, Universitetssjukhuset i Lund. I en stor svensk undersøgelse har forskerne set på sammenhængen mellem kost og gigt, især antioxidanterne selen, vitamin A og C, som skulle beskytte mod gigt. Men de fandt ingen beskyttende effekt af de forskellige vitaminer og mineraler, sagde Stefan Lohmander. Risikofaktorerne for slidgigt er alder, arvelige forhold og livsstil det vil sige brug og misbrug af led på arbejdet og i fritiden, sagde Stefan Lohmander. Over 50 år stiger risikoen, næsten 50 pct. vil udvikle gigt i knæet ved 85-årsalderen, og risikoen er størst for fede personer. Arvelige forhold tegner sig for næsten halvdelen af knæartroser. |  |
Fedme, ringe fysisk aktivitet og svage muskler er den vigtigste risikofaktor for slidgigt, især i knæet. Det er frem for alt vægten, altså den mekaniske belastning, der betyder noget, ikke hvordan fedtet er fordelt.
Idrætsskader giver slidgigt
Stefan Lohmander oplyste, at der er flere unge og midaldrende, end man tror, der har slidgigt: ’unge patienter – gamle knæ’, som han sagde, og gjorde opmærksom på, at det ikke kun er eliteidrætsfolk, men også ’Hr. Svensson’, der får skader. Men idrætsskader spiller en stor rolle, og især unge piger har høj risiko for idrætsskader. Vi må finde risikofaktorerne og øge forebyggelsen, sagde Stefan Lohmander.
Røntgenundersøgelser af både kvinder og mænd for korsbåndsskader viste, at 50 pct. af de, der tidligere har haft en korsbåndsskade, udvikler slidgigt: Kvinderne i 30-35-års alderen og mændene i 35-45-års alderen. Blandt mænd og kvinder, der er opereret for skader på menisken, har næsten 50 pct. slidgigt og i 60-års-alderen – 25 år efter skaden – har hele 70 pct. slidgigt.
Se præsentationen "Epidemiology and Risk Factors for Osteoarthritis" (pdf)
Sidst opdateret 24-11-2011
Brugerbetingelser