Vægttabs betydning for livskvaliteten
![]() |
Tekst: Charlotte Rafn, journalist. Foto: Lars Salomonsen
Det er kendt, at overvægt er en af årsagerne til slidgigt i knæene. Desuden viser undersøgelser at overvægtige, der får et nyt knæled, ikke klarer sig så godt efter operationen som normalvægtige. De er bl.a. plaget af flere smerter, bevæger sig mindre, og de har det psykisk dårligere.
- På den baggrund er det nærliggende at undersøge, om vi ved at reducere vægten inden operationen kan give patienterne et bedre forløb efter operationen. Derfor sætter vi en gruppe patienter på skrap kur og følger dem tæt op til operationen og et år efter, de har fået det nye knæled indopereret, siger Anette Liljensøe, sygeplejerske, cand.scient.san og ph.d.-studerende.
Egen vurdering af helbred
Anette Liljensøe kigger ikke kun på de fysiske konsekvenser af operationen som flere smerter og mindre bevægelighed. Hun kigger på hele personen og sammenligner livskvaliteten før og efter operationen.
Projektet bliver gennemført på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus Sønderjylland, Sønderborg. Her er man i øjeblikket ved at finde i alt 102 personer, der er indstillet til en knæoperation og har et BMI på over 30. Inden operationen skal de alle udfylde omfattende spørgeskemaer, hvor de vurderer deres eget helbred på både det fysiske, psykiske og sociale plan. Desuden skal alle deltagerne gennem en skanning, der bl.a. viser deres muskel- og fedtsammensætning, og de skal gennemføre en gangtest, hvor de skal gå så langt som muligt på seks minutter.
Halvdelen af gruppen vil herefter komme på en skrap slankepulverkur.
- Vi bruger et slankemiddel, som har en veldokumenteret effekt. Det giver et stort og hurtigt vægttab, og vi ved, at det giver de største muligheder for, at vægttabet bevares, siger Anette Liljensøe, der tilføjer, at pulverkuren findes i forskellige smagsvarianter og kan tilberedes på forskellige måder, så måltiderne ikke bliver alt for ensartede.
Følges et år
Pulverkuren bliver kombineret med ugentlige samtaler med en diætist. Desuden mødes deltagerne i grupper, så de kan hjælpe hinanden med at holde motivationen oppe. Målet er, at deltagerne taber et til to kilo om ugen i otte uger op til operationen.
- Efter operationen følger vi de to grupper i et år. Det er ikke planen, at gruppen, der har været på kur, skal tabe sig yderligere, men de skal gerne bevare deres vægttab. Begge grupper skal igen udfylde spørgeskemaer for at vurdere deres livskvalitet, de skal skannes, og vi laver en ny gangtest, siger Anette Liljensøe.
Hun er desuden meget opmærksom på, hvilke konsekvenser vægttabet kan have haft på eventuelle andre sygdomme hos deltagerne. Det er velkendt, at overvægt har betydning for selve operationens forløb, ligesom mange overvægtige har diabetes eller problemer med blodtrykket.
- Det er nogle af de ting, som vi skal være meget opmærksomme på hos gruppen, der har tabt sig. Det kan blive nødvendigt at justere i deres medicin, siger Anette Liljensøe.
Sikker gevinst
Ved at sammenligne de to gruppers svar og resultater håber Anette Liljensøe at kunne dokumentere, at et vægttab før operationen har stor gavnlig effekt for patienter med slidgigt.
- Vi ved allerede, at selv et begrænset vægttab er med til at reducere smerterne hos patienter med slidgigt i knæene.Kan vi påvise, at det ikke kun giver færre smerter og øget funktionsevne, men gavner patienternes samlede livskvalitet, har det stor betydning for gigtpatienterne. Hvis det er tilfældet, vil programmet kunne anvendes før alle planlagte operationer, på alle landets ortopædkirurgiske afdelinger,siger Anette Liljensøe.
Denne artikel er fra Gigtforeningens magasin GigtForskeren august 2011 - læs flere artikler fra magasinet
Læs mere om Anette Liljensøes forskningsprojekt
Læs mere om slidgigt
Andre interessante sider
Sidst opdateret 12-05-2012







