Print
Forstør teksten Læs teksten op

Aktindsigt

Hvis du er part i en sag, har du ret til at få en kopi af de dokumenter, der indgår i sagen, hvis du beder om det. Det vil sige, at du har aktindsigt.

Hvis du har ladet en anden repræsentere dig i sagen, har repræsentanten de samme muligheder for aktindsigt, som du har. Hvis repræsentanten søger om aktindsigt, vil myndigheden sandsynligvis kræve dokumentation for repræsentationsforholdet. En bisidder kan ikke få aktindsigt på dine vegne.

Formålet med aktindsigten er, at du skal have mulighed for at følge med i din sag. Når du har aktindsigt, kan du se de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, som myndigheden skal træffe eller har truffet.

Du har ikke krav på at se alle dokumenter i din sag. For eksempel omfatter retten normalt ikke papirer, som myndigheden har skrevet til sig selv til brug for behandlingen af din sag. Men myndigheden bør altid overveje at give dig aktindsigt i større omfang, end du har krav på efter loven. Myndigheden har også - efter en konkret afvejning i hver enkelt sag - mulighed for at begrænse aktindsigten i forhold til visse oplysninger.


Aktindsigt søges hos den myndighed, der skal afgøre eller har truffet afgørelse i sagen. Du kan kontakte myndigheden både skriftlig og mundtligt.

Når du har bedt om at få aktindsigt, skal myndigheden normalt vente med at træffe afgørelse i sagen, indtil myndigheden har behandlet din anmodning om at se dokumenterne.

Myndigheden skal give dig aktindsigt inden 10 dage. Hvis der går længere tid, skal du have meddelelse om det, og myndigheden skal oplyse dig om grunden til, at du ikke kan få aktindsigt til tiden. Myndigheden skal samtidig fortælle dig, hvornår du så kan forvente at få aktindsigt.

Hvis du klager over helt eller delvist afslag på aktindsigt, træffes afgørelsen af den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, som dit ønske om aktindsigt vedrører. I sociale sager vil det typisk være det sociale nævn, hvis du vil have aktindsigt i din sag i kommunen. Der er ikke nogen klagefrist.

Hvis du ansøger om hjælp, er det myndighedens ansvar at indsamle alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse i sagen.

Det vil være naturligt, at myndigheden i første omgang får oplysningerne fra dig.

De sociale myndigheder kan indhente oplysninger fra:
  • Andre offentlige myndigheder
  • Uddannelsesinstitutioner
  • Sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar
  • Arbejdsløshedskassen
  • Dit pengeinstitut
  • Din arbejdsgiver
  • Private, der udfører opgaver for det offentlige
Myndigheden kan kun indhente oplysningerne, hvis du har givet tilladelse til det. Det kræver også din tilladelse, hvis socialforvaltningen skal indhente oplysninger fra andre dele af kommunen, f.eks. skoleforvaltningen.

Hvis du ikke giver tilladelse til, at myndigheden kan indhente oplysningerne, skal myndigheden respektere dette. Men det kan betyde, at du ikke får den hjælp, som du har søgt om, eller at du får mindre end du har søgt om.

Myndighederne kan indhente oplysninger uden din tilladelse: 
  • I sager om tilbagebetaling af sociale ydelser
  • I sager om frakendelse af pension
  • I de såkaldte "børnesager", hvor myndighederne uden samtykke fra forældrene afgør en sag om foranstaltninger efter serviceloven.
Myndigheden kan desuden til brug for kontrol indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser uden, at du har givet din tilladelse til det.

Lovgrundlag
Forvaltningsloven, kap. 4.

Sidst opdateret 17-01-2012
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen