Print
Forstør teksten Læs teksten op

Gåture i naturen

En kvinde går en tur i naturen
Gåture passer ind i de flestes hverdag og kræver ikke de store fysiske forudsætninger eller udstyr. Gåture indbyder til gode naturoplevelser sammen med venner og familie. Alternativt kan du også gå en tur for dig selv i fred og ro.

Hvis du ikke er vant til at motionere, kan du begynde med at forbedre din fysiske form med gåture. Som nybegynder er det vigtigt, at motionen tilpasses netop dit niveau. Hold eventuelt pauser undervejs. Efterhånden som din form bliver bedre, kan du øge intensiteten og sætte tempoet op, f.eks. ved at gå i kuperet terræn eller ved at forlænge turen.

Gåture styrker især kredsløbet og musklerne i hofter, lår og lægge. Derfor er det en god idé at kombinere med anden træningsform, som styrker mave, ryg, skuldre og arme, f.eks. gymnastik, træning i fitnescenter eller svømning.
 
Der er mange muligheder for oplevelser i skoven, også selv om du ikke er så godt gående. I det følgende finder du oplysninger om de fleste af naturens muligheder. Du er også velkommen til at kontakte dit lokale statsskovdistrikt. Adresse og telefonnummer findes på www.skovognatur.dk.

Skovens mange tilbud
Vandreruter, lejrpladser, fugletårne, fiskepladser, cykelture, hundeskove og meget meget mere. De danske skove er til glæde for både den aktive motionist og for børnefamilien. I Statsskovene er der over 1.800 forskellige faciliteter til rådighed for alle.
 
På www.udinaturen.dk kan du finde de mange tilbud og selv sammensætte en dag, en weekend eller måske en hel ferie, hvor du kan bruge skovens friluftstilbud. Så vil du overnatte i naturen, riste en pølse over et bål, ride en tur i skoven eller noget helt andet, skal du bare klikke på friluftskortet.

Mere end halvdelen af faciliteterne er handicapvenlige og lettilgængelige. Har du brug for oplysninger i den forbindelse, mærker du blot af ved de særlige rubrikker på friluftskortet under "Tilgængelighed" (som du finder i navigationen til venstre) på siden. Så vil du se følgende kategorier:

  • Kørestole
  • Kørestole med ledsager
  • Gangbesværede
  • Svagtseende
  • Handicaptoilet
  • Barnevogne

Kom med på tur
I Danmark er der over 200 naturvejledere, som arrangerer ture og fortæller børn og voksne om naturen. Nogle arrangementer finder sted på naturskolerne og henvender sig til skoleklasser eller børnehaver. Men andre ture er for hele familien, og det er næsten altid gratis at deltage.

På www.udinaturen.dk kan du finde et bredt udvalg af ture og arrangementer over hele landet.

Andre former for motion i naturen
Uanset om du er en ivrig lystfisker, om du holder mest af en stille vandretur, om du hellere vil køre på mountainbike eller være på hesteryg, så kan du hente information i Skov- og Naturstyrelsens mange foldere over Statsskovene. Folderne kan du enten finde i folderkasser ved indgangen til skovene eller på biblioteket. En elektronisk udgave af folderne findes på www.skovognatur.dk


Det er ikke nødvendigt med en egentlig opvarmning. Men det er en god idé at starte turen med denne lette strækøvelse, der forbereder lægmusklerne til motion.

Stå med den ene ben foran det andet med tæerne pegende fremad. Støt dig til et træ eller lignende. Læn dig frem ved at bøje det forreste ben og hold knæet på bageste ben strakt. Når du mærker en stramhed i læggen på det bageste ben, så hold strækket i 20-30 sekunder. Gentages med hvert ben.

Sko
Det er vigtigt have godt fodtøj på, når du går f.eks. løbesko, vandresko eller vandrestøvler. Fodtøjet skal naturligvis tilpasses vejr og årstid. Men generelt gælder følgende:

  • God pasform, så skoene ikke trykker tæerne.
  • Tilstrækkelig længde, da foden bliver lidt længere, når man går.
  • Brede nok til, at tæerne uhindret kan spredes og løftes.
  • Hælkappe, der slutter fast om hælen.
  • Lav hælhøjde, 1-2 cm er passende for de fleste.
  • Materiale, der er blødt og eftergivende.
  • Blød og let bøjelig sål, der er stødabsorberende.
  • Regulerbar lukning er bedst, hvis fødderne har tendens til at hæve.

Vandrestav
Hvis du har balanceproblemer eller behov for at aflaste f.eks. dine knæ eller hofter, kan du bruge en eller to vandrestave. Vandrestaven skal være indstillet så højt, at din albue er let bøjet, når hånden holder på håndtaget.

En vandrestav skal altid bruges i modsatte side af det sted, der skal aflastes. Det vil sige, at hvis du har besvær i højre ben, skal du gå med vandrestaven i venstre side.

Beklædning
Klæd dig på efter vejret. Hvis det er køligt, kan du have flere lag tøj på. Det isolerer for kulden, og du kan tage et lag af, når du har fået varmen. Det er praktisk have en svedtransporterende T-shirt i uld eller et syntetisk materiale inderst og en vindtæt jakke yderst. Det er er god idé at have et godt sæt regntøj med, der er let og ikke fylder for meget i din rygsæk.

Pauser
Hvis du har behov for at hvile dig undervejs, kan du have en lille sammenklappelig camping- eller jagttaburet med. Du kan også holde udkig efter bænke eller en væltet træstamme undervejs.


Sidst opdateret 29-11-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen