Print
Forstør teksten Læs teksten op

Merudgifter og gigt

Hvis du er mellem 18 og 65 år og har et betydeligt nedsat funktionsniveau, kan kommunen yde dækning af de nødvendige merudgifter, du har, til din daglige livsførelse (efter servicelovens § 100). Reglen gælder for mennesker, der har store udgifter pga. sygdom eller handicap. I loven kaldes dette for nedsat funktionsevne.

Nedsættelsen af din evne til at fungere skal være både varig og alvorlig. Bekendtgørelsen beskriver det således: Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Når kommunen skal vurdere, om du har en nedsat funktionsevne, bruger de den såkaldte "funktionsevnemetode".

Læs mere om funktionssevnemetoden på Social- og Integrationsministeriets hjemmeside

Du kan ikke komme i betragtning til ydelsen, hvis du er blevet tilkendt en førtidspension efter de gamle regler (indtil 1. januar 2003) - med mindre du også har fået bevilliget en hjælperordning efter servicelovens § 77.

§ 100-ydelsen dækker sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsevnenedsættelsen. Som det er tilfældet med de "betydelige hjælpeforanstaltninger", så er det svært at tolke, hvad der menes med "sandsynliggjorte merudgifter". Men følgende skal som et minimum være opfyldt:
  • Der skal være tale om udgifter, som ikke kan dækkes af andre tilskudsordninger.
  • Der skal, som navnet indikerer, være tale om merudgifter, hvilket vil sige udgifter, som du ikke ville have haft, hvis du ikke havde den varige sygdom.
  • Merudgifterne skal være nødvendige, så det hjælper at have dokumentation fra læge.

Her kan du se en række eksempler på merudgifter. Eksemplerne er hentet fra mennesker med gigt. Listen er langt fra udtømmende, men den kan være en rettesnor.
  • Egenbetalingen ved lægeordineret medicin (tilskud fra sygesikringen – herunder kronikertilskud og evt. tilskud fra sygeforsikringen ”danmark” fratrækkes forinden)

  • Udgifter til fodbehandling: Dette er relevant for leddegigtpatienter med dårlig håndfunktion og dårlig sårheling på fødder.

  • Ekstra transportudgifter: For eksempel til fritidsaktiviteter som følge af nedsat mobilitet.

  • Hjælp til huslige opgaver: For eksempel rengøring, snerydning og havearbejde. Vær dog opmærksom på, at det forventes, at en eventuel rask ægtefælle udfører opgaverne.

For at blive en del af ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på gennemsnitlig 500 kr. om måneden - eller mindst 6.000 kr. årligt. Hvis nedsættelsen af funktionsevnen giver sandsynliggjorte merudgifter ud over 500 kr. månedligt, eller mindst 6.000 kr. årligt, udløser det et basisbeløb på 1.500 kr. om måneden. Har du på grund af nedsættelsen af funktionsevnen merudgifter ud over basisbeløbet på 1.500 kr., kan yderligere beløb udbetales i trin på 500 kr. om måneden.

Skema for udløsning af (basisbeløb) merudgiftsydelse:

Skønnede merudgifter månedligtSkønnede merudgifter årligtMerudgiftsydelse pr. måned
500 kr.-1.750 kr.6.000 kr.-21.000 kr.1.500 kr. (basisbeløb)
1.750 kr.-2.250 kr.21.000 kr.-27.000 kr.2.000 kr.
2.250 kr.-2.750 kr.27.000 kr.-33.000 kr.2.500 kr.
Osv.Osv.Osv.

Lovgrundlag
Lov om social service § 100

Sidst opdateret 03-02-2012
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen