Rulleskøjteløb
En tur på rulleskøjter tæller med i den daglige mængde anbefalede motion, der skal til for at forebygge en række sygdomme - og dermed give dig øget sundhed og velbefindende.Hvis du lærer at mestre teknikken, kan rulleskøjteløb være en god og sjov måde at holde din krop i form på. Når du løber på rulleskøjter, bruger du musklerne i dine lår, lægge, baller, ryg og mave. Hvis du bruger armene, mens du ruller, får du også brugt musklerne i overkroppen.
Hvis du har lettere besvær i muskler og led, kan rulleskøjteløb være en god mulighed for at få motion. Det kræver dog, at du lærer teknikken, så du kan minimere risikoen for faldskader. Hvis du falder, risikerer du skader på dine led.
Hvis du bruger de første 10-15 minutter på at varme op, kan du præstere mere og mindske risikoen for at få skader. Når du løber på rulleskøjter, kan du varme op ved at lave strækøvelser for f.eks. hofter-, lår- og lægmusklerne. Derefter kan du løbe på rulleskøjterne i et roligt tempo indtil kroppen er varm.
2) Start forsigtigt
Hvis du ikke er vant til at løbe på rulleskøjter, vil du i starten blive øm. Du kan også risikere at få smerter i leddene bagefter. Smerterne skal som hovedregel være aftaget cirka to timer efter, du har løbet på rulleskøjter. Hvis de ikke er aftaget, har du overbelastet dine led og bør derfor løbe i kortere tid og/eller langsommere næste gang du tager en tur på rulleskøjterne.
3) Træn regelmæssigt
Træn regelmæssigt og med en moderat belastning. Det er bedre end at træne hårdt med det samme, da det kan give dig smerter og betyde, at du skal holde lange pauser, før du kan rulle igen. Generelt er det bedst at rulle langsomt, så du ikke overbelaster dine muskler og led.
4) Vær tålmodig. Det tager tid at komme i god form.
Undgå overbelastningsskader og brug de første måneder til gradvist at træne hyppigere og/eller længere. Herefter kan du begynde at øge intensiteten ved at rulle hurtigere, da det giver dig en bedre kondition.
5) Stræk ud
Sørg for at strække ud, når du har løbet på rulleskøjter. Det giver dig en god smidighed, som du ikke får ved kun at rulle.
6) Brug sikkerhedsudstyr!
Vi anbefaler som et minimum, at du bruger beskyttere til knæ, albuer, håndled samt en hjelm.
7) Spørg en fysioterapeut til råds
Det er altid en god idé at drøfte din motionsform med en fysioterapeut, hvis du er i længerevarende behandling - for eksempel efter en operation. Det samme gælder, hvis din generelle fysiske tilstand bringer dig i tvivl om, hvad du må gøre.
Sidst opdateret 16-06-2010

