Behandling i udlandet
Sygehusbehandling
Du kan under visse betingelser få dækket udgifter til behandling i et andet europæisk land, hvis du er henvist af en læge til sygehusbehandling, men behandlingen ikke kan tilbydes rettidigt eller inden for normale ventetider herhjemme.Muligheden gælder for behandling i de 27 EU-medlemslande samt i Norge, Island og Schweiz. Derimod gælder den ikke i fx Rusland, Hviderusland, Ukraine og Tyrkiet.
Om en behandling kan tilbydes rettidigt kommer an på en lægefaglig vurdering. Om en behandling kan tilbydes inden for normale ventetider kommer an på, hvad der er normal ventetid på de offentlige sygehuse herhjemme for behandling af din sygdom. Vurderingerne foretages af regionen på baggrund af de oplysninger, som foreligger om dig, og viden om ventetider.
Du skal selv få et behandlingstilbud fra et sygehus i et andet europæisk land. Det er en vanskelig opgave selv at finde frem til en relevant behandling i udlandet. Du kan søge information, hjælp og vejledning hos din læge eller på patientkontorerne, der findes i alle regioner, se kontaktoplysninger på din regions hjemmeside.
Før du kan få dækket udgifter til sygehusbehandling i andre lande, skal du have en forhåndsgodkendelse fra den region, hvor du bor. Behandlingen kan ikke begyndes uden. Regionen skal behandle din ansøgning inden for to uger. Forhåndsgodkendelsen kan kun dække samme behandling, som du ville have fået tilbudt her i landet.
Du skal selv lægge ud for behandlingen, hvis den ikke kan tilbydes rettidigt, men vil efterfølgende få refunderet udgifter svarende til, hvad tilsvarende behandling koster herhjemme.
Hvis din region ikke kan tilbyde behandling inden for normale ventetider, skal du ikke selv lægge ud, men betale en evt. egenandel, hvis borgerne i det land, hvor behandlingen foregår, betaler en egenandel.
Ved behandling i et andet land i EU er du ikke dækket af de danske klage- og erstatningsregler. Du kan få information om dine klage- og erstatningsmuligheder på patientkontorerne i din bopælsregion.
Du kan læse mere om mulighederne for at søge behandling i andre europæiske lande i pjecen ”Frit og udvidet valg af sygehus – behandling på sygehus i udlandet (pdf)”
Du kan også bestille pjecen gratis ved at sende en e-mail til distribution@rosendahls-schultzgrafisk.dk (husk at oplyse antal og adresse).
Du er velkommen til at ringe til vores rådgivning og få vejledning i reglerne. Rådgivningen kan træffes mandag til torsdag fra 9-16 og fredag fra 10-15 på telefon 39 77 80 80.
Andre sundhedsydelser
Du kan under visse betingelser få tilskud til sundhedsydelser købt eller leveret i et andet europæisk land, herunder bl.a.:
- Almen lægebehandling (gælder kun gruppe 2-sikrede*)
- Speciallægehjælp
- Kiropraktisk behandling
- Fysioterapeutisk behandling
- Fodterapeutisk behandling
- Psykologbehandling
- Vederlagsfri genoptræning uden for sygehusregi
- Vederlagsfri fysioterapi
- Tandpleje til patienter med Sjøgrens Syndrom
Det er en forudsætning for at få tilskud, at behandleren i det pågældende land har kvalifikationer svarende til dem, der kræves for at udføre behandlingen i Danmark.
Muligheden gælder for behandling i de 27 EU-medlemslande, samt i Norge, Island og Schweiz. Derimod gælder den ikke i fx Rusland, Hviderusland, Ukraine og Tyrkiet.
Hvis du er gruppe 1-sikret*), skal du være henvist fra din alment praktiserende læge i Danmark for at kunne få tilskud til behandling, der er modtaget hos en speciallæge i et andet europæisk land. Som gruppe 1-sikret skal du også henvises fra en læge til behandling ved en fysioterapeut, fodterapeut eller psykolog.
Du skal i første omgang selv betale den udenlandske behandler, inden du kan søge om tilskud herhjemme.
Ansøgningen om tilskud sendes til din bopælskommune, hvis det drejer sig om tilskud til vederlagsfri genoptræning uden for sygehusregi og vederlagsfri fysioterapi. Ansøgning om tilskud til de øvrige ydelser skal sendes til din bopælsregion. Ansøgningen skal indeholde specificeret og kvitteret regningsmateriale, en beskrivelse af den modtagne ydelse og kopi af evt. lægehenvisning eller lignende.
Der kan ydes tilskud op til det niveau, som tilskuddet til en tilsvarende ydelse ville have været i Danmark.
Hvis der er tale om en ydelse, som er gratis herhjemme, ydes tilskud svarende til taksten/honoraret for den tilsvarende ydelse, når den gives her i landet.
Hvis du har fået en genoptræningsplan, som henviser til kommunal genoptræning, og hvis du overvejer at modtage genoptræningen i et andet europæisk land, kan du bede din bopælskommune oplyse størrelsen af det tilskud, som du vil være berettiget til.
Du kan læse mere i bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008 om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet europæisk land samt vejledning nr. 70 af 19. november 2008 med samme titel.
Bekendtgørelsen og vejledningen kan findes på Retsinformations hjemmeside www.retsinfo.dk ved at taste bekendtgørelsens eller vejledningens nummer (1098 eller 70) samt årstal (2008).
Det er også muligt at ringe til vores rådgivning og få vejledning i reglerne. Rådgivningen kan træffes mandag til torsdag fra 9-16 og fredag fra 10-15 på telefon 39 77 80 80.
*) Størstedelen af danskerne er såkaldt gruppe 1-sikrede i den offentlige sygesikring. Medmindre du aktivt har valgt gruppe 2, tilhører du automatisk gruppe 1. Som gruppe 1-sikret er du tilknyttet en bestemt alment praktiserende læge. Som gruppe 2-sikret er du ikke tilknyttet en alment praktiserende læge, men kan søge behandling frit hos alment praktiserende læger.





