Forskningsseminar
 |
Formålet med seminarerne er at præsentere den nyeste viden inden for muskel- og skeletsygdomme, og at fremme forskningen i muskel- og skeletsygdomme ved at pege på nye udfordringer og muligheder inden for området. Formålet er desuden at skabe synlighed omkring gigtforskning.
Gigtforeningens forskningsseminar 2010
Gigtforeningen afholdte sit årlige forskningsseminar d. 9. marts 2010 på Skejby Sygehus.
Temaet for seminaret var forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme med afsæt i de belastningsbetingede, degenerative og inflammatoriske muskel- og skeletsygdomme.
På seminariet blev de 130 deltagere blandt andet præsenteret for den nyeste viden i mulighederne for at forebygge idræts- og arbejdsskader samt tobakkens betydning for udvikling af leddegigt.
Forskningsseminarets indhold
Der var blandt andet oplæg om forebyggelse af leddestruktion ved leddegigt med de nye biologiske lægemidler, om hvordan man bedst behandler det skadede eller smertende knæ, og om hvordan træning og fysisk aktivitet kan forebygge og behandle muskel- og skeletsygdomme.
Se forskningsseminarets fulde program (pdf)
Forskningsseminaret blev støttet af Lemvigh-Müller Fonden.
Oplægsholdere
- Professor i fysioterapi Ewa Roos
- Overlæge, arbejdsmedicin Poul Frost
- 1. amanuensis, ph.d., fysioterapeut Grethe Myklebust
- Overlæge, arbejds- og miljømedicin Lilli Kirkeskov
- Overlæge, reumatologiskklinikchef Søren Jacobsen
- Lektor i fysioterapi Hans Lund
- Professor i ortopædi Stefan Lohmander
- Professor i reumatologi Ingrid Lundberg
- Professor i reumatologi Kristian Stengaard-Pedersen
Læs omtaler af oplæggene og se alle præsentationerne:
 |
Oplæg af: Ewa Roos, professor i fysioterapi ved Syddansk Universitet i Odense
Jo ældre vi bliver, jo svagere bliver musklerne, og for nylig har forskerne fundet ud af, at svage muskler er en risikofaktor for at udvikle slidgigt (artrose) i knæet. Specielt kan nedsat funktion i lårets muskler være et tegn på, at man er ved at udvikle slidgigt i knæet.
Til gengæld har det, der kaldes neuromuskulær træning, vist sig at have en god, skadeforebyggende effekt, forklarer Ewa Roos. Træningen handler om at få hofte, knæ og tå i balance. Der er tale om dynamisk træning, hvor fokus er rettet mod at lære deltagerne et bevægelsesmønster, der ikke fejlbelaster knæet. Da det er en ny færdighed, der skal indlæres, tager det tid at indarbejde et nyt, automatiseret gang- og bevægelsesmønster. Til gengæld viser flere undersøgelser, at den neuromuskulære træning ligefrem kan forbedre bruskkvaliteten hos mennesker med høj risiko for slidgigt, og resultaterne af en igangværende undersøgelse med 120 ældre deltagere ”ser lovende ud”, som Ewa Roos siger.
Overvåget, instrueret træning virker, og den smertelindrende og funktionsforbedrende effekt er lige så god som ved brug af medicin. Patienterne siger dog ofte, at det gør ondt, når de begynder at træne.
"Men det er ok, så længe man kun har acceptabelt ondt lige efter træningen, og så længe smerten ikke øges fra dag til dag, for det tager erfaringsmæssigt nogle uger at reducere smerten", forklarer Ewa Roos.
Se Ewa Roos' præsentation (pdf)
Forebyggende indsats og træning kan forhindre jobskifte
Oplæg af: Overlæge, ph.d. Poul Frost, Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Sygehus.
"Du bør nok overveje at finde dig et andet job."
Sådan lyder beskeden ofte til gigtpatienter, som trods diverse behandlinger stadig har så store problemer med smerter, at de har svært ved at passe deres job. Men ifølge Poul Frost, er det i mange tilfælde et dårligt råd.
"Et jobskifte løser ikke nødvendigvis smerte-problemet. Til gengæld viser flere undersøgelser, at en forebyggende indsats og målrettet træning kan være med til at nedsætte den smerteplagedes sygefravær, og derfor er det en løsning, der bør overvejes," siger Poul Frost.
De fleste mennesker oplever at have smerter i nakke, skuldre, ryg, hofte eller knæ i løbet af et år. For langt de fleste er problemerne dog overstået i løbet af kort tid, men det gælder ikke for en gruppe på ca. 10 procent, hvor smerterne fortsætter og de forbliver sygemeldte.
I de svære tilfælde kan en operation være et af behandlingstilbuddene. Men det løser ikke altid problemet. F. eks gælder det for de skulderopererede, at ca. hver tiende af dem ikke er i stand til at vende tilbage til deres job efter indgrebet. Det skal et projekt nu forsøge lave om på.
"Vi har erfaret, at behandlere nogle gange råder patienterne til at skifte job, selv om arbejdet er sikkert, og det kolliderer med den information, vi giver. Med projektet skal vi blive bedre til at samarbejde på tværs af faggrænser, så vi populært sagt tager patienten i hånden, og finder ud af hvad der skal til, for at vedkommende kan vende tilbage til arbejdspladsen. F. eks. kan den daglige aktivitet på jobbet ses som en del af genoptræningen," siger Poul Frost.
Facts om skulderoperationer:
4.359 personer blev i 2006 opereret for skulderlidelser. Det er en firdobling i forhold til 1996.
Se Poul Frosts præsentation (pdf)
Oplæg af: Overlæge, ph.d. Poul Frost, Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Sygehus.
"Du bør nok overveje at finde dig et andet job."
Sådan lyder beskeden ofte til gigtpatienter, som trods diverse behandlinger stadig har så store problemer med smerter, at de har svært ved at passe deres job. Men ifølge Poul Frost, er det i mange tilfælde et dårligt råd.
"Et jobskifte løser ikke nødvendigvis smerte-problemet. Til gengæld viser flere undersøgelser, at en forebyggende indsats og målrettet træning kan være med til at nedsætte den smerteplagedes sygefravær, og derfor er det en løsning, der bør overvejes," siger Poul Frost.
De fleste mennesker oplever at have smerter i nakke, skuldre, ryg, hofte eller knæ i løbet af et år. For langt de fleste er problemerne dog overstået i løbet af kort tid, men det gælder ikke for en gruppe på ca. 10 procent, hvor smerterne fortsætter og de forbliver sygemeldte.
I de svære tilfælde kan en operation være et af behandlingstilbuddene. Men det løser ikke altid problemet. F. eks gælder det for de skulderopererede, at ca. hver tiende af dem ikke er i stand til at vende tilbage til deres job efter indgrebet. Det skal et projekt nu forsøge lave om på.
"Vi har erfaret, at behandlere nogle gange råder patienterne til at skifte job, selv om arbejdet er sikkert, og det kolliderer med den information, vi giver. Med projektet skal vi blive bedre til at samarbejde på tværs af faggrænser, så vi populært sagt tager patienten i hånden, og finder ud af hvad der skal til, for at vedkommende kan vende tilbage til arbejdspladsen. F. eks. kan den daglige aktivitet på jobbet ses som en del af genoptræningen," siger Poul Frost.
Facts om skulderoperationer:
4.359 personer blev i 2006 opereret for skulderlidelser. Det er en firdobling i forhold til 1996.
Se Poul Frosts præsentation (pdf)
 |
Oplæg af: Grethe Myklebust. 1. amanuensis, ph.d. og fysioterapeut, Senter for Idrettsskadeforskning i Oslo.
En målrettet indsat har reduceret antallet af korsbåndsskader hos elitehåndboldspillere i Norge markant, men det har krævet information og programmer med forebyggende træning over flere omgange.
De første gode resultater kom for mere end ti år siden. Fra 1998 til 2001 deltog 950 håndboldspillere fra eliterækken, 1. division og 2. division. i et projekt, hvor de i forbindelse med deres træning skulle udføre tre enkle typer af øvelser på gulv, måtte og balancebræt. De spillere, der ikke havde fulgt programmet, havde 16 gange større risiko for at få en knæskade, end de spillere, der havde deltaget i den målrettede træning.
"Især blandt spillerne i den allerbedste række faldt antallet af skader, og det skyldes, at de også var den gruppe, der gennemførte træningsprogrammet mest regelmæssigt," siger Grethe Myklebust.
De gode resultater blev dog hurtigt overskygget af dårlige nyheder, da antallet af skader begyndte at stige igen.
"Faktisk så vi i 2005 flere skader, end før projektet gik i gang. Det var ikke rart,” siger Grethe Myklebust.
Derfor blev der i 2006 igen taget initiativ til at få spillerne til at træne forebyggende. Alle trænerne fik tilsendt en dvd med ny øvelser, og de blev indkaldt til informationsmøder. Effekten viste sig med det samme.
"I dag er vi nede på et antal skader, som er endnu mindre end det, vi havde efter første del af projektet. Forløbet viser, at det kan lade sige gøre at undgå de alvorlige skader, men det kræver, at trænere og spillere bliver ved med at have fokus på den forebyggende træning," siger Grethe Myklebust.
Læs mere om forebyggelse af idrætsskader på:
www.klokavskade.no
www.skadefri.no
Se Grethe Myklebusts præsentation (pdf)
 |
Oplæg af: Overlæge Lilli Kirkeskov, Arbejds- og Miljømedicinsk klinik, Bispebjerg Hospital, København.
Halvdelen af de danske gulvlæggere over 50 år, der har smerter i knæene har problemer med slidgigt (artrose). Til sammenligning har kun hver fjerde tømrer samme problem, og ingen typoteknikere kender til det.
Tallene stammer fra Lilli Kirkeskovs projekt om forebyggelse af knæartrose hos gulvlæggere.
"Artrosen skyldes, at gulvlæggerne tilbringer 60-65 procent af deres arbejdstid liggende på knæ. Derfor gik projektet kort sagt ud på at få dem op at stå," siger Lilli Kirkeskov.
De deltagende gulvlæggere fik udleveret nyt værktøj, så de kunne både at svejse, spartle og lime i oprejst position. Mindst ligeså vigtigt var det dog, at der blev lagt en strategi for, hvordan man skulle få dem til at bruge de nye redskaber. Informationsmøder og kurser var en del af planen.
"Der var mange forbehold blandt gulvlæggerne. De mente, at de ville komme til at arbejde langsommere og resultatet blev dårligere, når de skulle stå op. Desuden var det vigtigt for dem, at det var folk fra egne rækker, som skulle undervise dem i brugen af det nye værktøj," siger Lilli Kirkeskov.
Erfaringerne fra hendes projekt er, at det kan lade sig gøre at få gulvlæggerne til at ændre arbejdsstilling, men det kræver en større adfærds- og holdningsændring, hvis de nye arbejdsmetoder for alvor skal implementeres i gulvlæggernes hverdag.
"De gulvlæggere, der var med fra start, bruger stadig det nye værktøj. Til gengæld spreder de nye arbejdsmetoder sig ikke automatisk til andre," siger Lilli Kirkeskov.
Hun understreger også, at det nye værktøj ikke hjælper de gulvlæggere, der allerede har problemer med artrose. Derfor er det vigtigt med en tidlig indsats, så gigten helt undgås.
Se Lilli Kirkeskovs præsentation (pdf)
 |
Oplæg af: Overlæge og klinikchef Søren Jacobsen, Reumatologisk klinik, Rigshospitalet, København
"Rygere har 50 procent større risiko for at udvikle leddegigt end ikke-rygere."
Det er de dystre kendsgerninger, som Søren Jacobsen har fundet ved at kigge på tværs i flere forskningsprojekter om sammenhængen mellem rygning og udviklingen af leddegigt.
Hans undersøgelse viser også, at der er en kraftig sammenhæng mellem genetik, rygning og udviklingen af leddegigt. Det er især personer med en bestemt vævstype som i forbindelse med rygning kan udvikle den såkaldte reumafaktorpositive variant af sygdommen, som er mere skadelige for leddene end reumafaktornegativ leddegigt
"Der er en kraftig interaktion mellem rygning og genetik. Desuden er der en klar sammenhæng mellem antallet af cigaretter og risikoen for at udvikle leddegigt. Selv få cigaretter kan tricke den mekanisme, der sætter sygdommen i gang, men generelt er det sådan, at jo mere du ryger, jo mere øges risikoen," siger Søren Jacobsen.
Hos de disponerede personer medfører rygning en forandring i flere forskellige proteiner, idet aminosyren arginin udskiftes med citrullin. Det medfører, at kroppen danner antistoffer, som kan få sygdommen til at udvikle sig. Der kan dog gå helt op til ti år fra antistofferne dannes, til sygdommen bryder ud.
Et rygestop vil nedsætte risikoen for, at de særligt udsatte udvikler leddegigt, men der kan gå mange år, før de når ned på samme niveau som personer, der aldrig har røget. Nogle undersøgelser peger på ti år, mens andre viser, at der går helt op til 20 år.
"Lod alle være med at ryge, kunne vi forebygge hvert tredje tilfælde af leddegigt, så der er al mulig grund til at vi advarer mod at begynde at ryge overhovedet," siger Søren Jacobsen.
Se Søren Jacobsens præsentation (pdf)
 |
- Ja, men patienten skal selv være aktiv i behandlingen
Oplæg af: Lektor i fysioterapi Hans Lund, Syddansk Universitet, Odense
Ultralyd, laser eller varmebehandling? Det bugner med tilbud til mennesker med ondt i fx ryg, knæ, skuldre eller nakke. Men hvad virker egentlig, og hvad skal der til, for at behandlingen har en effekt?
Lektor i fysioterapi på Odense Hospital, Hans Lund, har kigget nærmere på effekten af tre ikke-medicinske behandlinger - laser, varme-kuldebehandling og ultralyd.
"Overordnet kan vi sige om de fleste af disse ikke-medicinske behandlingstilbud, at det kan være absolut værdifuldt i forhold til umiddelbart at dæmpe en smerte. Men det er afgørende, at patienten bliver inddraget og hurtigt tager aktiv del i forløbet for, at behandlingen skal gøre en forskel på længere sigt", siger han.
"Det er meget vigtigt, at patienten ikke møder op hos en behandler og passivt lader sig behandle måned efter måned. Patienten skal gives færdigheder til selv at kunne klare sig - i form af træning og patientuddannelse - for ikke på længere sigt være afhængig af en læge eller terapeut", siger han.
Laser eller ultralyd?
Hans Lund har konkret kigget på behandling med laser, varme-kuldebehandling og ultralyd. Han siger om effekten:
"Varme-kuldebehandling kan have en effekt på smerter i leddene, og den store fordel er, at patienten nemt kan lære selv at udføre den. Derudover vil TENS-behandling (elektro-stimulation) også være noget en patient kan lære selv at bruge. Men det er vigtigt, at få råd fra en fysioterapeut og ikke bare selv at give sig i kast med disse behandlinger, da selv simple teknikker kan anvendes forkert".
Med hensyn til laser så viser flere studier en effekt på smerter forudsat, at det bliver givet det rigtige sted og i de rigtige doser.
"Derfor er behandlingen ikke egnet til, at patienten selv overtager styringen med forløbet", siger Hans Lund. Dette gælder fx også for elektro-akupunktur.
Ultralyd vil Hans Lund til gengæld gerne afskrive helt og aldeles. Det har ifølge forskningskilderne ikke nogen effekt som behandling.
Træning giver varigt løft
Det er vigtigt at skelne mellem den kortvarige effekt og en mere varig effekt af behandlingerne:
"Uanset hvilken smertebehandling, der er tale om, så er det en kort fornøjelse. Og det gælder uanset om der er tale om medicinske eller ikke-medicinske teknikker. Men fordelen ved de ikke-medicinske teknikker er, at de ofte virker lige så godt som medicin, men ikke har de samme bivirkninger. På længere sigt er den vigtigste behandling for mange kroniske ledsmerter imidlertid træning og fysisk aktivitet. Det er fx vigtigt at have god nok muskelstyrke, så man kan klare flere daglige aktiviteter selv, "siger Hans Lund.
Se Hans Lunds præsentation (pdf)
 |
Opæg af: Stefan Lohmander, professor i ortopædi ved Lunds Universitet, Sverige.
Knæet er et udsat led. Skader på korsbåndet rammer især unge og fysisk aktive, mens meniskskader typisk rammer noget ældre og ikke så fysisk aktive. Korsbåndsskader skyldes som regel et traume, mens der som regel er tale om degenerative skader i menisken. En korsbåndsskade medfører bl.a., at bruskcellerne dør i det skadede område, og den udløser i det hele taget en kaskade af følger.
Begge typer knæskader kan efter en årrække føre til artrose (slidgigt), og der bør derfor være fokus på forebyggelse, siger Stefan Lohmander. Er skaden først sket, kan behandlingen bestå af både opera-tion og træning, men selv om der udføres tusindvis af korsbåndsoperationer hvert år, er der util-strækkelig evidens for kirurgien.
"Det er heller ikke bevist, at den hindrer udvikling af artrose", forklarer Stefan Lohmander.
Faktisk øger operationer snarere risikoen for artrose, for selv om kirurgerne kan rekonstruere korsbåndet, vil knæet ikke være normalt bagefter, bl.a. fordi belastningen koncentreres på et mindre område.
Ved meniskskader er der studier, som viser, at der ingen forskel er på, om man får kirurgisk behandling eller placebo. Til gengæld er det påvist, at man kan forbedre kvaliteten af ledbrusken ved træning, og Stefan Lohmanders konklusion lød derfor: Der er ikke tilstrækkeligt bevis for, at kirurgi hindrer fremtidig udvikling af artrose ved skader på knæet. Derimod har livsstilsprogrammer og træning en effekt.
Stefan Lohmander gjorde dog opmærksom på, at det er et stort antal faktorer, som afgør, om man udvikler artrose, og at det kirurgiske indgreb kun er én af disse faktorer.
Se Stefan Lohmanders præsentation (pdf)
 |
Oplæg af: Ingrid Lundberg, professor i reumatologi ved Karolinska Institutet i Stockholm.
Det er ikke så længe siden, at det ligefrem var forbudt at træne, hvis man havde en inflammatorisk ledsygdom som leddegigt. Og mange mennesker med leddegigt er fortsat tilbageholdende. F.eks. er det kun hver tredje kvinde over 65 år, der er fysisk aktiv. Men ligesom alle andre, har også mennesker med leddegigt stor gavn af træning og fysisk aktivitet, viser en række nye undersøgelser.
"Leddegigt-patienter, der er fysisk aktive, oplever bedre livskvalitet", siger Ingrid Lundberg.
Hele 15 forskellige undersøgelser viser, at træning fører til bedre kondition, større muskelstyrke, færre smerter og nedsat sygdomsaktivitet. Går man i detaljer, viser det sig endda, at træningen også på molekylært plan er målbar. F.eks. øges mængden af interleukin, der er med til at hæmme inflammation. Det er især træning på land, der bevisligt virker, hvorimod der kun er ”lille evidens” for virkningen af vandgymnastik – det er med andre ord endnu ikke blevet overbevisende bevist, at træning i vand er lige så virksom.
Ingrid Lundberg har også undersøgt effekten af 12 ugers hjemmetræning hos patienter med den sjældne gigtsygdom myositis. Patienterne lider af udtalt inflammation, men også de viste sig at have gavn af træningen, der ikke førte til øget inflammation, men som tværtimod førte til bedre muskelfunktion. Prøver af deres muskler viste, at fibersammensætningen endda ændrede sig til det bedre.
Se Ingrid Lundbergs præsentation (pdf)
 |
Oplæg af: Kristian Stengaard-Pedersen, professor i reumatologi ved Århus Universitetshospital
Behandlingen af leddegigt skal sættes i gang så hurtigt som overhovedet muligt. Selv fire måneders forsinkelse har alvorlige konsekvenser. F.eks. fordobles antallet af ledskader.
"Førhen så man gerne tiden an, men problemet er, at leddegigten hurtigt bliver kronisk og at selve den proces, der driver sygdommen også bliver kronisk", forklarer professor Kristian Stengaard-Pedersen.
En patient med hævede led bør derfor gå til læge, hvis hævelsen varer mere end 5-6 uger, for er det leddegigt, skal der sættes massivt ind med medicinsk behandling. Hovedhjørnestenen i behandlingen er methotrexat, men i dag kan den kombineres med biologiske lægemidler. Og den kombination er meget stærk.
"De biologiske midler kan ligefrem stoppe ledskaden, og det er lidt af et mirakel, for det betyder, at vi næsten kan forhindre en varig ledskade i at udvikle sig", siger Kristian Stengaard-Pedersen.
Omkring en tredjedel må dog skifte præparat, da der optræder bivirkninger, især i form af hyppigere infektioner, men overordnet set er virkningen af kombinationsbehandlingen overbevisende. Og virkningen ser ud til at være holdbar:
"Vi har ikke så gode beviser for, at virkningen holder i mange år, men det ser i hvert fald ud til, at den kan holde i nogle år", siger Kristian Stengaard-Pedersen og tilføjer, at der – selv om behandlingen er god – stadig er plads til forbedringer.
Facts om leddegigt:
- Ca. 35.000 danskere har leddegigt
- Ca. 1700 nye tilfælde hvert år
- Leddegigt forkorter livslængden med 8-10 år
- Halvdelen af alle med leddegigt kommer på førtidspension
- Der foretages ca. 4000 operationer om året på mennesker med leddegigt
Sidst opdateret 20-07-2010
Brugerbetingelser